ensporet

Lige nu? Jeg ligger i en grå fleecetrøje rullet ind i et gråt fleecetæppe hjemme på mine forældres brune lædersofa ude i forstæderne. Mit nyvaskede, velduftende hår er klasket sammen i fletning i nakken, der får mig til at ligne en meget dedikeret indremissionsk. Mine forældre er endnu ikke kommet hjem fra sommerhuset, så jeg ligger bare og stirrer på den overdækkede terrasses gamle plastiktag, der nok snart kunne bruge en udskiftning.

Jeg stod foran motorvejen ved Buddinge-afkørslen allerede kl 9 i morges. I en febrilsk aggression havde jeg forladt lejligheden blot en time før. Raset ud mod Tagensvej og hylet hele vejen ned til busstoppestedet.

***

Min lørdag aften var meget stille. Jeg sad troligt og nøjsommeligt og arbejdede mig gennem et forbandet tørt metodeafsnit, mens sødmefuld jazz strømmede ud af højtalerne. Min roommate var væk, så det var kun mig og katten der hyggede derhjemme. Det var rart at have stuen for mig selv, og endnu mere rart, at jeg har fået slået hul på specialet.

Det er som om, at min hjerne har sådan en aktivitets-termostat, en omstillingsparatheds-kontakt, der kan ændre min fleksibilitet mod forskellige projekter inde for meget kort tid. Hjernen er nu 100 % indstillet på at skrive speciale. Alt andet (ah, næsten, du ved) er forduftet til fordel for en voldsom, pludselig målrettethed. Jeg kræver isolation, ro og orden. Jeg vil bare skrive. Og jeg vil kun tænke på specialet. (Dette kan meget vel gå over meget hurtigt, skal det lige siges).

Denne lørdag aften fik jeg altså et kick ud af min fantastiske arbejdsmoral. At jeg allerede havde produceret næsten 1/6 del af mit speciale på bare tre dage. Ak, så bliver hele forløbet som en drøm! tænkte jeg. Lykkelig og i en decideret adrenalinrus over egen formåen, går jeg i seng kl 23 som en lille klam duks, med nærmest foldede hænder og tanker kun om speciale (kan du se min krop langsomt forsvinde).

***

Jeg kigger på mit ur. Klokken er 6.45. Der er lys ude i gangen og jeg kan høre lyden af urin der hårdt spuler kummen kun få meter fra mit værelse. Det er tydeligvis en mand der tisser, det kan man altid høre. På min telefon er der en besked fra min roommate, sendt halvanden time tidligere. Er du hjemme? 

Jeg tager ørepropperne ud, tænker om han måske har glemt sine nøgler, men hvem søren er det så der tisser på toilettet? Da øreproppernes døvhed forsvinder, overdøves luften pludselig af det faktum, at der er morgenfest i stuen. Det føles som om, at mit værelse er fyldt med røg, som havde jeg lagt mig til at sove på Nørre Bodega. The Knife brager gennem rummene.

Jeg vælter ud af sengen (formår lige at fjerne sovebrillerne i panden) og ind i den fuldstændigt tågede stue, hvor der sidder tre mennesker. Hvad sker der? spørger jeg omtumlet. Det er en rimelig underlig måde at blive vækket på.. Roommate siger, at de nok skal skrue ned for musikken. Jeg går tilbage i seng, men kan ikke sove. I stedet for begynder jeg at græde. Morgenfesten bliver ved i en time. Jeg føler mig fanget inde på mit lille værelse. Og jeg ved, at hvis jeg skal ud af lejligheden, skal jeg igennem stuen.

En slagplan lægges. Jeg kommer i tanke om, at jeg kan forsvinde væk, – ud i forstæderne!, og at jeg endda kan være her i hele to døgn. Så kan jeg bare sidde dér og fyre den af med specialet, ha! jeg kan sgu næsten skrive hele specialet (ok, slap af…). Men først skal jeg vente på, at morgenfesten er slut. Hvornår slutter den. Jeg føler ikke, jeg kan trække vejret. Hvornår slutter de, slutter slut sl,…

En taske pakkes. Jeg vælter aggressivt rundt på det lille værelse og kaster ting ned i rygsækken. Det ender med en konfrontation inde i stuen. Jeg siger alle mulige ting, jeg kan næsten ikke engang huske det nu. Roommate er selvfølgelig komplet forvirret, men formår stadigvæk at give mig dårlig samvittighed. Som om, at det er mig der overreagerer. Jeg skal bare væk, okay? Jeg vil ikke være her. Jeg siger fra. Jeg siger alle disse ting. Det føles godt.

***

Så nu ligger jeg i sofaen og venter på at der går tre uger, så jeg kan flytte væk.
Jeg kan ikke holde ham ud, jeg kan ikke holde lejligheden ud, jeg kan ikke holde noget som helst ud, og jeg vil bare gerne være alene, og jeg vil være rullet ind i gråt fleece og have en grim fletning og skrive mit speciale. Så fuck alt det andet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s