fløde

(Alle indlæg handler om mænd. Jeg tager det til efterretning. Mit liv handler ikke om det. Det er bare spændende at skrive om. Fordi det er nyt)

Jeg tog en utrolig lang lur i dag.
Så jeg missede tegneskolen (med vilje) og endte med at købe indisk mad fra hjørnet. Lamb korma, den mest flødede og fedtede ret man kan drømme om. Yummi.

Jeg følte mig som en amerikansk film-singlelady, der er på fornavn med hendes chinese food-restaurant. Off course I eat my unhealthy meals alone, fuck you Weng-Wang.

Den ultrasmukke italienske airbnb-gæst i lejligheden kommer hjem det øjeblik, hvor jeg sætter mig til at fortære denne storslåede flødesymfoni. Hans slanke læge-krop vidner om lange løbeture og sund kost.

Jeg skovler fløden i mig med nanbrødet, mens vi kommunikerer akavet på engelsk. Han skal ud og løbe rundt om søerne. Min plan er at se film, der kan få mig til at græde hele natten.
Med fløde i mundvigen vinker jeg farvel. Jeg ville aldrig kunne date så sundt et menneske.

Jeg sætter ‘Brokeback Mountain’ på, fordi den gør mig til en hulkekrøbling fra den første længselsfulde guitarstrofe sætter ind. Da jeg så den i biografen i 2006 vågnede jeg op tre dage efter stadig i gråd.

Men hvorfor al denne selvmedlidenhed?
Garwd.

Skægmonstret kom forbi i går for at aflevere en bog, der ved et uheld var blevet tilsendt vores gamle adresse. Han medbragte romkugler, og vi sad i stuen og snakkede sobert og høfligt. Hold kæft, vi er dygtige.

Men efter en time kunne jeg ikke holde til det længere. Havde lyst til at række ud efter ham, omfavne ham, kysse ham, være så tæt så tæt på ham. Men det må man ikke, når man har gang i et ikke-rodet breakup.

Jeg har ikke set ham siden, at jeg afleverede nøglerne til lejligheden for over en måned siden. Der begyndte jeg at græde oppe i lejligheden. Det bliver altid så forbandet trist.

I går kunne jeg med nød og næppe holde det inde. Jeg kunne ikke sige noget efter vi havde krammet farvel. Lod ham sige alle høflighedsfraserne på vej ud af døren. Det hele ramlede bare. Efter 2 måneders breakup kom den endelig. Hjertesorgen. Klask, lige i ansigtet, lige i maven, lige i lungerne.

Jeg skrev grådkvalt til ham efterfølgende. At jeg ønskede, at han var blevet. Men at jeg også var glad for at vi kunne være så voksne og sobre. Han havde det på samme måde. Det vidste jeg godt. Jeg kunne stadig se kærligheden i hans øjne.

Men man skal huske på, hvorfor man slår op. Efter 5 år forsvinder kærligheden ikke på to måneder, det er naivt at tro. Jeg tror måske, jeg troede det. Jeg troede ikke, at jeg følte noget. Men nu føler jeg hele verden.

Jeg ved, at vi ikke skal være sammen igen. Men hold nu op, hvor er det svært at overbevise sin irrationelle hjertesorg om det.

Så jeg vælger fløde. Svælgen i fløde. At græde det ud af systemet, i stedet for at skabe rod. Jeg er blevet så fandens moden.

Jeg har lyst til at være alene den her uge. Helt alene. Bare føle alle disse forsinkede følelser der sitrer i kroppen, være i dem. Det er også på tide den kommer. Hjertesorgen. Det er OK. Jeg lader den være der.

Av for helvede.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s