dumt

Jeg sad inde i stuen i morges og røg en cigaret ud af vinduet. Vi var stået op nogenlunde samtidig, men dunkede rundt i lejligheden som to spøgelser gemt bag halvlukkede, tavse døre. Vi tog begge overtøj på på samme tid. Jeg spurgte om han skulle på kontoret i dag. Han åbnede hoveddøren op imens. “Ja, det var det jeg havde tænkt mig,” svarede han surt og gik ud uden andre ord. På vej til universitetet følte jeg mig enormt ængstelig til mode; følelsen af at blive hadet på denne måde giver mig myrekryb. Hvad har jeg nogensinde gjort ham? Vi har ikke snakket sammen i en uge, men skyder blot ind og ud af hinandens liv, zigzagger os gennem de sidste uger, til vi endelig kan undslippe hinandens fordærvede ansigter. Jeg bliver ør. (Jeg flytter snart, hvor er det godt)

På uni kunne jeg ikke låse min cykel. Mens snotten stod ud af næsen og dryppede ned på sadlen, rev og flåede jeg i den skide lås, indtil jeg næsten var kommet for sent til vejledning. Jeg lod den stå åben, og mit hjerte bankede nu endnu mere ørt og ængsteligt, og snot var nu allestedsnærværende. Jeg taber min miljøvenlige vandflaske på vej op af trapperne og den går i tusinde stykker, eksploderer som en dæmning, vand over det hele. Men til vejledning hos min søde vejleder er jeg en flittig stjerne og snotten og ængsteligheden forsvinder som vandflasken ned i skraldespanden. (Min cykel var der stadigvæk da jeg kom ned). Senere bliver mit elskede halstørklæde stjålet, og jeg bliver for alvor bange for, om denne dag er ægte forbandet og om jeg skal passe ægte på.

Dagene har været ensomme på en underlig facon. Jeg har gemt mig bag musik i en alenehed, jeg trives med. Jeg forlader min egen krop tit, fordi det nu rent faktisk kan lade sig gøre, og dette er en lykke, det vil jeg gerne understrege. I koncertsalen i mandags, hvor jeg sidder alene med nogle fremmede, ældre mennesker, opløses jeg i den klassiske musik, og jeg glemmer hvem jeg er, hvad jeg skulle nå og hvorfor jeg var så stresset. Jeg vil have det sådan her hele tiden, lover jeg mig selv.

Men i aften græder jeg lidt, jeg ved ikke rigtig hvorfor.
H. sendte et billede af sig selv i morges fra hans arbejde, og jeg har til min egen overraskelse stirret på det hele dagen. Og jeg tager mig selv i at zoome ind på hans ansigt, og min mave snurrer sig sammen, og det bølger og gyser gennem min krop. Og jeg tænker igen, om jeg mon er forelsket, og så græder jeg over det, for det er fandme dumt at være forelsket i en som ham. Eller, ikke ‘en som ham’, bare ham.
Det er altså dumt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s