en dyne af snot

Da de sidste småkager kom ud af ovnen, snakkede vi om, hvor dejligt det kunne være, hvis man bare blev en lille smule syg. Sådan en ‘1-2 dage på sofaen’-forkølelse, der ikke er invaliderende, men som heller ikke er mild nok til at det er forsvarligt at arbejde. Vi er alle fuldtidsarbejdende. Det virker som om, at det er lidt tidligt i ens arbejdsliv, at ønske at man var syg. “Mit helbred er for godt, damn you helbred,” sagde jeg spøgende og fyldte munden med kager.

I morges vågnede jeg og var forkølet. Fedt. Den sidder primært i næsen. Du ved, snot. Det løber i en lind strøm. Sad på arbejdet og snottede over det hele. Endnu en reception, hvor jeg var most inde i hjørnet og havde glemt snotpapir, og derfor måtte se mig selv være sådan en type med snot på ærmerne og snot der løber ind i munden. Jeg er fucking klar til det professionelle arbejdsmarked. Ikke.

Duften jeg indånder gennem en snottet næse, minder mig om i sommers. Knap 3 dage efter at Skægmonstret og jeg havde slået op, tog jeg på sommerskole. Det pissede ned og var ikke mere en 12 grader varmt til trods for at datoen pointerede ‘højsommer’. Det øjeblik jeg kom derop, blev jeg syg. Voldsom feber, blokeret slimhals og snot i kaskader.

Jeg lå og rystede på det lille sommerskoleværelse som jeg delte med en jysk roommate, jeg ikke kendte. Hun var mild og blid, og forsøgte det bedste hun kunne at snakke med mig. Om natten snorkede jeg som et ondt år, og feberen skabte en fugtig, ildelugtende varme i det mikroskopiske blå værelse. Jeg missede undervisning og vandrede i stedet ned til havet og dybt ind i skoven i min febervildelse. Hjertesorgen sad som en dyne om mit hoved, uden at kunne penetrere mig helt. Snot blokerer.

På værkstedet tegnede jeg dystre, voldelige tegninger, og tegninger med store skæggede mænd. Til fællesmiddagene rystede jeg, og løb så hurtigt jeg kunne gennem regnen tilbage til værkstedet eller det lille blå værelse. Jeg var sat fri i et helvede af snot og slim. Min krop føltes tung i enmandssengen, men jeg følte alligevel ikke så meget. Mest af alt følte jeg mig fri. Og min krop var fri, og derfor var den nu syg. Det giver logisk mening.

——-

Jeg er dog ikke så syg nu. Lige nu kan jeg huske det hele – hele sommeren, hele den tunge, syge følelse. Og det er rart på en måde – at kunne huske det og sanse det.

——-

Min søndag morgen havde en brat opstart, da en MDMA-skæv person gik ind på mit værelse og tændte lyset. Døren stod vidt åben. Cigaretter blev røget i stuen. Bollet i lokalet ved siden af. Jeg har derfor lånt nogle venners lejlighed 10 dage her i december. Jeg skal væk. Jeg har fjernet al julepynten inde fra stuen og sat det ind hos mig selv. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror, at jeg er igang med at fjerne mig selv fra lejligheden.

Men alene-lejlighed betyder også lettere sex-muligheder. Jeg slår et for stort brød op, det vil jeg gerne indrømme. Så torsdag er det H. og romantisk date, og fredag er det Amagermanden der boller mig itu. Jeg ved ikke om det liiige er et voldsomt nok line-up for sådan en uge. Måske kommer min sygdom til at spille en rolle og ødelægge det. Måske ikke. Jeg tænker ikke så meget på det. Glæder mig bare til at have sex med de to mærkelige mænd.

—-

Åh snot…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s