at bo

Jeg har lige røget en cigaret ude i den bagerste del af haven, nede ved hegnet, så langt væk fra halvåbne vinduer man kan komme. Under en paraply og med håret gemt væk under huen, så ingen røg kan spores. Min hjerne banker i dobbeltslag i dag. Jeg prøver at finde ud af hvorfor – altså, det var der også før nikotinen, så det er ikke cigarettens skyld.

Det føles så underligt at påtvinge sig selv denne rodløshed. Skænderierne fløj gennem Messenger mellem mig og Roommate i går. Han mener ikke, at han bør tage hensyn til mig. Jeg prøver desperat (og for en gangs skyld) at sætte grænser. Det går helt galt. Og nu skal vi bare “ride igennem de sidste tre uger som roommates”. Jeg ved ikke, om jeg er stærk nok til at ride igennem det.

Jo længere tid jeg bliver væk fra lejligheden, desto mere frygteligt føles det faktisk. Men jeg ved ikke, om alternativet (at tage hjem) vil have nogen bedre effekt. Det er dumt at skændes over skrift, det ved alle og enhver, men nu er jeg jo her, og jeg skal skrive speciale, det siger jeg til mig selv. Men realiteten er jo bare, at jeg flygter. Som jeg altid gør.

Jeg overvejer, om jeg overhovedet er i stand til at bo sammen med nogen. Om det er et problem, eller bare noget jeg skal acceptere. Efter otte år med utallige roommates og knap 10 forskellige lejligheder er konklusionen den samme: Jeg kan ikke bo sammen med nogen. Gik det nogensinde godt? Nej. Jeg kan ikke forstå, at det er sådan jeg er indrettet. Selv efter så mange år, insisterer jeg på, at det er mig der er forkert, og længes efter at være som “de andre”, som åbenbart godt kan få det til at fungere.

Jeg skylder skylden på min voldsomme sensitivitet. Der skal ikke meget til at overskride mine grænser eller stresse mig eller få mig til at føle mig beklemt. Jeg er meget bevidst om dette. Mens jeg samtidig er god til at pege fingre efter dem jeg har boet med. At de er forkerte på den, behandler mig dårligt, er hensynslyse og egoistiske, mens jeg selv skælver rundt på hobetal af æggeskaller. Men jeg begynder efterhånden at acceptere, at det faktisk er mig, der er den dårlige roommate.

Gårsdagens eksplosion var funderet i en ophobning af frustrerede følelser som jeg med vilje aldrig havde fået udtrykt til roommate. Frustrationen over det der skete i efteråret med alle de forskellige besøgende i lejligheden, hans asociale, hadske adfærd i januar måned, mine behov der forsvandt… Jeg fik aldrig sagt noget. I stedet ledte jeg efter lejligheder og drømte om bare at komme væk væk væk. Det er ikke en helt voksen måde at håndtere det på. Men samtidig, hvad gør man, når man aldrig har sin egen lejlighed? Når man altid bor under andres regler? Så indretter man sig jo bare og lever med deres humørsvingninger og skiftende regler og forhold. For ellers kan man miste det hele, kan man ikke?

Jeg har åbenbart ikke lært noget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s