Når jeg er til psykolog, er jeg ikke opmærksom på, hvordan jeg opfattes, hvad der muligvis er klichéagtigt at sige og føle, og hvad der er direkte pinlig opførsel.
I tirsdags kunne hun sige:
“Du synes selv, at du har det hårdt, ikke?” (sagt på en ikke-sarkastisk facon)
“Mmmhhh,” svarer jeg, og tårerne begynder at stå ud af øjnene.
“Det er okay, at det er hårdt. Det må gerne være hårdt.”
“Mmmhmmm,” svarer jeg, og hulker.

Det kan stadig forbløffe mig, at der skal så lidt til. At det bare kræver én person, der ser en, og lader en være den man er. Og samtidig er det dybt tåkrummende, at det er dét der skal til. Det ville være lige sådan noget jeg sagde til katten når den miaver: Har du det hårdt hva? Hvad sker der? Ja, jeg forstår godt det er hårdt, min lille ven, kom her.

Jeg er kvalt i mine relationer, og derfor bliver det nemlig pissehårdt og meget ensomt. Og nu har mig og min psykolog sat ord på ensomheden (mere end det fordummende “mmmhhmmm”), så  fylder den pludselig alt, og jeg er på rutsjebanen, op og nede i mine indvolde mens jeg er på arbejde, og mens jeg står og venter på at lyset skifter fra rødt til grønt i et kryds.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s