en afslutning

Jeg kom hjem fra ferien i sidste uge. Jeg er meget træt, men meget lykkelig. Sangeren befinder sig på en af landets musikfestivaler, har været væk i to (ekstremt lange) døgn indtil videre, og min krop og sjæl har det ikke synderligt godt uden ham. Efter at have været uadskillige, i konstant fysisk kontakt uafbrudt i 14 dage i en vanvittig og vidunderlig lykkerus, er jeg nu mest af alt forvandlet til en desperat junkie, der higer efter mere dopamin. Når jeg lukker øjnene, ja selv i mine drømme om natten, er det eneste jeg ser ham.

Alenetiden lige nu er tiltrængt dog, tænker jeg fra et rent rationelt perspektiv. For hvordan var det… Jeg har et arbejde, ikke? Nåååå. Jo. Hvornår tager jeg tilbage på arbejde? De andre er på ferie, jeg skal arbejde selvstændigt, men jeg er nervøs for, om jeg overhovedet kan finde ud af at arbejde. Jeg udskyder det, så jeg ikke skal forholde mig til, om jeg evner opgaven. For hvis man bare lader vær’ med at gå igang, så behøver jeg jo ikke indse det. Smart, ikke?

Jeg går 15 km i går, vandrer rundt nede i mosen. Tænker på mit arbejde. (Hvor var det smukt, da Sangeren sang for mig hele togturen hjem fra Nordsjælland i det tomme tog). Sidder på en bænk i mosen og bare tænker på mit arbejde. (Jeg vil gerne føde hans børn). Tænk tænk tænk. (Gad vide hvordan Sangeren har det lige nu på festivalen… åh han er så smuk…). Om lidt går projektet ind i sin sidste fase, som skal vare indtil næste sommer. Før jeg tog afsted på min 3 uger lange ferie, lavede jeg et storyboard, der skitserede de resterende kapitler. Jeg prøvede at skrive en afslutning, men den sad ikke i skabet, synes jeg. Så nu tænker jeg på afslutningen hele tiden. (Måske jeg bare skal flytte med ham til udlandet, rejse rundt med hans internationale kometkarriere.) Det stresser mig helt vildt.

Afslutninger er ikke nemme. I projektet skal jeg finde en løsning på hovedpersonens psykiske problemer. Jeg vil gerne have, at det slutter med håb. Men hvordan skildrer man håb, uden at blive frelst?

De sidste syv år har jeg gået i ugentlig terapi hos den samme psykolog. Jeg snakkede for et par måneder siden med min hende om tiden, hvor jeg startede hos hende.
– Du var helt ude af dig selv.
Ude af sig selv. Det er dér angsten gror, tror jeg. Så vi har i syv år arbejdet på, at jeg skulle komme ind i mig selv. Ikke tilbage ind i mig selv, for jeg tror slet ikke, jeg var der til at starte med. Men hvordan er det overhovedet man gør det? (Og hvorfor tager det så fucking lang tid?)

Jeg har stadig ikke svarene, og jeg er stadig ikke fuldt ud inde i mig selv. Men jeg er tættere på end tidligere. En blog, den her blog i hvert fald (og alle de blogs jeg har haft gennem tiden), har været baseret på det frustrerede, fængslede indre liv som jeg ikke turde formulere ude i min virkelighed. Men det seneste år har jeg oplevet, at de to sider langsomt er blevet forenede, og derfor forsvinder behovet for en blog i dette format.

Hvad er en afslutning overhovedet? For intet kan på den måde forsimples. Jeg ville gerne skrive om rejsen, kærligheden og alle de andre ting. Men jeg tror ikke, jeg har behov for at dele det med fremmede længere. I stedet har jeg lyst til at fortælle folk i min virkelighed om når jeg er ked af det eller glad eller whatever der foregår i mit hoved. Jeg har ikke lyst til at være skjult mere.

Afslutninger er i hvert fald aldrig endegyldige for mig. Så vi ses jo på en anden måde, det ved jeg. Jeg tænkte, at det ville være godt lige at afrunde ordentligt her; at det ikke helt ligner mig, at være så nøgtern som forrige indlæg. Tak for alle de dejlige kommentarer og mails. Jeg vidste vitterligt ikke, at der var så mange af jer derude, der godt kunne lide at følge med. Det betyder virkelig meget for mig og gør mig helt vildt benovet, rørt og glad.

Jeg ved ikke, om noget af det her, jeg har skrevet giver mening. Jeg prøver stadig at finde de rette ord, uden at blive en omvandrende frelst kliché. Jeg tror ikke på helbredelse, men på at man bare bliver klogere.

Om et par dage fylder jeg 30, og jeg glæder mig helt vildt; seriøst, fuck 20’erne, sikke et lorte årti, jeg er sååå færdig med det. Jeg har stadig ikke styr på en skid, er rædselsslagen det meste af tiden (derfor jeg græder så meget, lol), og oftest har jeg mest bare lyst til at smide det hele på gulvet, fordi jeg føler mig ekstremt sårbar og skrøbelig i al denne åbenhed, og fordi jeg for første gang ægte har noget på spil, men shit, det føles mest af alt som om, at jeg er fri.

Tak for denne gang.
Jeg har langt om længe indset at blogging er dødt.
Så nu prøver jeg noget virkelighed i stedet (ahhhh).
(nå ja ja, og håndskrevne dagbøger og lange mails til psykologen).

(skriv en mail til weemoedblog@gmail.com hvis du vil have et link til min insta; var egentlig ved at lægge direkte link op, men fik pludselig sygt nøjer på, lol).