brænder

Jeg tog ikke med til julefrokosten på det nye arbejde. Jeg ville ønske, at jeg var sådan et menneske, der bare kunne sådan noget. I stedet for har jeg ligget på stuegulvet en god portion af eftermiddagen som en søstjerne, mens min roomie har spillet høj, smertelindrende musik for mig. Det opløser klumpen i maven at gøre sådan noget. Jeg har ingen snert at FOMO. Jeg er bare lykkelig for, at være blevet hjemme.

Ugen har været spækket med sociale aftaler i forsøget på at undgå at være hjemme i lejligheden med de fremmede nordmænd. Men jeg kan ikke holde til sådan noget, hvilket resulterede i at jeg fredag var ét stort rod på arbejdet med katastrofetanker og gråd lige bag øjenlågene. Alt skreg i mig: Tag hjem, løb væk, du kan jo ikke det her, hvad bilder du dig ind at tro, at du kan det her, alle kan jo se, at du ikke kan. Men jeg bliver jo. Jeg er så god til at undertrykke det, og der er sikkert ikke nogen der har kunne se det på mig.

Op af trapperne tænkte jeg kun: Du er ved at brænde sammen, du er ved at brænde sammen, du er ved at brænde sammen. Man kan jo ikke få noget fornuftigt ud af sit liv, hvis det er sådan man tænker. Jeez.

Alligevel formåede jeg at vælte hen på det andet arbejde til den store årlige gallafest. Og her er der ingen angst, her er jeg Super-W med skarpe bemærkninger, rank ryg og svedige dansetrin. En ældre mandlig kollega som jeg er tæt med, siger sidst på aftenen til mig: Pas nu på dig selv, ikke? Og det mindede mig om ham skuespilleren på praktikstedet for to år siden, som kiggede mig i øjnene, tog mig i hånden og sagde: Jeg ønsker dig alt det bedste fremover… At blive set… wow.

Så jeg ligger og græder i krampetræk, sporadisk, i min seng, indtil jeg havner i musikterapien på stuegulvet. At passe på sig selv. Kan man det? ved man overhovedet hvad det betyder? Jeg er så frygtelig bange for, at det hele pludselig skal ramle.

I onsdags var jeg på date med en ret fantastisk gut, som efter fem timer endte med at kysse mig forsigtigt foran min lejlighed. Jeg siger, at jeg gerne vil have det skal gå langsomt, men lige nu har jeg bare lyst til at være tæt på ham, så tæt, så tæt. Måske er det på grund af julens snarlige kommen, eller på grund af det romantiske SKAM-klip fra tidligere i dag, men jeg vil være forelsket, og jeg vil prøve at være det i ham, for måske det her er stort? Måske slet ikke.

Der er mest musik i mit hoved lige nu; jeg er inde i mig selv igen. Og på mandag starter det bare forfra. Og på fredag brænder jeg sammen igen. Men i morgen skal jeg nok ses med onsdagsdaten (jeg skal nok finde på et blogkaldenavn til ham), og jeg vil bare gerne kysse og have sommerfugle i maven, og hvis jeg er heldig,  er der slet ikke noget der brænder sammen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s