them feelings, garwdddh

Jeg er begyndt, at have en ubehagelig angst hver gang jeg skal på arbejde. Hell, den har været der alle dage i vikariatet, men den er blevet mere voldsom og virkelig nu hvor jeg befinder mig i slutspurten. Jeg har kun knap to uger tilbage, og jeg kan ikke holde ud at være her. Hver morgen vågner jeg op med en masse energi snurrende i min krop, og på cykelturen fortættes energien og placerer sig i brystet som en stor sten. De destruktive angsttanker sætter så ind når jeg går op af trappen til 3. sal hvor min plads er. – Skynd dig væk, du har jo ikke lyst til at være her, sig du har det dårligt, flygt flygt flygt, nu kommer det store angstanfald, nu kommer det.

Jeg træner i at slacke, at komme alt for sent og gå alt for tidligt. Fordi.. hvorfor gi’ en fuck? Problemet er bare, at det stresser mig lidt, og giver mig nærmest endnu mere angst, fordi jeg føler, at alle kan se, at jeg ikke kan holde ud af at være her. Og hvor er jeg bare sindssyg træt af, at alle dage skal starte sådan her. Jeg får lyst til at kaste op og græde, selvom jeg slet ikke er i stand til at være så udadreagerende.

I går aftes var jeg helt manisk og skrev løs med alle mulige. Jeg hoppede på Tinder, for at aflede mig selv fra H., som efterhånden har udviklet sig til en tung klump i mit mellemgulv. Han er det første, jeg tænker på om morgenen, og det sidste jeg tænker på, før jeg falder i søvn (hvis jeg falder i søvn) (fed kliché, i know). Men jeg har en følelse af, at jeg aldrig kommer til at se ham igen, og det gør mig virkelig trist. Som om at det lige suger i alle mine organer, sådan nedad, hver gang det slår mig, at det ikke kommer til at ske. Så jeg går på Tinder, det var vist der jeg kom fra. Og nu har jeg en date på torsdag med en fyr, der muligvis bare er en ti år ældre udgave af H. Måske fordi jeg så tror, at han så har mere styr på livet og har fundet sig selv og ikke forsvinder i en depressionssky.

Men jeg vil jo bare gerne have H.

“Jeg er forelsket i ham,” sprøjter mine tanker ind i pandehulen, når jeg slår øjnene op om morgenen. Fuck. Det kører som et mantra. Forelsket, forelsket, forelsket…. 

Her til morgen er han til eksamen. Han har været fuldstændig ved at falde fra hinanden op til. Jeg er virkelig nervøs på hans vegne, og samtidig så spændt på, om tingene mon ændrer sig, når det er overstået. Jeg har ikke set ham i 14 dage nu. Jeg tror desværre ikke, at der er noget der ændrer sig. Jeg tror, at han har en depression. Jeg tror ikke, at han kan overskue mig. Eller noget som helst faktisk. Det er den værste måde, at stoppe med at se et andet menneske. På grund af mørke. Det gør mig så ondt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s