orlov

Det føles passende at høre Rufus Wainwright hele vejen hjem. Ikke fordi jeg har været i selskab med homoer hele aftenen, men fordi jeg generelt føler mig dramatisk.

Elektronisk musik siger mig intet. Efterhånden tvivler jeg på, at noget siger mig noget.

Så jeg drikker bare øl. Lader en masse bøsser begære min femininitet, mens jeg overser de hetroseksuelles begærlige blik. Jeg vil bare hjem og høre Barbra Streisand, to be honest. Der bliver købt shots. Jeg lader som om, at jeg er noget specielt. Jeg er intet specielt.

Jeg er i fornemt selskab. Wtf, hvad hvis jeg faktisk selv er kultureliten? Det føles beklemt.

I 7/11 har de kun crossainter med skinke og ost. Den smager af crossainten fra i morges  – uden skinke og ost. Vi maler værelset. Det føles som 100 år siden.

Jeg tror ikke, at jeg har noget begreb om hvem jeg er. Hvem jeg er i kødbyen. Hvem jeg er.
Hvor jeg er. De peger på de hetroseksuelle – se hans symestriske ansigt. Og jeg drømmer kun om kærlighed fra ansigtsløse mennesker.

Så folk udgiver romaner, jeg udgiver tegneserier, jeg er fuld, jeg drikker shots fra folk jeg ikke kender, fordi housemusik ikke siger mig en skid.

Og nu hører jeg den sørgeligste kærlighedsmusik, som jeg kan komme i tanke om, og alt hvad jeg ønsker, er at jeg var forelsket.

Det virker som om, at alle har styr på deres liv.

Det er stressende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s