working girl

Det var først i fredags på vej hjem fra arbejde, gennem Kongens Have, at jeg kunne presse mig selv til at græde lidt. Mens et lykkeligt par med barnevogn tilbød nogle turister at tage deres billede, kom endelig de blodsprængte øjne og mit ansigt forvrængedes. Nu skulle det være, gråden. Nu skulle den endelig komme.

Der går ikke lang tid, før en råber mit navn. Pis. Det er selvfølgelig Skægmonstret af alle mennesker. Midt i myldretiden på fortovet har han spottet min genkendelige fat ass på lang afstand. Jeg vil ikke græde foran ham, så jeg pakker det hele væk igen. Han skal helst ikke blive for meget mindet om, hvorfor vi ikke er kærester længere.

Min impuls er stadigvæk at kysse ham. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg gerne vil have hans frostvåde overskæg ind i min mund. Hans store skæggede ansigt smiler kærligt til mig. Av. Så ingen angst på det nye job, spørger han. Nej nej, slet ikke, svarer jeg. Det kører bare. 

Løgn.

Det kører ikke. Jeg ved det bare ikke. For jeg føler ikke noget. Det sidder derimod i maven, det sidder i mine lunger, min ryg værker. Jeg vågner af mig selv tidligt om morgen, søvnløs, men frisk. Lidt for frisk. Jeg er ikke bange. Jeg er faktisk ikke angst. Jeg er det mest skræmmende, jeg kan forestille mig – ikke til stede. Fuck.

Så når man er følelseskold går man sgu heller ikke op i særlig meget. Så man tager på en date med en fyr, der bestemt ikke ligner sine sms’er; ignorerer kroppens og sindets trang til at få hvile. Nej, mere adrenalin, mere rod, mere ud på kanten. Hans tænder er kastet ind i munden, håret er tørt på en fedtet måde; det stritter ud i store mærkelige totter, hans ansigt er dødt, lige så dødt som mit. Jeg er forsat ikke til stede, så vi er nok lige kedelige. Samtalen varer i tre timer med en flaske rødvin og en pose chips på hans ultrarodede værelse. Jeg fabler om lort. Jeg er væk.

Til sidst tager jeg min slidte cardigan af, mens han er på badeværelset. Når han kommer tilbage skal vi have sex, beslutter jeg mig for. Så jeg tager hans hoved i mine hænder, snaver ham i gulvet, sætter mig ovenpå hans lille krop; føler mig som the Attack of the 50 Feet Woman, han klemmer hårdt på mine bryster og er over mig som et dyr. Jeg husker at stønne på de rigtige tidspunkter. 10 minutter efter er det ovre. Jeg bløder lidt. Hans dyner er tunge, rødvinen i blodet er tung, bassen fra etagen over er tung, og jeg falder tungt i søvn mens vi holder om hinanden. Ømt. Jeg vågner hurtigt igen og tager hjem, med undskyldningen om at jeg har morgenvagt, hvilket også er sandt.

Jeg er bange for at tage på arbejde i morgen, fordi jeg føler, at jeg har glemt hvordan man trækker vejret rigtigt. Så kan man ikke sidde dér til redaktionsmøder og være til stede. Kan man overhovedet være nogen steder?
Jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor jeg gør det her mod mig selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s