kladder

Jeg har skrevet kladder i mit hoved og på telefonen hele dagen på afslutningsbeskeder til H. Det er aldrig behageligt at slå op med sig selv. Men når ens hjerne i snart to uger vågner op om morgenen med tanken: “Stop det. Stop det nu.”, så bliver det efterhånden presserende. Især når appetitten også ryger i svinget, og når den glæde livet ellers byder mig, synes at skrumpe ind, fordi det eneste jeg kan tænke på er, at jeg ikke bliver elsket tilbage.

Så min søndag er forsvundet ind i eet langt tudeorgie med en krop der vejer tusinde kg, kun næsten lige så meget som klumpen i brystet. Vi har ikke snakket sammen i 48 timer, hvilket er en rekord i vores tre måneder lange bekendtskab. Det idiotiske er, at jeg udover denne fortærrende kærlighedssvulst, har det virkelig godt.

Jeg fik en lejlighed. Jeg fik fandme et sted at bo. Jeg var sammen med H., da jeg fik nyheden. Han havde lavet morgenmad til os, fancy spejlæg, og det eneste jeg kunne var at græde ned i æggene. Jeg var så ovenud lykkelig og lettet og overvældet, at jeg slet ikke kunne være i mig selv. Nyheden opløste mig fuldstændig. At jeg kan være så heldig, at rent faktisk få mit eget sted at bo…

Roommate er udenlands i en uge. Måske er det derfor, at min krop føles så tung. I går holdte jeg et middagsselskab for mine gode, gamle venner. Jeg brugte dagen på at gøre rent i hele lejligheden og lave middag og dessert, som rent faktisk endte ud med at være ganske vellykket. Da gæsterne endelig kom, begyndte min højre hånd at sitre igen. Bølger af kvalme skyllede sporadisk ind over mig, mens jeg tavs sad for bordenden. Måske jeg bare skulle have været alene.

Kvalme og sitren kan heldigvis ordnes med rigtig meget vin. Men rigtig meget vin giver også en tømmermændsdepressioner og gør alle de kærlighedsting meget værre. Jeg har bare lyst til at sove hele tiden og aldrig spise igen. Hvor er det håbløst.

Jeg er jo egentlig også igang med mit speciale nu. Første møde med vejleder er i næste uge. Jeg har udskudt og udskudt og udskudt alt arbejdet. Mit hoved er fyldt op af bolig, H., og mit eget liv, jeg panikker hver gang jeg kommer i tanke om, at jeg skal skrive specialet. Jeg tror vitterligt ikke, at jeg er i stand til det.

Det hele er skræmmende og voldsomt i dag. Rødvinstågerne er forhåbentligt forsvundet fra min hjerne i morgen. Og i morgen omdanner jeg kladderne til ægte beskeder. Hvis jeg kan holde til det. Jeg vil gerne være glad. Og H. gør mig ikke glad. Han gør mig ganske ulykkelig.

Jeg har lyst til at sende dem nu, så jeg kan falde grædende i søvn og vågne op som et nyt menneske der insisterer på sin egen væren og glæde. Jeg er mere værd end det pis her.

One thought on “kladder

  1. Send den <3
    Det er så vigtigt at kunne passe på sig selv, når ens grænser bliver rykket. Det er usundt at sænke sine forventninger og ignorere sin egen ro og glæde for at kunne blive i en relation. Det er ikke det værd, og du vil føle dig så meget lettere og stærkere, når du selv tager kontrol over situationen og insisterer på, at du fortjener mere. Men derfor gør det stadig mega ondt.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s