jobstart

Jeg hader jobstartsdagene.

Jeg ville ønske, man bare kunne springe dem over, rejse to uger frem i tiden, så man ikke skulle sidde dér i kantinen og skylle to stykker rugbrød ned med et glas vand, fordi de vokser i munden som store svampe, så ens hjerte ikke skal banke så voldsomt hele tiden, og så det konstante tryk for brystet kunne lette.

Så man ikke tror, at man har problemer med øjnene, fordi de ikke længere kan fokusere da de konstant spacer ud i en groggy baggrund, så hænderne ikke ryster med computermusen, og at man prøver at slappe af med at fyre jokes (der falder til jorden) af, for at imponere nye kolleger.

Så man ikke prøver at panikke hele tiden, diskutere med sig selv om panikken. Benene op, benene ned, håret op, håret ned. Et stykke æble sidder fast i tænderne; det er første gang i et år du spiser et æble. Nervøse grin, kun nervøse grin, “det er flot”, “det er godt”, “det er super”, “ja”, “ha ha ha”, “klart, jeg forstår”. Jeg forstår ingenting.

Men eftermiddagene er gode. For så er dagen jo næsten ovre. Trykket forsvinder, hjertet slapper af, trætheden sætter ind. Om under 8 timer ringer mit vækkeur igen. Jeg prøver at forberede mig til i morgen. Men jeg forstår ingenting. Endnu. Jeg er stærk, jeg er stor, jeg er smuk, jeg er rædselsslagen, jeg er svævende, jeg er selvsikker, jeg er kvalm, jeg er panisk, jeg er angst, jeg er dygtig, jeg er dum. Jeg er ikke journalist.

Men det skal nok gå. Det ved jeg et sted derinde i dybet. For jeg var gladere i dag, end jeg har været længe. Også selvom det først kom, da dagen var slut. Det må da sige noget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s