kære søndag, en dæmonpige har også følelser

1000 kr, 20 genstande og 40 smøger senere, en dæmonpige på eventyr.
Jeg brænder op, men brænder ikke ud. Mirakel.
(Måske i morgen.)

Jeg gemmer mig i mine venskaber med mændene, alle mine vidunderlige mandevenner, måske helt bevidst egentlig, mænd, flere mænd, tryghed,
og der tylles guldøl, kværnes smøger, danses voldsomt,
på bodegaen, på klubben,
fra fredag eftermiddag til sen lørdag aften,
jeg er så gammel, men alligevel uden alder,
min krop hænger i tynde tråde, manisk energi der gør mig urørlig og nærværende
og helt vild,
et bundløst hul uden ro,
men det er faktisk ok, for

Jeg glemmer knuderne i maven, det er let sådan her,
jeg ved at jeg er omgivet af så meget kærlighed,
jeg aer dem alle omsorgsfuldt på armen,
jeg bliver så kærlig, når jeg er fuld,
aer en 22 årig fyrs velourskjorte, hans plyssede karseklip mellem mine fingre, du er så blød, siger jeg, du er så afsindig blød,
han siger jeg ligner en på 24,
hvor nuttet! (haha)
jeg har ingen bh på under striktrøjen, jeg stinker af sved,
jeg er så klam en dæmon,
jeg er så smuk en dæmon,
(jeg er så ligeglad en dæmon)

og en dæmonpige med manisk energi, der ikke helt har lov til at lægge sit hjerte der hvor hun gerne vil – hun har ikke tømmermænd; ikke ægte, og hun behøver ikke søvn, så hun slikker solen af parkens frostbidte vandpytter, drikker kaffe på bænken, ligner en diva fra 50’erne med indsunkne øjne, dog opløftet af livet! (hvis jeg selv skal sige det.. eller, opløftet af galskaben, ha!), spiser durum med andre venner på nørrebro, holder om dem, kysser deres kolde kinder, så måske hjertet egentlig sagtens kan få lov til at være lige hvor jeg har lyst,

en dæmonpige der ikke sover snakker i telefon med alle sine veninder,
de hyler og skriger alle sammen, hysterisk og lattermildt,
de forstår hinanden, hjertets afmagt, den hormonbaserede sindssyge,
de mødes, dæmonpigerne, i de grådfulde pauser mellem eventyrerne, brænder sammen i fællesskab, samler stykkerne igen,

og en dæmonpige der snart fylder 30 ved dog også godt, at destruktionen af kroppen ikke er holdbar, men det er ok, kroppen kan meget, kan den ikke?
– kan den ikke, så må det jo bare være sådan, jeg ryger og drikker ufortrødent videre, hold i nakken, og ømme muskler efter vanvidsdansen, jeg dufter kun røg og falafel nu, de fylder mine næsebor, sveden fra alle mændene,
jeg husker ikke N.’s duft eller kys,
en mand, han er kun en mand,
som afkobler fra mig nu,
afkobler,
nååå, går det godt med at afkoble?
jeg forstår ikke ordet,
(for er afkobling ikke permanent, eller hvad er antitesen til den – “kobling” bare? – skal jeg kobles til igen, jeg ved ikke engang hvornår det sker, han siger ingenting, men lige nu er jeg også lidt ligeglad – selvom hjertet skriger afdæmpet under de destruerede lunger og ømme ribben)

og en dæmonpige tager den med ro nu, kære søndag,
mest fordi hun ikke kan bevæge sig længere,
for du er jo bare dig – og du faciliterer på fornemste vis min råddenskab,
nu dovenskab,
og al min kærlighed,
du er en ikke-dag, jeg afkobler sjælen som et slapt iphone-batteri,
du får mig til at trække vejret dybt ned i maven,
jeg siger til dig, at jeg sagtens kan være tålmodig,
totalll chill personn
sådan er jeg bare (haha)
ik’ chill overhovedet,
men det er ok, alt er lidt anderledes nu, tror jeg. (formentlig ik)


jeg ser dig ikke

Ud af afvisningen gror apatien og mavepinen, og det eneste man kan gøre i sådan en situation, er at give det sidste skud – jeg er mere end en papkasse – og nu skal han have hele mig, ellers kan det jo være ligemeget.

I takt med at kløften mellem os vokser, fordufter forelskelsestågen, jeg kommer til at spekulere over, om han er en for mig; om det er sådan en jeg skal være sammen med, – eller er disse tanker kun forankret i min frygt for at elske (hvorfor er kærlighed så kompleks)?

Jeg hader ikke mig selv, ikke generelt, men kun i spejlingen i kærlighedsrelationerne, måske hader jeg bare papkassen i mig, tanketomheden og tavsheden i det golde dyb, og måske er der en grund til at jeg bliver sådan her – en grund forårsaget af, at det faktisk er forkert det her.

Slåskampen fra starten af ugen er blevet kæmpet – jeg kanaliserer mine rådne følelser ned i kunsten; det lærer min psykolog mig – og det går op for mig, at det jo netop er dét kunstnere gør – de bruger kærligheden, afvisningen og kompleksiteten i deres arbejde – så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det?

Klumpen i kroppen, det nervøse tarmsystem og luftigheden i sjælen skal overstås, jeg skal have magt, jeg håber, jeg får lov.
Livet er for kort til usikre, latterlige forelskelser. Det er jo ikke kærlighed, hvis man bliver så sindssyg.

I ‘A Star is Born’ er Bradley Cooper en flad, latterlig karakter, men han er lækker og musikalsk talentfuld, og han siger til Lady Gaga: Du er smuk. Du er så smuk. Han vælger hende, og så er hun hans, – bare sådan. Og så er han skrøbelig, umulig at lure og ødelægger alt.
(Er det den kærlighedsfortælling vi alle læner os op af?)

Jeg sidder ved søerne i solen her til morgen.
Nyd livet for mig, skriver han.
Jeg svarer, at jeg vil suge så meget solskin, at jeg forvandles til een stor glødepære hvis lys overføres, når han rører ved mig næste gang.
Han svarer ikke.
Ligesom da han forsvandt ind i en bodega i går aftes, uden lyd.
Ligesom på de andre lange, hemmelige dage i den her uge.

“Ser han dig,” spørger min psykolog.
Jeg tænker over spørgsmålet i lang tid.
“Nej.. det tror jeg faktisk ikke.”

(Hører altid den her, når tingene brænder på)

(Du kan godt høre, at jeg famler i blinde, ikk oz? Jeg gider ikke have det sådan her, jeg hader alle mine ord jeg skriver her, og jeg hader alle følelser, jeg har. Og jeg hader Bradley Cooper, den underlige maskulinitetsfortælling og ‘A Star is Born’ – udover sangen ‘Shallow’ og deres søde hund, men det er vist en anden og mere kedelig historie)

natten (hvem var jeg dagen før)

Det er egentlig mest som om, at jeg venter i otte timer på, at han vågner, så vi kan afslutte samtalen. Jeg ligger søvnløs ved siden af ham, og skiftevis rører ved ham og vender ryggen til, moser mig ind mod væggen. Som at han i sovende tilstand afviser mig – en åndssvag overfortolkning af et bevidstløst menneskes handlinger. 

Når han vågner, vil jeg sige: “Glem alt hvad jeg sagde igår. Jeg er vild med dig, og jeg vil gerne alt muligt med dig.” Jeg kigger ikke på uret, men på hans sovende ansigt, som kun dét kunne fortælle mig, at det snart er morgen. 

Da han endelig vågner, putter han sig ind til mig, kysser mig, spørger til min søvn. Jeg siger, at jeg ikke har sovet. Hvorfor? Min hjerne ikke ville lade mig; den blev ved med at køre rundt i det menneske jeg var i går. Det skal du altså ikke bekymre dig om. 

Min smukke W., siger han derefter og trænger ind i mig. Smukke, smukke du. Jeg snoozer hans vækkeur, mens jeg sidder oven på ham. Tiden forskydes, natten afrundes. 

Vi danser i køkkenet over morgenmaden, diskuterer Brexit, og gnubber os mod hinanden. Spejlæggene vokser i min mund, jeg har lyst til at kaste op. Jeg har kvalme hele tiden. Enten er jeg gravid, eller også er jeg bare ved at gå til grunde. Vi arrangerer næste møde. Du er så smuk, siger han igen. Vi følges på cyklen ud i dagen.

****

Om natten har jeg ikke grædt. Mit ansigt er kun fyldt med usagte ord – og selvhadet, det rædselsfulde selvhad. Jeg hader mig selv for alle de ord, jeg nåede at sige. Kvalme igen, feberfølelse under de tunge dyner. Jeg kommer til at dø alene, siger jeg til mig selv. 

Jeg har fortalt om 2018. De mange engangsforestillinger; min manglende evne til at føle noget. Indtil jeg mødte dig. Jeg kan virkelig godt lide dig, får jeg endelig fremstammet. Hvad kan du godt lide, spørger han. Jeg nævner en række ting. Han siger bare “nej”, og er tavs lidt.

“Du er så usandsynlig smuk,” siger han så, og mit hjerte synker ned i madrassen. Aldrig har et kompliment gjort så ondt. Jeg har lyst til at spørge ham, om han kan se andet end skønhed, men jeg tør ikke. I stedet for fortæller jeg ham, at jeg er nervøs, og om jeg skal passe på mit hjerte. 
“Det kan du ikke sige, W. Du gør dig selv underlegen. Du kan kun selv kræve kærligheden,- ikke lade mig gøre det for dig; give mig den magt.” 
“Du har helt ret,” jeg tygger på hans ord, “jeg havde bare brug for lige at sige det højt, så jeg kunne høre hvor dumt det lød.” 

“Men jo… Du skal nok passe lidt på,” siger han bagefter.
“Hvorfor?” Igen opstår den her synkende følelse i hele systemet.
“Jeg har et skrøbeligt sind.”
“Hvordan?”
“Jeg er dårlig til relationer; jeg trækker mig lige pludselig, og har brug for at være alene.” 
“Sker det tit i romantiske forhold?”
“Ja.” Han kigger ned i hovedpuden. “Men igen, jeg kan jo ikke vide, hvad der sker med det her. Det kan man jo ikke styre eller forudsige.” 
“Nej det er sandt. Men jeg har bare været i den her slags før, og det gør mig så nervøs, at have åbnet mit hjerte – føle noget for dig.”
“Men det er vel bare det man gør?” Han slukker lyset i soveværelset.
“Tja.” 

“Er du ok?” Spørger han. Jeg ligger tavs med grumsede, melankolske øjne i mørket og stirrer på ham. Han er ved at døse hen.
“Jeg skammer mig sådan over, at jeg har sagt alle de her ting.”
“Det skal du virkelig ikke, det er ok at være sårbar.” 
Han falder i søvn. Jeg putter mig ind til ham, men hver gang jeg tænker på samtalen, stiger min krops temperatur og min hud dækkes af klæbrige svedperler. Jeg trækker mig væk fra ham og ind mod væggen.

****

Nu har jeg ødelagt det, det er konklusionen. 
Jeg har ødelagt det, fordi jeg ikke kan finde ud af, at være mig selv og indgå i forhold. Jeg bliver helt tavs, som om alle tanker forsvinder, og jeg kan ikke finde ud af at sige noget. Jeg bliver underdanig og mister al handlekraft – hele mig selv.

Jeg har ødelagt det, fordi jeg grundlæggende tror, at jeg ikke er værd at elske. Det knuser mit hjerte.

Alligevel er jeg lettet over at have sagt tingene højt. Måske, hvis jeg er heldig, kan tingene godt blive anderledes denne gang. Jeg tvivler kraftigt. Jeg har lyst til at kaste op. Jeg venter på, at han trækker sig – hvorfor skulle han ikke gøre det? Sådan en usikker blæverbunke, hvis skønhed hurtigt falmer i følelsernes vold – hvorfor skulle han spilde tiden med sådan en? 

(Det her er alle mine grimme tanker, jeg er nødt til at kigge på dem, sort på hvidt, så jeg selv kan se, hvor fucked jeg lyder. Jeg er helt udmattet nu, helt færdig, helt tom. Jeg føler mig som en papkasse. Min psykolog sagde forleden: Du skal ikke blive til en papkasse!! 
Too late. Fuck.)

en slåskamp

En slåskamp,
jeg vågner klokken fem i morges,
igen,
N. har ikke svaret i går aftes, han glemte det,
(han glemmer mig),
jeg har sikkert ødelagt det, det ved jeg,
jeg ser de nye afsnit af True Detective i morgenmørket,
måske hvis jeg trækker vejret dybt ned i maven vil knuderne forsvinde,
stå op.

En slåskamp,
der kæmpes om plads i hjertet,
forelskelsen vs kunsten,
jeg har konsekvent kvalme på kontoret,
de kemiske sammenstød bobler i kraniet,
mine arme svæver igen over bordet,
et sug i hjertet, grumset hjerne,
er jeg ved at få et hjerteanfald,
ej jeg er for ung til slags,
gå derfra.

En slåskamp,
når jeg græder lidt på cyklen i myldretiden,
jeg har ikke plads til noget indeni,
og da slet ikke mig selv,
fingrene sitrer, stakåndet begær,
tag dig sammen

En slåskamp,
græder jeg fordi, jeg skal vælge?
jeg ser mig selv slå alle tingene i stykker,
det nye år kan gå ad helveds til,
kan jeg kigge frem til 2020, se om det hele lykkes,
en lysende krystalkugle,
månen,
jeg taber tiden igen,
glem det.

En slåskamp,
jeg stoler ikke på N.,
(jeg stoler ikke på mig selv)
man kan da heller ikke få det hele,
drømmejob og drømmemand,
(kan man?)
hvem vinder,
hvem vinder,
(ikke mig),
et hjertebarn,
men hvem?
giv slip. 


kære søndag, du har skjulte øjne

Man kan kigge ind gennem vinduerne i bygningen overfor.
Jeg holder nogle gange øje med dem, men spekulerer på, om de også holder øje med mig. Et ubestemt “de”, for deres ansigter er for langt væk til at de kan have nogen konkret form. Hvor mon de er henne, hvad mon de laver. Oftest er vinduerne mørke, tomme. Jeg kan spekulere i, hvorfor det altid kun er mig, der er betragteren.

Denne søndag ville de have kunne se følgende – i tilfældet af, at de rent faktisk holdt øje (måske er det kun mig selv der ser tingene ude fra):

I soveværelset tidlig eftermiddag iklæder en høj, ranglet og temmelig bleg fyr sig sin hvide skjorte. Kvinden i den røde, løse t-shirt og med bare ben sniffer til ham og vrænger på næsen. Man kan forestille sig, at hun siger: Hele bodegaen sidder fast i dig.

Han kysser hende på panden, hun smiler og kaster sig tilbage i dynerne. Hans mund former ord, der kan se ud som om han siger: “Hvor er jeg glad for, at det går så godt for dig, det fortjener du”.
Det kan også se ud som om, at han siger: “Jeg hader mig selv så meget, at jeg ikke tror på, at noget godt kan ske i mit liv.”

I sengen forinden har han kradset sig gevaldigt i sin tørre hovedbund, mens de snakker. Kvinden griner meget og piller nænsomt i de nye grå hår, der er tonet frem bag hans ører, han skubber hendes fingre væk. Hovedpuden fyldes med hans døde hudflager. Kvinden undertrykker tømmermændskvalmen.

De rører ikke ved hinanden som sådan. Det er en sær konstellation at overvåge; hvordan man mødes klokken fem om morgenen, blot for at sove sammen i hver sin side af sengen. Det er primært manden som lægger sig op af hende, men det var jo også ham der havde ringet. Hun vågner efter kun et par timers urolig søvn, vikler sig ud af hans arme.

På et tidspunkt ringer kvindens telefon. Hun går ind i den tilstødende stue og hvisker hemmelighedsfuldt og kærligt ind i den nede mellem sofapuderne. Hendes smil fylder rummet. Den ranglede mand i sengen lytter med og sørger for at være helt, helt stille.

Da han er forsvundet ud af døren efter et langt kram i entreen, åbner kvinden samtlige vinduer og døre for at slippe den isnende januar-vind ind, og udskifter fyrens bodega- og falafellugt med ingenting. Hun skifter sengetøj i slowmotion, børster hudflagerne af lagenet, skjuler alle spor.

To timer og en kort lur senere dukker en ny person op i lejligheden. En mand med skæg, briller og mørkt, krøllet hår. De bliver ved med at holde om hinanden ude i køkkenet. Han krammer om hendes frie bryster under bomuldskjolen, mens hun langsomt skærer grøntsagerne i skiver.

Tømmermændene er forsvundet fra hendes ansigt, gråheden opløst, og øjnene er store og blå; de fæstnes kun på ham. Madlavningen tager ubegribelig lang tid i forhold til omfanget, da hun bliver ved med at kline sig op af ham, hans febervarme krop, de store læber. Når hendes øjne rammer hans står de begge stille, mens luften vibrerer omkring dem.

Under filmen på fjernsynet for enden af sengen er de viklet ind i hinanden; hans hoved hviler på hendes bryst og hendes ben er filtret ind i hans. Senere hvisker han ting i hendes ører, hun fniser, hiver efter vejret, stakåndet og skubber underlivet mod hans. Hans hånd er placeret mellem hendes ben ude på tøjet, og hun prøver forgæves at åbne bæltet i hans bukser.

Efter at have rodet rundt med tøj på i en rum tid, tager han sin jakke på. I entreen har de problemer med at give slip på hinanden, kvinden bliver ved med at søge hans favn, han skubber hende blidt væk for at binde sine snørebånd. Hun mærker ham på panden med omsorgsfuld gestik, sender ham væk med et langt kys.

Kvinden sidder efterfølgende på altanen og ryger dagens første cigaret med musik i ørene. Hendes øjne er trætte, de spejder åndsfraværende op mod nattehimlen, mens cigaretrøgen opløses i kulden. I soveværelset, på sengen, i det rene sengetøj, fri fra døde hudflager, men fyldt af gæst nummer tos duft, onanerer hun hurtigt, og bliver liggende på ryggen i lang tid uden at bevæge sig.

Gardinerne trækkes for, lyset slukkes.

****

Jeg er for stakåndet til at sove, for tømmermændstræt til at være vågen, hans duft sidder så tydeligt i mine næsebor, at jeg er ved at miste forstanden, og han gør det med vilje, giver mig denne sindssyge; et afsindigt begær, “når jeg bliver rask, skal jeg nok kneppe dig,” hvisker han, “jeg får en kildrende følelse gennem hele min krop, når jeg tænker på alle de ting, jeg skal gøre ved dig,” men han kan ikke blive og sove, for han er jo syg, og min krop vågner mit om natten, penetreret af hans spøgelsespik, mit kraftige begær forløst i en imaginær orgasme, og det er som at vågne fra et mareridt, for mit hjerte banker efter stødet; underlivet så sitrende og kildrende, at jeg igen mister alle mine tanker, og jeg kan blive bange for, at det her udvikler sig kun til en sex-relation, men der er noget i hans væsen, som giver mig lyst til at overgive mig på alle tænkelige måder, mit hjerte er en lost cause nu, jeg ved det, han ved det, og måske vi bare hygger, som han sagde forleden, men jeg er allerede hans.

i haven (del 2)

Jeg hørte på et tidspunkt, at man “skyller” fyren/forelskelsen ud, når man har menstruation. Jeg grinede af det. Ha! Det kan da ikke være sandt, at noget kan være så forenklet. Er det ikke bare noget man siger til folk med hjertesorg – “bare rolig, om lidt er han ude af dit system igen”.

Vi taler i telefon sammen mandag aften. Han er stadig syg, vi kan ikke ses. Jeg har abstinenser. Det hele skvulper i mig, rustjebane of love, det er ulideligt, det er fantastisk. Efter vi har lagt på, opdager jeg, at jeg har fået min menstruation.

Skvulpene holder op, formentlig fordi jeg har fået et hurtigt fix gennem telefonsamtalen. Jeg falder i en dyb søvn og formår at sove over mig næste morgen (noget jeg aldrig gør normalt), fordi jeg ligger med hovedet begravet dybt nede i min underbevidsthed, som er fyldt med mareridt; halvfærdige, dårlige drømme om vampyrer og terrorangreb.

Efter terrorangrebet bliver jeg kørt rundt i en stor lastbil af militæret og tvinges til at kigge på alle ligene. De fleste af de døde er kvinder på min alder, og de ligger most inde i væggene med deres lemlæstede kroppe, alle med åbne øjne, stirrende på mig. Jeg er i chok.

Jeg får i min drømmedøs skubbet mig selv på arbejde, mit hoved er luftigt, der er en langsommelighed og ligegyldighed i mine bevægelser. Jeg beslutter mig for at skrive plottet på historien om for guderne-skal-vide-hvilken-gang, og bliver nervøs over, at jeg igen på denne måde lader min selvkritik og angst for at være en kliché overmande mig. (Jeg skriver historien om hver fjerde uge, det er ganske dumt).

Jeg er ikke på rustjebanen of love længere, men er et nyt menneske skabt af mareridtene, menstruationen og den abstrakte fortælling, hvis struktur og omfang jeg endnu ikke kan finde ud af. Et nyt menneske der græder lidt foran psykologens kontor, på bænken, i regnen. Jeg har glemt haven, der er kun asfalt nu, en have af asfalt, mine lodne følelser der bobler som lortevand i kloakken.

“Vi skal finde ud af, hvorfor det er er så intenst for dig,” siger psykologen.
Jeg græder stille, men griner lidt imens. Jeg er bevidst om, at der kun er gået ti dage; jeg er bevidst om, at jeg har det alt for vildt.
“Du skal passe på, du ikke mister dig selv. Puf – så er du pludselig væk.”
“Jeg ved det godt, jeg ved det godt, jeg prøver at passe på, det er så svært.”
“Du er ikke et af ligene som i din drøm; du er ikke en levende død.”

“Hvad tror du sammenhængen er mellem det her, dine forældre og dine andre relationer?”
“Jeg kan næsten ikke få det over mine læber…”
Jeg kender godt svaret; det er altid det samme svar, altid det samme problem, dét der altid fucker mig op.
“Prøv.”
“Jeg er så bange for, at jeg ikke kan blive elsket for den jeg er.”

Tilbage til møderne på arbejdet er jeg fraværende, flyvsk, men stædig, en ulidelig kombination, jeg forsøger at lure det hele på splitsekunder, mens jeg tænker på N. de andre dele af de splittede sekunder, men mest af alt tænker jeg på sætningen: jeg er så bange for, at jeg ikke kan blive elsket for den jeg er. 
Mine skridt er tunge på hjemturen, jeg fortaber mig i Faktas kølediske, mit underliv kramper, og til trods for de ti timers søvn, er jeg totalt kvæstet, fyldt op.

N. vil kysse mig, det skriver han.
Jeg kommer til dig, det skriver jeg.
Han står ude i badet da jeg ankommer, altid så renlig. Stort vådt kys. Jeg sætter mig på en skammel foran badet, beretter om min dag, men undlader at fortælle om psykologen. Han er kærlig og kaster sig over mig på sengen efterfølgende, kysser mig i een uendelighed, det er vidunderligt, han gør mig glad, jeg hviner, ihhhhiiiii.

Jeg tænker, at jeg rigtig ikke føler noget. Ingen af de voldsomme sus, men jeg er heller ikke trist. Jeg er bare.
Jeg tænker, at det er ok.
Jeg tænker, om jeg er igang med at skylle ham ud med min menstruation, og at jeg om lidt skal starte forfra med at forelske mig i ham.
Ikke tab dig selv, ikke tab dig selv, lyder det bag mine tanker og ord konstant.

Jeg tager ham i munden.
Du er sindssyg, siger han. Psyko.
Jeg sluger hans sæd, smiler.
Jeg synes vi skal tage til Rom, siger han.
Ja? siger jeg.
Vi kysser igen, forsigtigt. Salt.
Mener du det? spørger jeg.
Ja! Vi kan bare tage på en lille tur, små skridt.
Ja?
Hvad skal jeg sige, hvis du bliver bange?
Jeg siger: ‘Jeg er bange’, og så skal du sige: ‘Det er okay, at du er bange’.
Ah okay, og så siger jeg bagefter: ‘Bare rolig, jeg passer på dig.’ Han krammer mig.
Ja.
Det kan vi jo sagtens.
Det vil jeg gerne.
Jeg passer på dig, siger han igen.

Jeg sover dårligt efterfølgende. Bliver ved med at vågne op, kigge på ham, røre ved ham. Fryser, sveder. Fucking menstruation. Jeg er bange for at bløde i hans hvide sengetøj. Det føles som om, at han siver ud af mig med blodet, drypper ned i mine trusser og forsvinder. Jeg vil gerne forelske mig igen i ham, lige om lidt. Det vil jeg så uendeligt gerne. Han er det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt.

Jeg har ikke lavet nogle planer i den her uge. Generelt er jeg fyldt op, undlader at svare på beskeder.
Jeg har mest lyst til at sidde helt stille og menstruere i et mørkt rum.
Husk dine venner, siger psykologen. Men det handler ikke så meget om det, det handler mere om: Husk dig selv.
Ikk’ oz?
Husk dig selv.

Jeg sidder i Haven igen imorges. Denne gang føler jeg ikke særlig meget, og forlader den hurtigt. Nu er jeg på kontoret. Når jeg rømmer mig, kommer der lidt sæd op i min mund. Sæd er noget klistret stads. Jeg har lyst til at skrive det til ham.

Det skal nok gå det her.

i haven

For et år siden besøgte jeg Haven for første gang. Det var sammen med H.’s bedste ven, som jeg havde mødt et par uger forinden. Vores venskab var helt nyt og knitrende, midt i den euforiserende venskabsforelskelse, og vi besluttede i vores dæmoniske fuldskab at kravle over hegnet til Haven klokken fire om natten i regnvejr. Bedstevennen sagde, at dette var den bedste måde at opleve Haven på.

Et magisk sted, væk fra Tiden.
Der var stilheden, som engang imellem blev afbrudt af skrigende fiskehejrer i træerne; skrig der gjorde Haven eksotisk, fremmed på en måde, men der var også noget ved lyset derinde; som om det aldrig kunne blive ægte mørkt. Vi sad i lang tid i tavshed foran slottet, mens regnen gennemblødte tøjet, og jeg lænede mit hoved ind i hans favn.

Siden har jeg tilbragt mange stunder derinde, både alene (i solen, i regnen), på akavede dates og med venner. Jeg har gemt mig fra Angsten derinde, stenende på en bænk i timevis; overlevet hedebølgen i skyggen under trækronerne; løbet panisk væk fra de aggressive gæs; grædt bag solbrillerne, men altid fundet ro. På en måde havde jeg besluttet mig for, at det her var mit nye helle i byen.

****

I morges kører jeg forkert på vej hen til arbejde. N. har sagt, at jeg bare skal dreje til højre i krydset, hvor han selv skal lige ud. Efter fem minutters cyklen finder jeg ud af, at jeg er kørt alt for langt i en helt forkert retning. Men i krydset hvor jeg rådvild holder, opdager jeg den store port ind til Haven; en indgang jeg ikke kendte, som om byen er blevet vendt på hovedet.

I Haven er der helt stille. Myldretrafikken fra den store vej er allerede et fjernt larmende minde i mit baghoved, og stierne er tomme for mennesker. Jeg vader ind over det mudrede græs, til jeg finder en dugvåd bænk, som jeg sætter mig på. Mine bevægelser er i slowmotion, og efter et rum tid i statue-position, begynder følelserne af pible ud fra hjertet og rundt i blodet.

Forleden sagde min (nogle gange lidt for spydige) veninde til mig: “Nå, så du har ikke ødelagt det endnu? Flot!” og grinede, som om man altid går ud fra, at jeg kommer til at fucke det op. Jeg tænker på kommentaren, mens jeg sidder i Haven, og jeg forsøger at forstå, hvorfor kærlighed gør mig ked af det – netop som om, at udgangspunktet altid vil være, at tingene ikke holder. Jeg troede egentlig, at jeg var kommet længere end det.

Vi har set hinanden meget den seneste uge. I går er vi tavse og trætte; udmattede. Min krop er ikke vant til at være så lidt alene. Den smelter ind i hans, længes efter ham, selvom han allerede ligger tæt på mig.
Tættere, længes den, tættere.

“Tror du vi begge er sådan nogle weirdos?” spørger han, mens vi ligger på gulvet om aftenen. Han læser en bog, og jeg tegner i min notesbog. Min hånd hviler på hans lænd. Jeg kan på intet tidspunkt stoppe med at røre ved ham.
“Jeg tror egentlig, at vi er ret normale…”
“Ja, måske. Hmm. Jeg føler mig normal, men folk siger hele tiden til mig, at jeg burde gå til psykolog, og så tænker jeg jo, at så må der være noget galt med mig.”
“Hvorfor tror du, at folk siger du skal gå til psykolog? Er det fordi du er ked af det?”
“Selvfølgelig er jeg ked af det. Men det er ikke så meget dét… det er mere med relationer og såen…”

Jeg har lyst til at spørge ham, hvad han mener, men tør ikke. I stedet drager jeg mine egne konklusioner: Selvfølgelig er det lykkedes mig at finde en ny følelsesmæssig ødelagt, utilgængelig person, tænker jeg. Det er kun et spørgsmål om tid, før han pludselig vender på en tallerken og dropper mig, iskoldt. Erkendelsen får mit blod til at stivne. Jeg fokuserer på tegningen og prøver at skubbe paranoiaen væk.

“Vi kan godt lide hinanden, W…” Konstaterer han, før han falder i søvn.
“Ja,” siger jeg, og kysser ham på det ubegribeligt bløde punkt mellem skægget og øjnene. Hans kinder er store og runde, øjnene brune og varme. Han er småsløj, og hoster svagt ind i min ryg.
“Når jeg bliver rask, så skal jeg kysse dig rigtig meget,” siger han.
“Når du siger de ting, får jeg et sug i maven,” siger jeg.
“Gør du?”
“Ja.. det gør jeg altså…”

Jeg bliver ved med at vågne op i løbet af natten og presse mig tættere på ham, stryge mine hænder over hans ryg, ned over hofterne og lårene. Vi har været for trætte til at have sex, men det er fint nok, for min krop kunne heller ikke mere.

Mine orgasmer om formiddagen havde fået mig til at græde af overvældelse, og tårerne blev smurt ud på hans ansigt, fordi det var så tæt på mit, mens jeg kom. Min seng var våd, gennemblødt af mig selv. Der er ikke nogen siden Skægmonstret, der har givet mig en sprøjteorgasme. Orgasmerne gør mig skrøbelig og meget sårbar, men det tør jeg ikke fortælle ham (pas på hjertet, pas på hjertet, ik’ vær’ for meget, ik’ vær’ for meget).

Sexen med ham er tryg og ekstatisk, hele tiden noget nyt, noget andet. Hans humør svinger på samme måde, jeg svinger også, og hver gang han kysser mig bliver jeg våd, gennemvæder trusser og strømpebukser, og i badet lørdag nat, vi er fulde, siger han: “Vi skal tage et sted hen sammen, sig hvor vi skal hen, bare sig det, og vi gør det, vi kan tage alle steder” og trænger ind i mig bagfra. Jeg binder hans kønsdele ind i mine hårelastikker, spænder ham op, og jeg står bag vandstrålen fra bruseren, som bag et vandfald, og kigger intenst på ham, hans indbundne kønsdele, og han siger:
“Jeg tror, du er et farligt menneske.”

***

Min hud dufter af ham, jeg har ikke lyst til at gå i bad. Jeg kan dufte ham, mens jeg sidder i Haven på bænken, og i stilheden kommer jeg i tanke om alle disse situationer, brudstykker af samtalerne, varmen varmen varmen og længslen, usikkerheden. Haven føles magisk, selvom den er grå. Jeg lukker øjnene, og forsøger at rumme det hele.

Der er kun gået en uge med ham, men jeg har det som om, jeg er et andet menneske, et bedre menneske, måske endda et farligt menneske, og tanken oprører mig, jeg har lyst til at tude i en blanding af lykke, orgasmer, kærlighed og afsindig frygt, og jeg tænker på, om det er ham som jeg skal elske, om han kan elske mig, om han overhovedet er typen der elsker (om jeg er typen der elsker), og min krop er tom uden hans, jeg kan ikke tænke på andet.

Det kommer sikkert til at knuse mig, det her. Fuck. Men jeg har ikke lyst til at gøre andet. Man skal passe på hjertet, men hjertet skal også prøve det her. Skal det ikke?

En fiskehejre kommer flyvende med sit enorme vingefang og lander en meter foran mig. Den kigger skeptisk på mig, som tænkte den du har taget min bænk, og jeg er rædselsslagen for fugle, så jeg går derfra. På stierne smiler alle til mig. Det gør man åbenbart i Haven. Slottet er af guld, selvom dagen er så uendelig grå. Jeg har lyst til at ligge mig ned og sove, men jeg har ikke lyst til, at noget som helst skal stoppe. Juleferien er ovre for begge, hvad sker der mon nu? (Normalt tempo måske.. åh).

Jeg samler mig.
Mit eget liv.
Pas på.

(Forlader Haven.)
(Under forelskelsen hviler angsten).