tomhed

Min venindes kat kigger olmt på mig fra den anden ende af lokalet. Hun er skeptisk ved, at det er mig der er i lejligheden, og ikke hendes ‘mamma’. Mens min veninde selv er på kro-ophold i weekenden, har jeg overtaget hendes lejlighed og lader som om, at jeg også er på kro-ophold. Og når man er på en kro, så skriver man altså ikke speciale, er det ikke sandt?

I morges troede jeg, at dagen var dødsdømt. Jeg ville bare blive på bunden af brønden og aldrig stige op mod dagslyset. Roomie nuldrede rundt i lejligheden, og jeg holdt vejret, så han ikke kunne høre, at jeg også var vågen.

Denne uges ensomhed har virkelig taget fusen på mig.

Det er fem år siden, at jeg fik det rigtig, rigtig slemt. I stedet for at fejre min tydelige bedring, har jeg morfet mig ind i en fem år gammel identitet. Jeg har brugt de sidste par dage på at læse gamle dagbøger og blogs, prøvet at glide ind i en tid, der for længst er ophørt. Jeg prøver at sige til mig selv, at meget har ændret sig. Det er jeg også sikker på, at det har. Men aleneheden skræmmer mig, og jeg har så let ved at glide ind i denne tomhed som fyldte alt dengang.

I lang tid har jeg arbejdet for, at få en ideel situation stablet på benene. Sørget for, at jeg skulle arbejde så lidt som muligt, så jeg kunne have en masse plads til specialet og ikke mindst mig selv. Men friheden er altid farlig for mig, og ligesom i Berlin, forsvinder jeg bare ind i tiden og gør intet konstruktivt med mit liv. Det er netop hér hvor jeg gemmer mig på bunden af brønden disse lange formiddage. Jeg prøver at eliminere mig selv komplet.

Jeg tænker, om jeg skal købe en flaske vin eller nogle øl til mig selv denne fredag aften, så jeg “rigtig kan hygge mig”. Men alkohol virker på en måde ikke smart i forhold til al dette navlepilleri. Alkoholen har altid været det der gjorde det lettere for mig at undslippe virkeligheden. Ikke at jeg har været alkoholiker. Men alkohol kan noget, det ved du godt.

I min flugt fra ensomheden endte jeg i går aftes til et lille personalearrangement med film og pizza i et af de store mødelokaler med personer der var den dobbelte alder. Jeg snakkede høfligt med på de intetsigende emner, engagerede mig i den dårlige film og spiste hele pizzaen i et ruf. Det var lettende for mig at opleve, at det var noget der gjorde mig oprigtigt glad – at jeg på mit arbejde har et hjem og en familie. Dét er heldigt.

Fra april 2012:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s