udbryderen

Hej Angst.
Lang tid siden.
Hvor har du været?
Jeg havde glemt dig. Det var dejligt, du var væk, for jeg hader dig.
Ej okay, rolig rolig, så så, ikke blive ked, jeg hader ikke dig personligt – men mere den måde du får mig til at føle. Det ved du godt, come on, be honest.
Men.. man kan vel næsten ikke kalde det “føle”, for du kommer netop, fordi jeg ikke føler – eller, du ved, fordi jeg føler så meget, at jeg ikke kan sortere i det.
Jeg kender dig. Jeg kender dig ikke.
Jeg tror, jeg kan kontrollere dig, men den her gang er du mere uregerlig. Jeg er ikke bange for dig længere. Men det gør ingen forskel lige nu.
Så okay, hej. Fint nok.
Hvad vil du mig nu?

*****

Jeg spørger min veninde, om jeg gerne må læne mig op af hende. Mine fødder sover, og jeg er bange for, at mine ben er ved at ekse under mig. Hun kysser mig på kinden og holder fast om mig. Lyden fra scenens højtalere er massiv og lammer mit åndedræt.

Du har prøvet det her før, siger jeg til mig, træk nu vejret dybt ned i maven. Jeg prøver at danse lidt, svaje fra side til side, løfte mine fødder fra jorden, samtidig med at tankerne hvirvler rundt i hovedet på mig uden retning.
Du vil jo gerne være her, siger jeg til mig selv. Og du kan sagtens gå, hvis du har lyst til det.

På toilettet holder hun om mig, mens jeg græder lidt. Jeg kan ikke sige andet end:
Der er bare så meget for tiden.
Jeg kan ikke følge med.
Jeg har så mange følelser.
Jeg ved slet ikke hvordan man elsker og bliver elsket.
Jeg ved slet ikke en skid.

Og nu står jeg her til en koncert, selvom mit indre brølede, at jeg skulle være blevet hjemme og passe på mig selv. Alting er overvældende. Lugten fra publikums smøger og joints, min rastløshed, de mange fremmede ansigter der møder mig hvorend jeg drejer mit hoved. En rædselsfuld larm oven i min egen larm. Gid jeg bare kunne skrige ind i en væg, tænker jeg.

Jeg bunder tre fadøl. Vi sætter os ved søen. Angsten fordamper. Ses lorteangst.
Senere i Sangerens seng fortæller jeg ham om Bjerget, om dengang jeg blev kærester med Skægmonstret (og slog op efter 2 måneder fordi jeg blev kvalt og ikke havde noget sprog) og en lille smule om Angsten (jeg er stadig bange for at fortælle for meget).
– Der sker så mange ting inde i mig for tiden, hvisker jeg, min stemme knækker. Store og vidunderlige ting. Men det er også voldsomt for mig. Jeg prøver det bedste, jeg kan, at have et sprog.
Han kysser tårerne fra mine kinder væk. Han siger, at han synes, jeg har et fyldigt og klogt sprog.
– Det har også taget mig syv års terapi at lære det, griner jeg.

****

Aftenen forinden har vi (igen igen) erklæret vores kærlighed til hinanden. I køkkenet har han kigget så forelsket på mig, at jeg bliver frygtelig genert og rødmer. Jeg slukker hans lysende øjne med kys. Jeg er bare så forelsket i dig, sukker han ind i min hals. Hans blik i køkkenet minder mig om Skægmonstrets dengang. Jeg prøver at holde fast i min egen kærlighed, mit eget væsen, men det er fucking svært for mig. Jeg er helt og aldeles rædselsslagen for at miste mig selv.

Vi planlægger en tur til Sydeuropa; en fjorten dages roadtrip. Ham og jeg på kærlighedstur. Det er som taget ud af alle mine romantiske drømme (og heftige Call me by your name-fantasering). Jeg har ikke været ude af Danmark i over fire år. Det var kun for nyligt at jeg kørte i tog for første gang i flere år; det gik OK, helt OK, totalt OK…

I mange år jeg ikke haft lyst til at rejse. For når man ikke er hjemme i sig selv, hvor hjælper det så at tage hen? Men jeg har fået udbrydertrang. Jeg gider virkelig ikke være bange længere. Sangeren åbner min verden. Jeg har lyst til at rejse med ham hvor end det skulle være. Han gør mig tryg og utryg på samme tid. Det er en sær dualitet. Jeg forestiller mig, at vi sidder i en åben sportsvogn på franske landeveje. At vi stopper ind på vinslotte, citronplantager og i små italienske havnebyer, mens vi ligner nogle fra en Goddard-film (eller The Talented Mr Ripley), tager i operaen og sejler rundt i det azurblå hav…. to kunstnere midt i en drøm.

I kognitiv terapi er eksponering et vigtigt redskab. Min psykolog er skeptisk overfor kognitiv terapi (vi griner af det: HA!). Jeg har lært angsten at kende, men har samtidig også – og jeg er pinlig over at indrømme det – indrettet mit liv efter den. Skåret ting fra. Og nu med klima-debatten, kan jeg skylde min manglende lyst til at flyve på “klimabevidsthed”. Men nu har jeg lyst til at blive eksponeret for hårdt; kaste mig hovedkuls ud i det – med højrisiko at jeg ender panikslagen (og formentlig også dehydreret) i en motorvejsgrøft dybt inde i Italien, efter et panikanfald af dimensioner. NUVEL. Eksponering. Jeg skal også lære noget. Og hvis alt går galt, kan jeg bare drikke mig stiv hele tiden.

Under mine romantiske fantasier banker angsten. Jeg er fuldkommen rædselsslagen – OG eventyrlysten (OG mega forelsket). Det er vanvittig kombination, der gør mig komplet stakåndet. Jeg vil gerne være alt muligt – især for Sangerens skyld. Men da også for min egen. Jeg vil gerne vise, at jeg er et eventyrlystent, åbensindet menneske. Jeg vil gerne se verden, være i verden, være hjemme i mig selv. Men jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse, om jeg virkelig er klar til det. Hvornår er man overhovedet det?

I årene med Skægmonstret havde jeg ikke lyst til at rejse. Jeg skuffede ham sådan. Nu rejser han verden rundt med Nye W. Han er lykkelig i det. Jeg er glad på hans vegne, at han har fundet en, der vil alt det, som han vil. Jeg er bange for at skuffe Sangeren, hvis han finder ud af, hvor skrøbelig jeg egentlig er. Jeg kan godt høre, at det lyder fucked. For hvis han virkelig elsker mig, skal han se det hele af mig; og hvis jeg tillader mig selv, at være mig selv i det, så bliver jeg måske slet ikke angst?

Jeg vil rejse for min egen skyld, men det er svært for mig at sortere i virkeligheden, fantasierne, romantiseringen, kærligheden, illusioneringen og mine egne følelser. Skægmonstret elskede kun den ubekymrede, søde, charmerende udgave af mig. Sangeren elsker også den side af mig, men han elsker også alt det mørke, komplicerede og skæve. Jeg skal huske at være mig selv (det lyder helt skørt at skulle minde sig selv om det, men det er altså fucking svært for mig).

*****

I en anden del af virkeligheden kæmper jeg også med at holde fast i mig selv. Mit arbejdsliv har på få uger forvandlet sig til et dybt professionelt et med stramme, vigtige deadlines, frokostmøder, PR-planer, pres på min evne til at fortælle en stor og vigtig historie. I går “kom jeg til” at drikke mig fuld ved frokosttid efter et biznizmeeting og sejlede ind i sommeren i stedet for at forholde mig til alt presset. “Ups”.

I de stille alene timer mellem alkohol, kærlighed, rejseromantisering og kvalmende arbejdspres sidder jeg forskellige steder i byen og forsøger at trække vejret.
Sangeren har givet mig nøglen til hans lejlighed, så jeg hver aften kan tage derhen og vente på at han kommer hjem ved midnatstid fra prøver. Når han kommer hjem er han enten oppe og køre eller nedtrykt, vi har sex, snakker kort, falder i søvn. Jeg vågner op mange gange i løbet af natten og putter mig ind til ham. Han kysser mig i søvne. Hans duft gør mig stadig helt ør. Du er det bedste jeg ved, hvisker jeg til ham om morgenen.
– Jeg har kun lyst til at være sammen med dig og være forelsket, siger han. Jeg gider slet ikke noget af det andet.
Jeg betragter ham, mens han pakker sin taske om morgenen. Jeg elsker at kigge på ham mens han gør ting. Hans elegante bevægelser rundt i rummet, hans stemme, de intense øjne. Når jeg kysser ham, har jeg lyst til at tage en bid af hans mund. Jeg er så tørstig hele tiden.

Det er nogle underligt flydende dage. I morges ryger jeg en cigaret på det regnvåde græs på kirkegården, før jeg rammer kontoret. Jeg kan mærke Angsten prikke til mit kød. Jeg spørger: Hvad er det du vil? Men der kommer ikke noget svar. Så jeg prøver at skrive nu. Men det er stadig ikke nogen svar.

Måske er jeg igang med at bryde ud, du ved. En udbrydertrang. Lade fæstningerne falde. Jeg har lyst til at lukke mig ind i min lejlighed og sove alt det overvældende væk, samtidig med, at jeg virkelig har lyst til at leve og elske og rejse… og bare være, egentlig. Bare være mig i alt det her.
Jeg tror godt, jeg kan. Jeg er bare bange.

Fra Erica Jongs ‘Luft under vingerne’ (1973), hvor hun stukket af med en mand på et langt, vanvids roadtrip gennem Europa: “Når det virkelig gælder og jeg er alene med en mand i flere dage i træk, så går det mere end nogensinde op for mig, hvor lidt frigjort jeg er. Det er min naturlige tilbøjelighed at underkaste mig. Al min højtravende oprørskhed er bare en reaktion mod min dybtliggende underdanighed.”

på bjerget

Der er et bjerg, som jeg nogle gange flytter op på. På bjergsiden, meget højt oppe, har jeg udhugget en stor hule, som jeg bor i. I visse perioder er jeg der meget. Jeg bliver oftest ked af det over det – at ingen ved hvor det er, ingen finder mig her – og jeg erkender samtidig, at det er min livsbetingelse, at være dér, alene på mit bjerg.

Som en reaktion på hånd-ulykken tog jeg derop. Nærmest i samme sekund. Det føles mindre ensomt end det plejer. Men jeg er der helt alene ikke desto mindre. Jeg får dårlig samvittighed overfor mine venner, som jeg er virkelig dårlig til at kontakte og se. Måske de tænker, at jeg bare er sammen med Sangeren nonstop – at man har tabt mig til et parforhold. Nej, de må kende mig bedre end det, tænker jeg. De må vide, at jeg bare er taget op på bjerget for en stund for at være alene.

Ligesom Sangeren har sine freakouts, har jeg mine. Mine er stille og indadvendte, mens hans (åbenbart) er dramatiske og storladne. I mine freakouts gemmer jeg mig i bjerghulen og begræder, at han aldrig ville kunne komme til at bo der. I et par uger lagde jeg ensomheden fra mig, og tænkte, at jeg havde fundet et menneske, der måske ville kunne komme med. En tillidsøvelse, jeg ikke har gjort før – at lukke nogen ind.
Men efter den store dramatiske omgang tidligere på ugen, tvang han mig til at forstå, at ingen kan komme med.

Følelsen gør mig utrolig trist, og mit hjerte bliver iskoldt. Så jeg skælder ham også ud (på en stille, indadvendt facon selfølgelig), da vi ses to dage efter.
– Du har ødelagt den kontrakt vi havde, siger jeg. Du har svigtet min tillid.
Jeg betragter ham fra bjergtoppen. Der er tårer i hans øjne, en stor buket blomster i hans hånd. Han siger undskyld for det hele, forklarer reflekteret og klogt hele situationen.

Så vi forenes som de to elskende igen, en form for tilgivelse, alt er godt, alt er godt, alt er godt. Ik? Vi ånder ilten gennem hinandens munde, han siger, jeg er den mest fantatiske kvinde, han nogensinde har mødt, at jeg har lært ham så meget, at han elsker mig så højt, at han slet ikke kan finde ord for al den kærlighed, min hud er hans hud, smurt ind i hinanden i uendelige timer, jeg siger, jeg også elsker ham.

Men han ved ikke, at jeg er væk. Jeg kigger på ham, mens han børster tænder, og spekulerer over, hvad det egentlig er for et menneske, der står på mit badeværelse. Han kigger så inderligt og kærligt på mig. Jeg smiler tilbage, det bedste jeg har lært.

Og jeg har travlt disse uger.
En stram deadline, der føles umulig at kunne nå (hvis man samtidig skal sikre sig høj kvalitet). Jeg skal finde alle svarene i mig selv; trække originale ideer ud af en lodden, porøs hat. Jeg har brug for at være alene det meste af tiden, jeg har slet ikke overskud til nogen andre mennesker. Og det er også sommer. Det er sådan her, jeg er om sommeren, er det ikke? Var det ikke sådan historien gik?

Jeg sidder og ryger foran kontoret i den glohede eftermiddagssol, og jeg er helt alene på bjerget, jeg er så frygtelig alene, og jeg kan ikke holde ud, at jeg er dér igen. Altså, jeg vidste godt, at en anden person ikke kunne forhindre mig i det, men alligevel – tænk sig, rent faktisk at lade en anden person komme tæt på?

Jeg tror, at det godt kan fikses. Jeg skal bare lige se ham igen, ånde lidt mere gennem hans mund. Kigge ham i øjnene og føle alt muligt forhåbentligt. At elske nogen er seriøs bizniz. Jeg vil ham så gerne. Virkelig. Jeg vil ham så meget. Men jeg er bange for, at jeg slet ikke ved, hvordan man gør.

pas nu på for helvede

I går aftes havde jeg drukket lidt for meget vin til et familiemedlems nonfirmation. Jeg var fuld og lykkelig, da jeg kom hjem. Min søster, med hjertesorg, sagde på bodegaen over de to familiefest-evalueringsøl: Jeg er så glad for at se dig så glad.
Jeg boblede over af Sangeren, for han er i mine tanker og i mine ord konstant. Jeg skrev alt det her:

Jeg skal tvinge mig selv til at skrive om den velfungerende kærlighed, for ellers glemmer jeg senere, hvad velfungerende kærlighed er, og alle siger, at man skal huske at nyde velfungerende kærlighed, for om lidt kan den ophøre med at eksistere, og det er rart at huske tilbage på samtaler man har haft, følelser der er følt, og jeg ved, at jeg måske bare burde skrive dem til mig selv, for who cares anyway?, men det kan jo være at du derude også forstår det og har brug for det, jeg ved det ikke, nu skriver jeg bare.

Han står på altanen i regnen, trækker luft. Vi har tavst taget vores tøj på igen. Han lignede et barn i sofaen, krøllet sammen med sine lange lemmer ovre i hjørnet. Jeg forsøger at forstå, hvorfor han pludselig er så ked af det. Det var jo bare sex, og en rejsning der forsvandt. Det kan jo ske.

Jeg henter hans vinglas med ud på altanen, prøver at holde om ham. Mine bare tæer er våde på metalgulvet. Jeg ruller en cigaret.
– Alting blev bare så sårbart lige pludselig. Først er det sex, og så er det pludselig noget andet, og jeg kan ikke lide det, jeg kan ikke lide, at være så sårbar her..
Jeg fortæller ham, at jeg også har lyst til at trække mig væk tit; at det også er voldsomt for mig at være sårbar.

Jeg er ved at græde, for jeg tolker i hans ord, at han måske vil forlade mig, fordi det hele er for meget. Og det er sgu da også for meget for mig, siger jeg. Jeg spørger, om han har lyst til at være her, eller om han bare vil hjem.
Nej nej nej. Det er slet ikke det.
Jeg græder alligevel.
Det regner fortsat. Jeg bunder mit glas vin. Vi er stille.

Vi sætter os i skrædderstilling foran hinanden i varmen indenfor. Jeg forsøger at forklare, hvordan jeg altid er bange for, at den anden trækker sig, når jeg giver noget af mig selv – hvordan tidligere erfaringer har lært mig, at det er dét der sker.
– Men du kan jo kun give alt af dig selv, og hvis vi ikke skal være sammen, så skal vi jo ikke være sammen – så er det vel bedre, at have givet alt det man kunne, mens man kunne? Og samtidig så ved du godt, at det ikke er sandt med mig, gør du ikke? Ved du ikke godt, at du har mig og ikke skal tvivle på mig?
Han har gennemskuet mig.

Mine ord er vanskelige i munden på mig. Jeg overraskes over, hvor besværligt det er for mig, at snakke på den her måde – fortælle om mine følelser. Det er som om, at jeg ofte kun tænker gennem mine fingre (på tastaturet); at det kun er sådan, at jeg kan kende mine tanker, men når det kommer til virkeligheden-virkeligheden, så ved jeg ikke en skid.

Jeg har virkelig ikke lyst til at være kærester med dig, siger han. Det her er noget andet. Noget større, noget anderledes. Jeg elsker dig. Og selvom hvis det ikke går – hvilket jeg tvivler på – så vil jeg altid elske dig.
– Jeg elsker også dig, siger jeg.
Jeg er så forelsket i dig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg tager hele tiden fat om hans store ansigt, begraver mine fingre i de viltre, mørke krøller, stikker næsen ind mod hans brede bryst, den varme hals.
Du er alting.

Jeg kunne rejse alle steder med dig.
Og jeg vil se hele verden, kun med dig.

En due er igang med at bygge rede på stationens infoskærm. Du fortæller mig med fagter, at jeg skal dukke mig, da duen flyver tæt på mit hoved. Du taler i telefon med din farmor. Jeg har sagt til dig, at jeg ikke har kørt i tog i årevis. At jeg engang var syg.

Du er god til at snakke med mig på turen, fordi du godt kan se, at jeg ikke er afslappet ved situationen. Men pludselig er vi der, jeg bemærkede ingenting. Er det dig eller mig der fjerner angsten? Jeg holder din hånd gennem skoven. Vi stopper konstant op og kysser, mit hjerte springer rundt i blodet.

I de lyse sale er der kun dig. Vi filtres ind og ud af hinanden og kunsten på væggene, i græsset og i havet, i restauranten og i himlen. Jeg tror efterhånden på, at du er den, der gør mig aller lykkeligst.

Vi sprutter af grin. Bag en skulptur klemmer du om mit bryst og siger, at du gerne ville kneppe mig lige nu. En japaner knipser billeder af havet. Jeg sukker ind i dit øre. Jeg forestiller mig, at andre mennesker kaster op, når de ser os. Men jeg tænker ikke så meget på det. Mest er jeg bare viklet ind i hele dit væsen, din dybe stemme, de blødeste kys.

Du tror, at det er skæbnen, vi mødtes.
Vi sidder på en restaurant tilbage i byen.
Togforsinkelser og fem forskellige skift undervejs har fjernet min rejseangst. Jeg forstår, at jeg kan være de fleste steder.

Jeg siger, at jeg tror mere på fri vilje, end på skæbnen. At det er det underbevidste der træffer de rigtige valg, siger jeg.
Men er det ikke også skæbnen, spørger du.
Men tror du virkelig, at der en større plan?
Ja.

*************

Jeg ville også skrive et afsnit om, hvordan jeg havde det, når ham og jeg havde sex. Hvordan min verden eksploderer, når jeg er tæt på ham. Men jeg falder i søvn.

I dag går jeg en tur i mosen, fordi nogen gange skal jeg bare ned i mosen. Jeg ridser vores navne ind i et træ, skriver skøre mosedigte, danser moderne dans på de forladte, inderste stier. Jeg er væk i mange timer. Lykkelig og overrumplet af både mosen og af ham.
Vi aftaler at mødes i aften.

****

I den sidste aftensol i parken kysser han mig, fortæller mig, at han har savnet mig siden i går, at han er så glad for at se mig. Jeg spørger, om jeg har fortalt om onanisterne, som jeg har mødt i parken. Nej, siger han. Jeg fortæller historien om en mand, der sad ti meter fra mig under et træ og hev sin kæmpepik op af sine små sportsshorts sidste sommer. Hvordan han sad der i næsten en time og blev ved med at onanere, når der var fri bane. Sangeren spørger mig, om jeg blev liderlig af det. Nej, siger jeg. Men det var fascinerende og jeg kunne ikke lade være med at kigge, siger jeg. Jeg griner, mens jeg fortæller historien, som om det var en hvilket som helst anden historie. Efterfølgende er han tavs. Jeg må ikke holde ham i armen.
– Synes du jeg er en pervert, spørger jeg.
– Nej, siger han, men holder afstand til mig.

Da vi nærmer os parkens udgang, spørger jeg, om han er ok.
Nej, siger han. Jeg vil gerne hjem og være alene, siger han.
Mit hjerte synker ned i livet på mig, og jeg flipper ud. Vi sætter os på et affolket græsstykke. Han vil ikke kigge mig i øjnene. Han beskriver igen, hvordan han har problemer med nærhed, og at det her er for sårbart for ham.
Jeg siger, at jeg ikke forstår, hvad det handler om. Er det noget jeg har sagt?
– Jeg vil ikke fortælle dig for mange ting om mig selv, siger han. Måske på et andet tidspunkt, men nu vil jeg gerne bare være alene og trække mig ind i mig selv.

Vi snakker om frem og tilbage uden nogen konklusioner. Jeg er så forvirret, samtidig med at mit hjerte er ved at briste i brystet på mig. Vi aftaler, at jeg kommer hjem til ham om fyrre minutter. Han går afsted. Jeg ryger 5 cigaretter. En veninde i området fanger mig i øjeblikket. Hun følger mig ned til hans lejlighed.

I lejligheden er hans blik koldt og mørket. Øjenbrynene rynket henover hans afgrundsdybe øjne. Det kyniske ansigtsudtryk som han har på scenen.
– Din historie om onanisten var meget grænseoverskridende. Det fik mig til at tænke på, hvem du overhovedet er? Det ændrer mine følelser for dig.

Jeg siger, at jeg vitterligt ikke havde tænkt over, at det var grænseoverskridende. For mig betød historien og sitautionen ingenting.
– Men det var jo en seksuel relation, siger han.
– Nej, ikke for mig.
– Indrøm det nu. Det var seksuelt.
– Nej.
– Men jeg har ikke lyst til at høre om sådan noget. Jeg kan ikke lide, at være så sårbar her.

Jeg siger undskyld, at jeg ikke tænkte over, at det kunne være grænseoverskridende. Under mine ord tænker jeg, at han overreagerer fuldkommen.
– Skal jeg gå?
– Ja.
Jeg tager mit tøj på og gør klar til at gå.
– Jeg har ikke lyst til, at du skal gå. Men jeg har heller ikke lyst til at du skal blive.
– Jeg har det på samme måde.
Jeg sætter mig i stedet ud i køkkenet med alt mit overtøj på, piller ved blomsterne på bordet og gennemspiller hele vores relation i mit hoved. Hans reaktion ændrer noget i mig, og jeg er så forvirret. Skal jeg bare gå? Jeg har lyst til at række ud efter ham, samtidig med, at jeg er rasende over, at han gør det her mod mig.

Han kommer ud i køkkenet til mig.
– Er du sikker på, at du har lyst til at være sammen med mig? Spørger han.
– Ja, får jeg fremstammet med min grødede stemme. Er du da usikker, efter i dag?
Han svarer ikke, men stirrer bare på mig.
Jeg vil gerne fortælle dig hvorfor jeg er sikker, siger jeg, og tager en dyb indånding.

Forleden dag spurgte du mig, hvorfor og hvordan jeg syntes du var smuk, men jeg nåede ikke at svare, fordi vi kom til at skifte emne. Jeg har tænkt over det siden – hvordan du er smuk. Det er hele dit væsen. Den måde du bevæger dig på, din stemme, dine øjne. Den måde du ser og oplever verden på. Det er dét som gør dig så smuk.

I lang tid, i mange år, måske endda hele mit liv, har jeg levet i min egen verden. Det har været så ensomt. Men så møder jeg dig. Dig som også har levet i din egen verden. Og pludselig oplever jeg to verdener som mødes. Og at du forstår min og jeg forstår din. Det fjerner selvfølgelig ikke min grundlæggende ensomhed, men den åbner en helt ny verden op.

Hele mit liv har jeg følt mig forkert, og du er den eneste, som ikke får mig til at føle mig forkert. Så ja, derfor er jeg sikker. Jeg har en klar, ren, stærk følelse af at høre sammen med med dig.

Han er stille lidt.
– Du vil ikke bare være min ven?
– NEJ! Jeg griner lidt. Nej. Det kan jeg sgu da ikke. Jeg begærer dig alt for meget. Jeg har lyst til at røre ved dig hele tiden, jeg har lyst til at trække vejret gennem din mund. Vil du da kun være venner?
– Nej, siger han. Jeg har det på samme måde… med alt hvad du siger. Jeg føler mig stærk i vores kærlighed. At du gør mig stærk.
– Du gør også mig stærk, siger jeg.

– Jeg tror, at det jeg oplever, er jalousi, siger han. At jeg er jaloux, og jeg kan ikke holde det ud. Det er en voldsom følelse, og den vil ikke gå væk.
Mere stilhed. Jeg kigger insisterende på ham. Vi lægger os ind på sengen, men jeg må stadig ikke røre ham. Han har en mur omkring sig, skubber mig væk, når jeg prøver at komme tæt.
– Jeg er bare så ked af det, siger han. Jeg har det som om, mit hjerte er knust; at alt er ødelagt.
– Der er ikke noget der er ødelagt, siger jeg.
– …. Alt er ødelagt, siger han ned i puden.
– Det gør så ondt i mit hjerte også, siger jeg.
Min hjerne siger ordløst til ham: Din fede idiot, du skal ikke ødelægge det her.

-Måske jeg bare skal gå? Selvom jeg ikke har lyst. Jeg har bare lyst til at være tæt på dig, men det må jeg ikke, og så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv…
Han krammer mig længe, men skubber mig væk igen.
Jeg tager for anden gang inde for en time jakke og sko og halstørklæde på. Nægter at kigge ham i øjnene.
Farvel, siger jeg.
Farvel, siger han.

*****

Jeg bliver til is indeni.
Jeg kan ikke flere af den her slags mænd. Umodne, skadede mænd.
Jeg kan virkelig ikke, at blive behandlet sådan her.

Absurd nok føler jeg samtidig en ro – at det hele nok skal gå. At den her slags freakouts hører til kærligheden. Men jeg ved ikke… hans humørsvinginger er så kraftfulde og dramatiske. Jeg har ikke lyst til at være udsat for det. Jeg finder mig fucking ikke i det længere. Jeg bander hele vejen hjem på cyklen. Jeg er rasende på ham over, at han prøver at ødelægge det.

Du ødelægger det, du ødelægger det.

Jeg lukker hjertet i. Jeg har prøvet de sidste to måneder. Men nu er det alvor. Maser og maser på jernportene, som N. heldigvis sørgede i januar for ikke stod på vid gab denne gang. Jeg vil gerne elske og elskes. Kærlighed er fucking svært og kompliceret; den største og vanskeligste følelse i verden. Og jeg er altid kampklar, det er jeg virkelig. Men jeg orker ikke det her, lidt, men ikke rigtig. Jeg gider ikke knuses i stumper og stykker, jeg nægter at tabe mig selv. Så nu er det op på barrikaderne.

Jeg bunder et glas vin og tre smøger på altanen, før jeg skriver dette. Jeg har ondt i maven, alting suger og hiver. Men mest er jeg rasende.
Jeg er fucking rasende.
Så nu lukker vi, ikke? Lukker lige hjertet lidt til igen. Det er vel mest forsvarligt.
Jeg håber sådan, at jeg kan sove.

virkeligheden-virkeligheden

Jeg tænker meget på sidste sommer.
Et sommerkort liv. Den febrilske destruktion.
Jeg læser indlæggene. De gør ondt.
Jeg er glad for, at jeg ikke har det sådan i år (endnu i hvert fald).
Men mindet klistrer til dagens varme og min fuldeangst. Det prikker i huden. Mit hjerte slår dobbeltslag. Jeg kan ikke sove, ikke spise. Jeg siger til mig selv, at det er ok; at det bare er i dag. Og igår. Og mandagen. Det var bare de dage, ok?

Jeg skal ned og stemme, men jeg har ingen stemme.
Det betyder alligevel ikke en skid, siger jeg. Antidemokratisk. Er du ikke glad for demokrati, hva? Er din angst vigtigere end demokrati, hva?
Jeg får det forhåbentligt bedre inden 20.

Min hånd er kommet tilbage. Så nu skal jeg leve i Virkeligheden-virkeligheden og ikke længere Håndens Virkelighed. Jeg begræder tabet. I virkeligheden-virkeligheden har jeg et arbejde. Jeg tager på arbejde. Jeg får instant diarrhea på arbejde. Jeg kan ikke arbejde. Jeg skal arbejde. Jeg har ikke noget hoved. Jeg har ikke nogen historier.
Jeg skal have et hoved.
Jeg skal have historier.
Jeg skrider hjem. Hjem til Brønden i mit hoved, den er der i det mindste, gemmer mig i underbevidstheden, som om at Arbejdet ville kunne gøres dér. Jeg tror ikke engang selv på det. Jeg falder bare i søvn. Døsig. Sover 10-12 timer i døgnet. Virkeligheden-virkeligheden er brutal.

****

Den næste dag er jeg så nervøs. Jeg er så nervøs. Forstår du det. Jeg burde ikke være nervøs, men det er jeg. Sjælens tøjkrise – hvem skal jeg være i aften? Jeg mediterer i Brønden dagen lang. Mit hjerte skvulper over. Det er Sangeren der bør være nervøs, ikke jeg. Jeg sidder der endelig, det er aften nu, og jeg er så nervøs, og jeg sidder der, og håber jeg ikke bliver angst. Jeg blev angst til begravelsen i weekenden, fordi der lå en død person en meter fra mig og rummet var så småt, at jeg ikke kunne slippe væk. Nu sidder jeg en meter fra livet, fra Sangeren, i en mørk sal, og jeg kan ikke slippe væk.

Det er vigtigt jeg er her, eller hvad? Hvem har sagt det til mig. Ingen. Måske Sangeren. Hans stemme gør mig rolig. De mange mennesker omkring ham bliver også rolige af hans stemme. Jeg tænker på, om han kan se mig blandt publikum. Han er en anden på scenen. En dæmon, en førsteelsker, en verdensmand. Jeg genkender ham og genkender ham ikke. Jeg prøver at forestille mig hans hals mod min mund, men halsen ser fremmed ud. Jeg overstrømmes samtidig af enorm kærlighed; jeg græder koncerten igennem. Hvem er han.

Bagefter tilsnusker jeg mig et kram midt i mængden. Jeg hvisker til ham, at han var fantastisk. Han virker akavet. Måske er han bare overvældet. Folk står i kø for at nå ham, jeg skubbes væk gennem mængden. Jeg står i baggrunden lidt og kigger. Så går jeg op af trapper. Ryger en smøg i skjul. Går ned af trapper. Sidder på toilettet i ti minutter. Går op af trapper igen. Duften det her sted minder mig om hjem. Jeg kender hver en krog. Jeg husker, hvordan det føles at være alene her.

Jeg kender ikke nogen. Hvad laver jeg her. Jeg føler mig så dum. Og akavet. Jeg tager et glas champagne i mængden. Han står tilfældigvis ved siden af mig. Jeg hvisker igen til ham, at han var fantastisk. Er det overvældende, spørger jeg. Han siger, at han skal snakke med nogle andre. Han går. Hvad laver jeg her. Måske han bare er overvældet. Jeg stiller mig hen til chipsene, hvor der står tre ældre kvinder. Mit hår filtres ind i en busk. Sangeren går forbi mig. Jeg skammer mig over, at han ser mig være så akavet. Jeg forestiller mig, at han fortryder, at han har inviteret mig.

Jeg har lyst til at gå. Jeg bunder et glas champagne. Hvad laver jeg her. Jeg finder en jeg kender meget perifert. Løber nærmest hen til hende. Hun fanges i en 2 timer lang samtale med mig. Hver gang snakken er ved at dø, finder jeg på nye ting at snakke om. Under champagnen skvulper min tristhed. Sangeren drøner rundt i mængden. Jeg tror ikke, han ser mig. Måske han bare er overvældet. Nogle gange hvirvler han hen mod mig, men jeg må ikke røre ham. Det virker akavet, når jeg gør.

Man spørger mig, hvad jeg laver der. Jeg siger, at mig og Sangeren har set lidt til hinanden de sidste to måneders tid. Nå, siger de, han er også så dejlig. Når han så hvirvler forbi mig, føler jeg, at jeg skal bevise over for dem, at jeg ikke bare en idiot-pige, der er der af de forkerte årsager. At jeg ikke er til grin. Men jeg føler mig komplet til grin. Han rører ved alle, omfavner sine venner, familier og veninder, men mellem os er der 100 km og jeg kan ikke fange ham, jeg kan ikke fange ham, jeg kan ikke fange ham.

Nå, fuck det, okay, hvad laver jeg her, fint, jeg drikker mig stiv, fint jeg tager med videre, han flyver stadig rundt, jeg finder min egen fest i ikke-festen, trækker rygerkortet, blomstrer på gaden i skøre samtaler, fint, jeg griner harskt, er centrum, er sjov, måske han bare er overvældet, måske han bare er overvældet, jeg ser ham omslynget med en ekstremt smuk pige, jeg holder øje med dem fra mørket ved toiletterne, under champagnen græder mit hjerte.

Den ekstremt smukke pige opsøger mig på gaden. Hun siger, at Sangeren har fortalt om mig. Har han fortalt om mig, siger jeg overrasket. Ja, siger hun. Han siger, at han forelsket i dig. Wow, det var da sødt, siger jeg. Han er en meget sådan en … røre-type, du må ikke blive jaloux, siger hun. Jeg bliver ikke jaloux, jeg er også sådan selv, lyver jeg.
Jeg siger, at hendes hår er utrolig flot. Sangeren kommer ud og omfavner os begge. Vi står bare og snakker om dig, siger hun. Nå, siger han. Om jalousi og sådan, siger hun. Jeg griner akavet. Hun går. Jeg prøver at kysse ham. Jeg giver ham en gave, jeg har gemt i min taske. Et digt. Jeg føler mig åndssvag. Du skal ikke læse det nu, siger jeg. Han lægger det i lommen. Måske han bare er overvældet.

Men nu går det bedre. Langsomt, men bedre. Han kysser mig foran vigtige mennesker. Vi er ikke kærester, siger jeg til nogen andre, det er stadig meget nyt, siger jeg. Jeg griner harskt igen. Blomstrer videre i min brandert, ender på hans skød. Han siger, at han er glad for, at jeg er her. Jeg føler mig distanceret, men alligevel forbundet. Det er en bizar følelse.
Måske det er mig som er overvældet.

***

Jeg græder lidt, da jeg går fra hans lejlighed dagen efter. Jeg havde glemt Virkelighed-virkeligheden igen. Nu skal jeg tilbage i den. Jeg betvivler alt i mine tømmermænd. Det er kvælende. Jeg har lyst til at stoppe relationen med ham, jeg har lyst til at forsvinde, jeg har lyst at stoppe med arbejdet. Jeg vil gerne være Ingenting. Sådan lidt i hvert fald.

Jeg føler mig så sårbar i min kærlighed, jeg føler mig til grin. Jeg tror ikke engang, at det er hans skyld. Måske han bare var overvældet, jo, sikkert. Jeg elsker ham. Jeg elsker alt ved ham. Og jeg bliver så bange for, at han skal finde ud af, at jeg er så skrøbelig her; at jeg stadig har forrige sommer i mig; at jeg er så privat og bange at jeg ikke kan leve helt.

Min fuldeangst maxer ud, det kan du godt høre, ikke?
I realiteten ved jeg godt, at jeg havde den skønneste, varmeste, blødeste morgen viklet ind i ham og al hans kærlighed. Og jeg er næsten altid ved at græde, når vi skal sige farvel, fordi jeg allerede savner ham helt vildt. Han har svært ved at give slip på mig ud af døren. Tusinde farvelkys. Jeg er vild med dig, hvisker han med rødsprængte øjne.
Jeg elsker mig selv sammen med ham, for jeg er hele mig selv med ham.
Jeg er bare så bange.
Hvad laver jeg her i Virkeligheden-virkeligheden.
Jeg ved det ikke.
Does any.

man kan klappe med een hånd

jeg savner at skrive, men så alligevel ikke. jeg vil ikke skrive med store bogstaver, for jeg kan ikke ramme knappen på tastaturet.
beklager.
(beklager ikke.)
mine fingre gør ondt. jeg kan kigge ned til sårene. jeg har forbundet hånden dårligt. amatør. og jeg får kvalme, når jeg skal forholde mig til hvad der gemmer sig under forbindingen.
jeg savner min hånd.

i dag har jeg gjort rent, i dag skriver jeg på tastatur. førte gang i 14 dage. sikke en forbedring. alting tager lang tid, men jeg vender tilbage nu, tror jeg. jeg tror, det er dét der sker. og hvad sker, når man vender tilbage. (tilbage til hvad)

man ser mig i bussen, og jeg ser byen gennem bussen, det kræver alt hvad jeg har at være de her steder. andre skal sætte mit hår, trække jakken af mig. jeg vil så gerne selv.
jeg bruger 14 dage i håndens virkelighed.
der er kun hånden og dens sår.
en for stram forbinding, en for løs forbinding. det er meget simpelt. hud der strækker, læges, heles. jeg heler sammen med den. giver den plads til at overtage det hele. jeg har haft brug for det, er jeg ret sikker på.

alting har været så overvældende i maj. liv der eksploderer mellem både mine raske og sårede hænder, så meget liv, fuck. og min hånd bliver ok igen, den holder mig fast i virkeligheden mest af alt.

man vælger af nogle årsager, jeg stadig ikke begriber, at give mig penge, så jeg kan fortsætte mit arbejde.
mange penge. jeg græder i flere dage over det.
af lettelse, ydmyghed, storhedsvanvid, frygt.
jeg forstår ikke, hvorfor jeg får lov. men jeg begynder at forstå, jeg rodfæstes.
jeg håber bare sådan, jeg kan finde ud af det hele.

og sangeren siger,
jeg elsker dig, men det kan du godt mærke, ikke?
og jeg siger,
jo. kan du også mærke det på mig?
hvad?
at jeg også elsker dig

det lyder så frygtelig banalt, når man skriver det sådan her. men det har siden håndens virkelighed føltes som et stort, kraftigt, hvidt lys, den reneste følelse, jeg nogensinde har oplevet, og jeg græder igen
af lettelse, ydmyghed, storhedsvanvid, frygt,
også foran ham, fordi jeg slet ikke forstår det – at noget kan være nemt og rent.
jeg bliver kun mere og mere forelsket, det er den mest afsindige følelse.
han er det smukkeste, det bedste.
jeg troede ikke, jeg kunne komme tæt på nogen, og at nogen kunne komme tæt på mig
jeg var overbevist om det.

måske det går i stykker, måske ikke. jeg bekymrer mig faktisk ikke så meget om det. egentlig bekymrer jeg mig ikke rigtig om noget.
kun om sårene i min hånd heler ordentlig. om jeg kan bruge min hånd igen, normalt.

i håndens virkelighed skal jeg bare sidde stille og lade min krop følge med de store ting omkring mig. og i håndens virkelighed er det ok ikke at møde ind på arbejde og se sine venner. her sover man når man skal sove, og spiser når man skal spise, elsker og elskes når pladsen er.

om lidt er jeg hel igen, men jeg ved slet ikke, hvordan man er hel på den måde. proppet med kærlighed, anerkendelse og ambition. jeg tænker for første gang i mit liv: du godeste, så det er sådan her man lever. shit hvor vildt man.

jeg ville gerne skrive flere detaljer, men jeg ved ikke… ikke lige nu. weekenden har været en blanding af sørgelig begravelse efter utidigt dødsfald, den enorme kærlighed og åbenhed der knytter sig til sådanne hændelser, og så det store, grundlæggende hvide lys der beamer ud af alle mine celler. det er fucking overvældende og jeg må igen prøve at forstå alting.

(har til gengæld fået mærkelig musikssmag.. håndens skyld, ik min)

drengene

Jeg er en af drengene. Jeg brøler, så de også ved det.

På frokostrestauranten opdager jeg, at jeg har blødt gennem mine trusser og ud i mine pastelfarvede bukser. Skyl væk, skyl blodet væk. Glem det. Min hjerne er tom, videre, videre. (Og glem natten hvor du var overbevist om, at dig og din syngende dreng var done). Søvnløsheden.

Nu er du bare her, med drengene. En hel dag med boyz.Glem jobbet og presset og ansvaret. Vær bare lige her. Dyb indånding. Phhhh. Tørre læber under smøgen, under vejrtrækningen, phhhhh.

Jeg drikker i deres tempo. Drengene! For fan! Griner højlydt, tænder deres smøger, bouncer hårdkogt til musikken, solbriller på min øyn ja, mere alko fuck yeah, videre videre, i byen fuck yeah.

Min energi er den vildeste. Råber, trækker vejret igen. Tidligere på dagen lærte man mig at klatre på en væg, brug benene til at trække dig op.

Easy.

Nu er det nat. Byen kalder! Cyklerne er på den anden side af det aflåste hegn. Hva så boyz, skal vi ik bare klatre over?

Easy.

Ignorerer stemmen i baghovedet, der siger “gå nu bare rundt om bygningen i stedet”. Sæt fra med benene ligesom du lærte. Wupti Wupti, se lige boyz hvor nemt det går.

Easy.

Nu er det dem der råber. Pas nu på. Kom nu ned. Fuck no, jeg har styr på det…

På toppen af hegnet er der store pigge. Jeg sætter fra på dem. Tiden fryser kort. Mikro sekunder. Jeg kan ikke mærke noget.

Jeg lander på den anden side af hegnet. Begge mine hænder er fyldt med blod. Drengene sætter i løb rundt om bygningen. Jeg sætter mig på kantstenen, stirrer på mine blodige hænder. Den venstre hånd ligner nudelsuppe. En dårlig special effekt, store kødlunser i åer af sort blod der pibler frem. Jeg er så dum, råber jeg. Fuck, jeg er så dum.

En dreng vikler hånden ind i et håndklæde.

En dreng ringer til akuttelefonen.

En dreng holder om mig.

En dreng fjerner min cykelhjelm.

En dreng ringer efter en taxa.

I skadestuens reception må jeg sidde med hovedet lidt mellem benene, mens jeg siger mit cpr nummer. Lyset er så skarpt. Drengen der passer på mig, henter saftevand, den røde. Smagen minder mig om at jeg er på et hospital.

Han holder om mig i venteværelset, fordi jeg græder, når jeg ikke griner. Jeg er stadig fuld. De andre tysser på os. Jeg er så dum, siger jeg igen med hovedet mast ind i drengens skjorte.

På briksen skal jeg fjerne håndklædet om hånden, så lægen kan se, hvor galt det står til. Det ser mere groteskt ud end jeg huskede. Jeg bliver ædru.

Drengen holder fast om min hånd, henter mere saftevand. En sygeplejerske ligger mig i antibiotika-drop. De spørger alle, hvad søren jeg dog har lavet.

Polterabend. Klatretøsen. Haha.

Kan du bevæge dine fingre?

Ja, det tror jeg.

Store nåle med bedøvelse ned i den uoverskuelige nudelsuppe af blod og kød. Lægen syer i over en time. Det er et kunstværk siger en sygeplejerske.

Drengen tørrer mine tårer væk, kysser mig på panden. Du skal ikke være ked af det, siger han.

Jeg græder mere og mere. Noget har løsnet sig inde i mig. Jeg kan ikke holde sammen på mig selv længere. Jeg giver slip.

Det har bare været en lang uge, siger jeg til drengen og klemmer om hans hånd. Jeg tror, det kulminerer nu.

Her ligger jeg bare i andres hænder, et sted jeg egentlig troede var farligt. Blod i bukserne, blod på hænderne, dybe, foruroligende sår. Jeg er ingen andre steder end i min krop og i den dunkende hånd, som lægen forsat syer i med rynkede øjenbryn.

Solen er stået op på parkeringspladsen. Jeg kunne give alt for en cigaret. Taxaen kører os hjem. Drengen forsætter med at tørre tårerne af mine kinder. Det skal nok gå, siger han.

Han følger mig op i lejligheden, pakker de smertestillende piller ud fra posen, minder mig om hvad lægen gav af instruktioner. Pludselig løber han ud af lejligheden, og ned af trappen uden at kigge mig i øjnene. Jeg råber farvel efter ham.

For første gang den dag er jeg ikke en af drengene, jeg er ikke “en af” nogen som helst. jeg hulker hysterisk. Der er blod over det hele, føler jeg. På væggene, på tøjet, den hvide taske, i håret, og jeg er bange for, at mit hjerte vil stoppe med at slå, for jeg kender det slet ikke mere, jeg ved slet ikke hvad hjertet tåler, hvad det vil, jeg vil ikke dø. Jeg græder mere end jeg sover den nat. Det er for meget, det her.

Den syngende dreng ankommer da jeg vågner. Jeg glemmer min snarlige død og klamme nudelsuppe-flashbacks, prøver at stjæle hans raske hud med mine (højre hånds) fingre og mund,

I næsten 24 timer ligger vi slynget ind i hinanden. Vi har konstant sex i min heftige menstruation. Jeg holdet forsigtigt min skadede hånd ude af det, men der er alligevel blod over det hele, nu også på ham, og vores ansigter er helt tætte, jeg græder, han tager mit blod og mine tårer, tager alt.

——

Et andet sted i byen sidder computerdrengene, mine kollega-bois, vi venter i tavshed på skæbneopkaldet; Har vi et job om lidt eller har det sidste års arbejde været forgæves

Jeg kan ikke være i spændingen, min hånd dunker, jeg er så bange og træt, det er for meget alt det her, et liv der står og danser helt kåd lige foran mit fjæs, sygt provo, sådan, dans nu med, dans for helvede.

Jeg vil tage til drengene i dag, jeg vil have at de tørrer mine tårer væk, når hammeren falder, for jeg kan ikke det her alene (længere)

Der er folk der holder en i hånden, syr den anden (selvom man er dum ad helveds til), folk der laver mad, henter rød hospitalssaftevand, køber blomster, binder ens snørebånd, fletter ens hår,kys på panden, på kinden, i nakken. Folk der elsker en, selvom man bløder.

lidt endnu

Der sidder seks mennesker overfor mig ved et aflangt bord. Solen står ind gennem vinduet, jeg kigger på uret bag dem, hvor sekundviseren snegler sig afsted med tunge klik-lyde. Jeg har sat mig i skrædderstilling på stolen i mine fine business-powerwoman-bukser, som jeg har erhvervet mig specielt til lejligheden. Mine beskidte sko laver mærker på lårene. Men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal være i dette rum. Jeg kigger nervøst ind i deres ansigter. Et af gangen. Tæller dem. 1-2-3-4-5-6. De fleste af øjnene er blå og venlige. Ansigterne bag nikker anerkendende. Stemmen i mit hoved siger: Jeg kan ikke være her.

Forinden har jeg prøvet at lukke de store paniktanker ned. Lad vær’ med at tænk på, at din karriere og fem andre menneskers levebrød afhænger af det her. Du har masser af muligheder, selvom det her går i vasken. Det går i stykker med Sangeren om lidt – du kan ikke elskes! Du skal være ensom for evigt. Mit hoved er tomt som en ødelagt kokosnød, og det eneste jeg kan høre er mit hjerte der dunker højt i mine tindinger. Hold styr på dig selv, hold styr på dig selv.

Om morgenen har jeg drømt, at jeg møder N. på en burgerbar i et storcenter. Jeg genkender ham, før jeg ser ham. Han lægger sig ovenpå mig, og siger at han elsker mig. Vi kysser. Han ligner sig selv, men i en uskøn udgave. I et teater lidt efter står han på scenen, før stykket går igang. Han skriver med et aggressivt kropssprog alle sine problemer på en tavle. Jeg indser, at jeg aldrig ville kunne få plads i al den vrede. Publikumsrækkerne bliver fyldt, folk er forvirrede over den sure mand på scenen. Jeg floves over hans adfærd og smutter ubemærket ud af teatret. Drømmen føles forløsende på en måde.

Dagen før har jeg en aftale med Sangeren på en café. Jeg er kommet til at sende nogle “jeg er bange”-sms’er, som han gerne ville tale om ansigt til ansigt. Vi har taget ens tøj på ved et tilfælde. Han siger igen (igen-igen), at han altså IKKE skal have nogen kæreste. At kæreste-begrebet giver ham klaustrofobi. At han gerne vil have friheden til at være sammen med andre…
Ikke at han har lyst til det, idet jeg fylder hele hans følelsesliv, MEN PRINCIPPET – at være fri. Jeg siger til ham, at jeg også får klaus af kærestebegrebet. Jeg forstår desuden ikke, hvorfor han bliver ved med at bringe det på banen, da jeg på ingen måde har nævnt noget om forpligtelser i den art. Måske er det bare hans jeg-er-bange-sprog. Jeg ved det virkelig ikke.

På et tidspunkt tror jeg, at han vil konkludere, at vi skal stoppe det. Hans sætninger er langsomme, velovervejede, melankolske. Mit hjerte synker ned i det sorteste dyb, jeg fjerne hånden fra hans lår.
“Jeg flipper også ud… jeg er meget i tvivl…”
Men han siger så endelig: “… Så jeg synes, vi kun skal gøre det vi har lyst til.”
Jeg er lettet og svarer:
“For mig er det meget simpelt: Jeg er forelsket i dig og jeg er spændt på, at lære dig at kende bedre… og jeg har lyst til at se dig. Mere ved jeg ikke.”
Vi kigger lidt på hinanden i stilhed. Jeg trykker ham på brystet med en flad hånd: “Jeg føler, mig forbundet til dig, okay?”

Vi kysser meget. Han stikker sin hånd ned i mine bukser. Vi sidder alene i et hjørne på cafeen. Generelt er der ikke særlig mange mennesker.
“Skal vi ikke….” Han kigger over mod toilettet og smiler.
“Skal jeg ikke hellere komme hjem til dig senere?” Jeg har svært ved at lure logistikken i hans forslag.
“Jeg er bare dårlig til at behovudskyde,” siger han og sukker ind i mit øre.
“Jeg skal mødes med min veninde om lidt… så.. jeg tror ikke vi kan nå det. Jeg går i hvert fald lige ud og tisser…. øhhh..”
Ude på toilettet tænker jeg, at det var godt, jeg lige fik hans forslag skudt ned. Mens jeg står og vasker hænder, dukker han imidlertid op derude og skubber mig blidt ind i den lille bås. Han trækker mine bukser ned, presser mig op af væggen og begynder at tage mig. Jeg kigger tilbage på ham i vores lydløse støn og tænker, at han er et farligt menneske.

En cafégæst ankommer til toilettets anden bås. Sangeren holder mig for munden, gør sine bevægelser langsomme, næsten lydløse. Jeg er ved at eksplodere i en blanding af frygt, kærlighed og begær. Efter han er kommet, skynder han sig hurtigt ud i cafeen igen (for ikke at vække mistanke), og efterlader mig i den lille bås med bukserne nede om anklerne og sæd ud over det hele.

Min veninde er på vej hen til mig, så vi siger farvel med tusinde kys og bløde ord. Mine ben ryster under mig. Alt ved ham er så sygt overvældende. Jeg tænker hele tiden på sætningerne fra hans store mund: Jeg er i tvivl. Jeg vil være sammen med andre. Jeg vil ikke binde mig.

Efter aftalen med veninden tager jeg alligevel hjem til ham. Han er min crack. Vi snakker om ting, vi skal lave sammen. Teatret, ture, middage. Jeg griner og griner og griner. Før vi sover, er det mig der tager ham. Når han forsøger at røre ved mig, holder jeg fast i hans arme, presser dem væk. Jeg har brug for, at have magt, jeg har brug for at være den der knepper.

***

Tilbage i det alt for oplyste lokale med de seks vurderende personer. Efter et kort rum tid, er det endelig min tur til at snakke. Normalt når jeg er nervøs, snakker jeg hurtigt og griner meget. Men nu er mine ord til min overraskelse helt langsomme, ekstremt velovervejede, og jeg fortrækker ikke en mine. I stedet kigger jeg dem dybt i øjnene, mens jeg seriøst og lettere selvhøjtidligt fremlægger min sag, spidder deres skeptiske spørgsmål, og med autoritet og klarhed forklarer mig.

Efterfølgende er jeg høj på, at jeg kunne være dette menneske. Jeg har ikke oplevet den side af mig selv før: At være seriøs og stolt på den måde. Ligegyldig hvad resultatet af samtalen bliver, så har jeg i det mindste prøvet for en stund at være sådan et menneske; et menneske der tager sig selv alvorligt. Jeg beslutter mig for, at de følgende to døgn skal tilbringes alene. Jeg cykler rundt i byen, spiser frokost, tegner mennesker på cafeer, drikker kaffe, kigger på vandet, tager i biografen, mediterer på gulvet, sover en lur, hører podcasts, snakker i telefon.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at jeg har alenetid, så jeg kan følge med. Alting føles så usikkert. I næste uge er jeg potentielt jobløs og “kæreste”-løs. I næste uge er alt potentielt det samme som før.
Jeg er bange for sammenbruddet. Jeg er bange for Sangeren. Jeg lukker mit hjerte op og i med slidte hængsler. Prøver at styre mig selv med dybe vejrtrækninger. Jeg kan dufte destruktionen og alle usikkerhederne på miles afstand. Jeg sparker dem febrilsk væk, kniber ballerne sammen, lukker det hele ude med skiftende held.

***

Nu er det fredag.
Før første gang i en måned har jeg ikke haft kontakt med Sangeren i løbet af en dag.
Jeg har dagen igennem haft den fuldstændig latterlige tanke, at han ville passe bedre sammen med en af mine utrolig charmerende, kunsteriske veninder. Jeg kan blive helt jaloux over den hypotetiske situation; ganske ulykkelig over mit eget mindreværd. Fuck mig.

Måske han ligger og knepper en anden lige nu. Eller også knepper han bare sin kunst (vores relations største trussel).
Men det er teknisk set også ligemeget. Jeg kan ikke styre en anden person. Problemet er bare, at jeg heller ikke ved, om jeg er i stand til at at styre mig selv.
Tungen lige i munden.
Knib ballerne sammen igen.
(du behøver ikke falde fra hinanden)
(der sker bare virkelig meget lige nu)