i mørket

Af en eller anden årsag ender jegtil frokost alene ved et bord. Dem jeg havde fulgtes med havde nok ikke kunne se, at jeg havde sat mig der. De sidder ovre i det andet hjørne. Jeg går op og henter mad tre gange. Jeg stirrer tomt ud i luften, mens folk langsomt siver ud af frokoststuen. Jeg går op på min plads igen, og sætter musik i ørene.

Til min kollegas afskedsreception om eftermiddagen er hele virksomheden samlet i det store fællesrum. Jeg hælder et halvt glas rødvin op til mig selv. Jeg stiller mig akavet ved siden af praktikanten. Omme bag ved sidder Tegneren (en mislykket Tinderdate for snart 3 måneder siden). Han er helt krøllet sammen, og om muligt, endnu mere passiv end jeg.

Mine vinterstøvler har lidt hæl, og de gør mig svimmel, som jeg står der og forsøger at deltage i snakkecirklen. Praktikanten spørger, hvorfor jeg ikke var til julefesten. Jeg var småsyg, jeg var træt, jeg havde ikke lyst, siger jeg. Han kigger på mig med store øjne.

Pludselig skal der holdes taler. Jeg er iført verdens største og tykke striktrøje. Varmen er enorm. Jeg står alt for tæt på talerne. Det går dårligt med følelsen af balance i benene, mine fødder værker  helt urimeligt ud af det blå. Jeg spejder ovre mine skuldre. Det er som om, at rummet er fyldt med tusindevis af mennesker. Der er ingen stole. Talen bliver ved. Striktrøjen varmer uendeligt meget. Hvis bare jeg kunne stå op af et bord. Jeg finder et bord, men spænder i hele min krop, fordi jeg er bange for at bordet vil falde sammen under min vægt.

Alle talerne er rørstrømske og smukke. Den afgående kollega har virkelig gjort en forskel og sat sit aftryk. Jeg bliver også helt rørt, og skal styre mig selv for ikke at begynde at græde. Jeg har aldrig snakket med kvinden. Jeg bliver overvældet af, at man kan være så vigtigt og fantastisk et menneske. Jeg drømmer om en dag selv at blive sådan en.

Efter halvanden time går jeg ud og ryger en cigaret i en ny snakkecirkel. Jeg siger ingenting. Jeg er den eneste der har taget min øl med ud. Jeg føler mig slummet. Tilbage til receptionen igen. Jeg står lidt og drikker af øllen ovre i hjørnet, og går så op på min plads igen. Sidder og scroller lidt op og ned på computeren. Jeg tager hjem uden at sige farvel til nogen.

Jeg går hele vejen hjem i det langsommeste tempo verden nogensinde har set. Mine fødder har det sløjt i skoene. Jeg kvaser dem for hvert et skridt. Jeg kommer hjem til en forladt lejlighed. I lang tid ligger jeg bare og stirrer ind i væggen. Der foregår ingenting i mit hoved. Det går op for mig, at jeg ikke rigtig har snakket med nogen i dag, udover praktikanten og katten. Katten siger ikke så meget.

Jeg tænker tilbage på i går; på det andet job, hvor jeg var tvangsindlagt til en eksperimentel koncert. Man fik at vide, at på et tidspunkt ville lyset blive slukket. Jeg var nervøs for denne situation. Mørke kan være rigtig klaustrofobisk. Men da det endelig skete, fandt jeg ud af, at det var her i mørket, i salen med de fremmede mennesker, den mystiske, knasende musik, at jeg var allerlykkeligst.

Jeg håber, at jeg kan snakke med nogle flere mennesker i morgen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s