personlighed

Energien flyder rundt i mig i en hvileløs tilstand, jeg vandrer rundt i Fælledparken ved skumringstid uden at løfte fødderne, fordi stierne er lavet af is. Jeg ville ellers gerne gå rigtig hurtig, i sådan et tempo hvor det nærmest føler at man svæver. Men de spejlblanke stier tvinger mig til at træde varsomt og jeg kan ikke tænker, for alt koncentreres om at holde balancen.

Når jeg en gang imellem kigger op er det som om, at himlen bevæger sig og at mine øjne danser rundt i kraniet på mig. Jeg burde være tømmermændsramt og træt, jeg burde have sidestik nu her i parken, og jeg burde egentlig også være sulten og udmattet og drænet. Men jeg svæver afsted uden problemer med en krop der føles som om den kan alt.

Det klumper rundt i maven på mig. Arbejdet og de angstprægede dage, som jeg aldrig slipper af med. Jeg skulle nok ikke have taget weekendvagten den her weekend, det fucker med mig. Jeg læste min blog igennem i dag. Det gør jeg jævnligt. Prøver altid at forstå hvem jeg var, og prøver at se, om jeg har fået det bedre. Det slog mig i gennemlæsningen, at jeg har fået det bedre (tillykke), men at mit sprog er blevet mere dødt. Når man fjerner det øverste lag af psykens desperation, forsvinder noget af den kreative umf også. Det er trist, at det er blevet sådan.

Det slog mig, at jeg stadig har det dårligt, når jeg arbejder. Jeg tænker på alle de ensomme jobs jeg har haft de sidste 3-4 år. Den klaustrofobiske erkendelse af ikke at have lyst til noget, der på papiret er helt fantastisk. Og på papiret er jeg efterhånden fantastisk og en hel karrierevej ligger åben for mig. Men jeg ved jo ikke hvem jeg er endnu. Jobsne giver mig den kroniske urolige søvn, og jeg drænes af mine egne neuroser. Og ligesom min sproglige kvalitet forsvinder, så smelter kreativiteten også væk og jeg reduceres til et rystende arbejdsmonster, der altid holder øje med uret og venter på fyraften.

Fuldtidsvikariatet er overstået om tre uger. Jeg begynder at lave flere og flere fejl, fordi min hjerne er nedslidt og koncentrationen svækkes. Kroppen længes mere og mere efter friheden, og det øger kvælningsfornemmelserne før frokostpausen. I stedet for at investere i arbejdspladsen som andre fornuftige mennesker ville gøre, så gør jeg lige nu alt for at brænde mine broer. Dagene er uendelige og hele mit væsen føles så voldsomt tung, som ville kontorstolen bryde sammen under al min faking og ugidelighed.

Blandet med jobneurosen og fremtidsangsten propper jeg så lige en formentlig indbildsk forelskelse in the mix, bare lige for at skubbe mig længere ud i søvnløsheden og manglende sult. Pludselig vil fantaserer jeg om børn og hus og have og rejser og bryllupper, samtidig med, at jeg næsten ikke kan huske hvordan han ser ud. Jeg vil bare gerne have, at han siger, at han også kan lide mig. Og så kan jeg få lov til at tænke på ham hele tiden og fokusere al min energi på det, som var han den eneste mand i verden der ville være rigtig for mig. Jeps, alt bliver puttet på spidsen.

Nu vil jeg tage en personlighedstest og finde ud af hvem jeg er. Det bliver rart. Jeg er træt af være forvirret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s