usynlig

Min roommate afkalkede badeværelset i går. Med en krop af bly gik jeg i bad i morges. Selvom jeg lod vandet løbe i lang tid først, følte jeg stadig vandet ramme mig med syre og kemikalier. Det er kun det neurotiske menneske der fantaserer om et ætsende ansigt. Min hud i ansigtet prikker stadig og mine øjne klør. Jeg er mest af alt nok bare træt. Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at mit ansigt snart falder af.

Mit liv har været mere roligt efter den katastrofale date med Australieren og Tinder-sletningen. Det har overrasket mig, hvor lidt jeg har følt. Det er en tomhed der opstår, men den er heldigvis ikke lammende. Den er der bare. Jeg været meget inde i mit hoved i stedet for, meget alene. Det har været roligt. Min krop er afslappet, også selvom angsten banker på med sagte bump i skallen på mig.

Der er kun sket gode ting i den forløbne uge. Gode ting koster penge, og jeg føler mig fattig og uansvarlig, mens pointene samler sig på den sociale konto. Weekenden tilbragte jeg med mine skraldede tegneserier: prøvede at sælge dem til folk, der lignede at de ville kunne lide dem, men salget var håbløst, og jeg følte mig også lidt håbløs til slut. Endte med at bytte cigaretter for en dygtig tegners zines, og det var måske den største succes. Tobak som en mere betydningsfuld valuta end mine kreative evner. Wow, du er nået langt hva. Jeg giver dem gratis ud til slut. Selv det er svært.

Man går og tror man er speciel. At ens kreative evner er unikke, at ens krøllede hjerne har potentiale, og at man bidrager med originale følelser til en umættet undergrund. Men jeg var ikke noget særligt i undergrunden. Den skal lige sluges. Jeg mister lidt lysten til at forsætte.

I kælderen på danseklubben er jeg også usynlig. Som om, at når man sletter Tinder, sletter man også sin tilstedeværelse i natten. Det er dog også sjældent, at folk dette sted tropper op i kondisko og striktrøje. De fleste smukke kvinder nede i dansedybet lignede foundation-kloner af Noora iført blondekjoler og høje sko. Men man kan altså ikke danse til Sean da Paul i høje sko. Så jeg vinder. Også selvom ingen ser mig. For jeg danser i fire timer, selvom min krop skriger på søvn. Jeg ædru, men min krop er på stoffer; stoffer jeg ikke har taget, men euforiserende energier fra skønne venner og usolgte tegneserier. De ser mig, og jeg er så lykkelig, lige dér.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s