hvad fanden

Jeg bliver nødt til at tømme mit hoved. Er vågnet efter to timers søvn, og det føles som om, at der ligger en betonklods på mit bryst. Jeg er træt, det ved jeg, men min hjerne giver mig ingen ro.

Jeg troede ellers, at det var en komme-videre dag. Jeg har været spændt op i højenergi, som et spruttende kraftværk, hele dagen. Drømt om at udleve min krops seksualitet og følt mig liderlig og magtfuld. Jeg har haft lyst til at indtage hele verden, spise den som en stor flødeskumskage.

Specialet banker på døren, og jeg glæder mig på sin vis allerede til det. Jeg glædes ved den kommende frihed og kontrol – to ting, som jeg på ingen måde besidder i disse dage. Min hjerne sprøjter du er forelsket i ham, og, du skal sige til ham, at du ikke kan det her. Men jeg tror ikke på nogle af delene.

Jeg er en krigerisk amazone, jeg har fandme tjek på mig selv, og alligevel skal han have lov til at ligge på mit bryst som denne ætsende betonklods? Hvad sker der for det? Det er sgu ikke fair. Jeg regner hele tiden med, at han forelsker sig i mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den forelskelse til, dog. Når jeg visualiserer ham for mit indre blik, ser jeg kun hans forpinte orgasmefjæs, som tilnærmelsesvis ligner ham når han græder. Og ansigtet er grimt og forvrænget, og det er samtidig kynisk og hårdt. Og jeg ligger der under ham, blød og sød af kærlighed og varme.

Hvad er du rasende over, spørger min psykolog. Jeg er rasende over, at jeg ikke får lov til at elske som jeg har lyst til, at jeg ikke bliver værdsat som jeg fortjener, og at den lille lort får lov til IKKE at lære mig at kende. Jeg har lyst til at køre over ham med en damptromle med hele min voldsomme, intense personlighed. Se mig! Mærk mig! For fanden!

Det føles som det vildeste spild af tid, at være vågen den her nat. Det gør mig også rasende. At jeg skal tænke på ham alle mine vågne timer, og ja, nu også mine ellers sovende timer. Hvad fanden bilder han sig ind. Det er klart for mig, at kontroltabet fylder mere end egentlige følelser.

Jeg prøver at stable en weekend på benene, så jeg ikke kommer til at skrive til ham og forvente at han kommer til mit gratis, forpligtningsfrie hul. Men jeg er for sent ude, det ved jeg godt. Så hvad. Skal man på Tinder? Eller gå alene i biografen torsdag OG fredag? Hvad fanden er det for det noget. Jeg ER en amazon warrior princess – jeg ER stærk, jeg ER bedre end det her. Hvorfor ved min krop det ikke???

Det føles samtidig som om, at alle disse tanker og følelser omkring ham, den lille lussepuster, er en undskyldning for mig, til ikke at koncentrere mig om andre ting. At jeg slipper for at tænke på min fremtid, fordi jeg konstant holdes i nuet. Jeg får lov til at svæve rundt i en stor følelses-sovse-pool, så alt andet ligesom ophører. Jeg føler mig aldrig drænet eller depressiv, nejnej, jeg føler kun smerten ved, ikke at kunne placere kærlighed nogen som helst steder, og smerten ved, at se et menneske, der virkelig ikke gider mig. Og det er klart en situation jeg selv har bragt mig i. Så hvorfor ikke bare give slip? Sige HVAD FANDEN igen, fuck det, du ved. Men nej nej. Det føles fysisk umuligt.

Fucking idiot.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s