fisk mig op

Nogle gange skriver jeg, at mit liv er noget rod, og at jeg er et rod. Men det er faktisk en løgn. Jeg er pinlig bevidst om alle mine handlinger. Min psykolog kalder det for en mareridtstilstand.

Så det følgende udspiller sig heller ikke som noget rod. For jeg ved godt, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det gør det dog ikke mindre pinefuldt. Tværtimod gør det det tusinde gange værre.

I eftermiddags (jaja, det har du læst om) så jeg sæsonafslutningen på anden sæson af Girls. Hannahs OCD er vendt tilbage; hun er ved at falde fra hinanden, hendes hår sider i vanvittige totter omkring hendes flakkende øjne. Hun ringer til Adam, som løber gennem byen og fisker hende op fra hendes skjul. Jeg hulkede jammerligt, da jeg så det (ligesom første gang jeg så det).

Jeg aftaler med Skægmonstret, at jeg tager hjem til ham efter arbejde (sent) og henter den bog, som lorteforlaget har sendt til min gamle adresse (altså, hos ham). I min hjerne, i mit store fiktive plotforløb, skal aftenen forløbe således:

Han fisker mig op fra mit skjul. Og vi har sex igen. Og jeg sover der. Og det er dumt, men det er fantastisk.

Men.
Virkeligheden forløber således:

Min tømmermændsbefængte, lettere ildelugtende krop, mit makeup-frie ansigt og det fedtede hår tager derhen. Mit hjerte har dunket i halsen på mig hele vejen. Der er noget bizart ved at køre “hjem” igen (det er ikke dit hjem…) og ringe på døren (dit navn står der ikke længere), gå op af trappen, opgangen, op til fjerde sal, op, op, når man kender det hele, når det hele dufter, som det gjorde for 3 måneder siden, som om jeg stadig bor her, hvor bor jeg nu?

Vi snakker sammen i en time. Drikker te. Stearinlys og en enkelt cigaret ud af vinduet. Lejligheden er pinligt ren. Alting fremstår lækkert designagtigt og af hvidslebet træ (hvornår blev han et ordensmenneske). Vi griner, ha ha ha, og vi snakker, det er flydende, det er godt. Jeg har for en gangs skyld ikke lyst til at græde. Han viser mig billeder på hans telefon fra hans weekendtur til Paris. En pige skriver til ham på messenger; “where are you now?”, han vifter hurtig beskeden ud af skærmen, vi snakker ikke om det. Mit hjerte synker ned i maven (han kommer ikke til at fiske mig op).

Vi krammer farvel. Jeg har op til dette testet hans nye seng  (hopper i den liggende), prøvet hans hovedpude, mens han bliver siddende på stolen ovre i hjørnet. Jeg er nølende i mine bevægelser. Binder langsomt sko. Venter på opfiskningen. Fisk mig op. Red mig nu. Men vi krammer bare. Selvom jeg forsøger at gøre det langsomt, så sker det ikke.

Jeg presser citronen yderligere. Skriver til ham efterfølgende, at jeg nogle gange har svært ved at forstå, at vi har slået op, og at jeg bare havde lyst til at blive og sove “..selvom det er lidt fjollet jo, hehe” (jesus christ). Og det er jo ikke engang helt fordi jeg har lyst til at blive at sove. Jeg tester ham. Jeg er overlagt i mine bevægelser, i mine ord.. Jeg søger desperat efter bekræftelse. Hele fucking tiden. Og jeg er så pinligt bevidst om det, at kunne brække mig (han gør det klart, at han ikke har lyst til at jeg skal sove der).

Der kommer ikke nogen og fisker mig op.
Fuck.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s