en skumfidus’ bekendelser

Under øjnene sidder den sorte mascara fra natten, jeg husker mig selv fra natten, når jeg ser mig i spejlet, i nattens festligheder, den bedrageriske fremmedgørelse der opstår i selskab med en hal proppet med veletablerede leverpostejspar, gravide kvinder, mænd med firkantede briller, soigneret skæg, de holder på hinandens knæ, kysser hinanden mellem talerne, jeg går ud og ryger, gemmer mig på en høstak under stjernehimlen, en festlig lyserød skumfidus midt i alt det grå, og vi hylder kærligheden, får blanke øjne under følsomme ord fra familiemedlemmer,
hvem elsker hinanden så meget, hvordan elsker man hinanden så meget,

Ved mit bord sidder et par af de andre (få) singler, jeg har opbrugt min kvote af mænd, det er tydeligt, idet de to eneste singlemænd i selskabet (ud af næsten 100 gæster…) er nogle jeg for et år tilbage skrev med på Tinder (deprimerede beskeder fra et kriseramt dagpengeliv), og ingen af os anerkender de lange beskedudvekslinger, mændene er endda venner, studiekammerater, og de ser mig an, mon fantasien om mig, min skrevne personlighed, lever op til virkeligheden (hvorfor jagter de mig ikke, har de glemt mig, jeg glemmer aldrig nogen), og jeg hvisker til min veninde, hvor akavet det er, og hun siger “Du har gennemført Tinder”, som var det et spil, hvor jeg har fået highscore, maxet komplet ud, og jeg ender med at jagte den ene, okker gokker osteklokker, jeg vælger DIG, fordi han er en uhyre talentfuld musiker (siges det) – og tavs som graven, sidder bare og stirrer, og jeg følger ham som en klæbrig (storrygende, stordrikkende) skygge, for nu er vi jo singler, og jeg er tom for kærlighed, men fuld af liderlighed og italiensk rødvin.

Når man er en festlig, lyserød skumfidus med ild i hjertet, så skal festen aldrig stoppe, og som de leverpostejsfarvede par-kloner siver ud fra det højloftede lokale som en fis uden lugt, overtager jeg musikken, hæver og sænker rytmisk mine ben som en kludedukke, hvis motorik er i hænderne på en anden, men det er løgn, jeg er i fuld kontrol, i hvert fald fuld, meget fuld, min klæbrige skygge smelter tilbage i min fysiske krop, tindermændene forsvinder ned i markernes mørke, farveeel, og jeg kigger på mine venner, disse vidunderlige mennesker, og jeg danser voldsommere, indtil mine fodsåler er forvandlet til blødende vabler, jeg vil ikke stoppe med at bevæge mig, (jeg vil ikke stoppe med at elske), og ved teltet klokken fem i morges snøvler jeg til de andre, at jeg altså ikke er træt, jeg kan ikke blive træt, og tidsler brænder mine balder, når jeg sidder på hug i buskadset og tisser, og min mund klikker tørt, vand, jeg glemte vand, og jeg omfavner min veninde i en øm storeske, for er der ikke nogen der vil ligge i ske med mig, har jeg spurgt med en lille fesen stemme (en teltvæg er ikke en ægte væg, det glemmer man).

Efter fireogtyve timers eventyr bliver jeg sat af i Nordvest, en falleret, nedslidt skumfidus på vaklende høje hæle og disse mascarakager der forvandler mig fra Queen of The Night til Frankenstein, og jeg tænker ikke så meget, på intet tidspunkt har jeg egentlig tænkt noget (så var det vel en god fest), men så bliver der stille i sofaen, der er er virkelig stille, jeg spiser fritterne fra burgermenuen og stirrer ud i luften, mayo på halsen, i håret, og dér får jeg et sært stik i hjertet, et lille hvepsestik, for det går op for mig, at jeg lever et andet liv, et andet liv som Alene, et liv uden et “dig”, og er der noget jeg går glip af? Kigger de andre på mig og misunder skumfidusens frihed?

… at den kan danse så vildt, drikke og ryge så meget, gennemføre Tinder, bruge 10 timer på at lave et overtapet, superlimet papmesterværk til gavekort, på hendes evne til at vælge musik, til at grine af sig selv…

eller er Sandheden derude, X-files style, er Sandheden i den slags kærlighed, der prædikes om til brylluppet, vil jeg nogensinde blive elsket af et andet menneske, vil jeg nogensinde selv elske et andet menneske, får jeg nogensinde børn, bliver jeg nogensinde voksen, er jeg bare en dramatisk, excentrisk (excentrist) Peter Pan,

hold din kæft og spis dine pommes, 
jeg er her, og ikke dér.

****

En 100 % nøjagtig videodokumentation af mig lørdag nat (efter 8 genstande):

langsomme hænder

Forstår du, at jeg gerne ville skrive noget,
jeg ville gerne skrive noget,

men
jeg hører klassisk musik (Debussy), (jeg er så dramatisk) mens jeg onanerer og tjekker mit daglige horoskop,
horoskopet siger, at jeg har haft for travlt i denne uge, hvilket gør mig stresset, og at jeg derfor skal huske at lave noget kreativt før dagen slutter,
og jeg griner, mens jeg onanerer til klassisk musik og tjekker mit daglige horoskop, for ironisk nok laver jeg ikke andet at være kreativ, døgnet rundt,
tegner til klokken 18, kommer hjem, tegner, bygger ting i pap, superlim, klister over det hele, maler, farver, krumbøjet, lidenskabeligt, lykkeligt, til jeg kollapser på sengen efter midnat med rystende hænder,

andre aftener ses jeg med venner,
så griner vi meget, jeg kan blive sådan helt rød i hovedet af latter,
lungerne der klemmer om grinene,
de havde (næsten) glemt, hvordan man gjorde, altså lungerne,
kærligheds-

eksplosioner

får Nordvest til at ryste i nat,
tre høje brag,
jeg ser flammernes genskær i den tomme kontorbygnings vinduer,
biler eksploderer ikke af sig selv, det ved jeg,
folk stimler sammen på gaden,
jeg betragter dem fra vinduet, hører dem råbe efter hjælp,
flammerne fra varevognen er det smukkeste jeg har set,
og jeg er hjælpeløs og bange,
og falder i søvn i tyk røg,
hvordan skal man nogensinde beskytte sig mod

dommedag,

– Hvorfor bruger du ikke flere penge på din frokost..
Kollegaerne kigger på mine triste rugbrødsmadder og griner og griner og griner
– Jeg sparer op til dårlige tider.
– Det er dommedag om lidt, lev for helvede!

Og Aretha Franklin er død. Og Benny Andersen er død. Nu sker det… lavinen!
Nu dør alle de store kanoner!
– Dommedag, siger min kollega og jeg i munden på hinanden og ryger endnu en smøg,
vi bliver ved med at ryge og arbejde usammenhængende på grund af den kommende dommedag,
jeg står på skateboard gennem kontoret,
men spændingen giver mig følelsen af eventyr, liv,
liv der ophører, flammer der slukkes, ildebrande der startes,

ild,

.. og den forbandede liderlighed vender tilbage,
(ild),
jeg drukner den med
superlim,
papkonstruktioner,
evige gåture i regnvejr
lange dage på kontoret,
– det virker!
men i morgen skal jeg til bryllup på landet,
og jeg bliver ved med at fantasere om, at jeg kommer til at være en hoe,
(når alt kommer til alt, vil jeg allerhelst være en hoe)
jeg fylder lommerne med gratis kondomer i Matas,
(ild)

(jeg drømmer om
hurtige hænder,
og sulten hud)

sulten hud

– Kom her, w.
Han åbner sine arme, og jeg kryber hjemmevant ind i hans krog. I lang tid ligger vi bare i tavshed og omfavner hinanden. Mit ansigt er most ind i hans hals, og jeg undertrykker behovet for at trække vejret, for jeg har ikke lyst til at stoppe krammet. Det er en omfavnelse af sær ikke-erotisk karakter, selvom mine nøgne bryster er presset mod hans bare overkrop. Jeg kører hånden søvnigt over hans ryg, og presser mig så tæt ind til ham, at jeg ikke kan kende min hud fra hans. Modsat sidste gang er jeg pinligt ædru, men det ændrer ikke rigtig på noget.

– Det er dejligt, at du kom, hvisker jeg ind i hans hud.
– Ja det er.. og så får vi stillet hudsulten.
Jeg smager på ordet. Hudsult. Sulten hud.
Er det dét vi laver?

Det er natten med Stormfloden af dommedagskarakter. Jeg har ramt syndfloden i dens epicenter, og betvivler mine overlevelsesmuligheder, da jeg cykler ned af Nørrebrogade med vand til anklerne og et blåligt diskolys af lyn på himlen over mig. Jeg ved, at H. er i nærheden og langt væk fra Sydhavnen, hvor han bor, så jeg skriver, at han er velkommen til at søge ly for skybruddet hos mig. Lidt over 1 ringer han på. Jeg modtager ham i t-shirt og trusser; adrenalinet over at have cyklet i vanvidsvejret og over at have inviteret ham hjem til mig, har holdt mig lysvågen. Vi ryger cigaretter i vindueskarmen, mens vi betragter tordenen og lynene der kontinuerligt forsætter med at ruske i Nordvest.

Hvordan var det nu; nå ja, sex er ikke længere en del af vores venskab. En indforstået, usagt aftale. Alligevel er det lidt af en prøvelse at ligge stille og ikke tænke på sex, når man ligger presset op mod hans underliv, mens regnen prikker på ruden. Jeg spekulerer på, om han også synes, at situationen er vanvittig erotisk. Da vi siger godnat, vender jeg mig om og kysser ham kort på munden, hvilket overrasker os begge. Jeg fortryder, at jeg kyssede ham så hurtigt. Hvis jeg havde gjort det langsomt, havde han måske kysset mig mere? Jeg presser med mikrobevægelser min numse ind mod hans underliv, men en dyne skiller os heldigvis ad. Han fletter sine fingre ind i mine, og falder ubemærket i søvn.

Mine venner griner af mig dagen derpå.
Man kan sgu da ikke sove nøgne sammen, uden at det betyder noget.
“JO!” råber jeg og konkluderer pragmatisk: “Det er jo bare huden der er sulten, og vi hjalp hinanden. Min hud var så sulten, jeg havde sådan lyst til at blive rørt ved.”
Men det er jo H., for helvede.
“JAMEN, jeg har ikke nogen følelser for ham længere.”
Lol, siger vennerne. Det er noget fis.

Jeg smager stadig på ordet. Hvorfor min hud er så sulten, er det bare noget jeg bilder mig selv ind? Det er ligesom at se sig selv som et stykke kød, som både bruger og lader sig bruge.

Ellers går det meget godt med min sex-detox, og jeg er gået tilbage til et 7.-klasse niveau, hvor det ikke handler om sex, men den uskyldige flirt – som bl.a. gør, at jeg har købt et skateboard (HAHA), for at komme tættere på en fyr (han skal lære mig at skate, ahhhh). Det er overskueligt. Ligesom at sove nøgen og ikke-seksuelt med H. er overskueligt og trygt.

Det brænder nok sammen på et tidspunkt, ligesom alt andet.

****

Stormen aftager desuden. Endelig.

Min veninde siger, at jeg ikke bør acceptere, at jeg har det så dårligt stadigvæk. Hun har altid været skeptisk overfor min psykolog, og foreslår, at jeg søger hjælp andetssteds.
Jeg hører mig selv sige, at jeg altid har set mig selv som et menneske, som skal gå igennem livet på den her måde: Med voldsomme op- og nedture, betinget af min ekstreme følsomhed. Lige så lang tid jeg kan huske tilbage, har jeg haft det sådan her. Svære tider, gode tider. I mit hoved findes der ikke tanken om, at man en dag skulle nå hen til et stadie af ren ubekymrethed og veltilpashed. Men når veninden stiller mig de dér skeptiske spørgsmål, kommer jeg i tvivl.

Bør man tilstræbe at lande på et sted af lykke? Er det overhovedet muligt? Er sorgen og lidelsen integreret i den man er, eller er det noget som der kan ændres på?

Jeg siger til folk, at jeg har det bedre end nogensinde, samtidig med, at jeg ofte gennemgår disse perioder af totalt mørke og destruktion. Gør det så det andet til en løgn? Underminerer dét den generelle følelse af, at være et godt sted? Er mennesket ikke i stand til at være komplekst – eller har nedturene lov til at være der, så længe de bare er mere moderate og ikke så døds-orienterede?

Fuck man. LIVET ER SVÆRT.
Og min hud er nærmest kun blevet endnu mere sulten.

et (forholdsvist) stort liv

Jeg prøver at se mig selv som en junkie der er på afvænning. Jeg har kraftige abstinenser efter quick-fixes i form af håbløse, liderlige dates, så jeg kan få et afbræk fra min ensomhed.

I går ligger jeg hele dagen på madrassen ude i gangen (der hvor der er mega gennemtræk – men også virkelig mørkt og deprimerende), og jeg er splitsekunder fra at skrive til Forfatteren, Hypnotisøren og åbne Tinder igen. BUT NO, NOT THIS TIME. I stedet for ringer jeg til min søster. I starten af opkaldet er jeg munter og spørger høfligt ind til hendes dag, men efter 10 minutter hulker og hulker jeg ind i røret, og hvor har jeg haft brug for at ringe til nogen, hvor har jeg dog haft brug for ikke at være alene.

Jeg gør det heller ikke nemt for mig selv. Jeg er en mester til at søbe i elendigheden. Måske jeg kunne lade vær’ med at melde mig syg fra arbejde, måske jeg kunne lade vær’ med at lægge mig ude i den mørke gang en hel dag, og måske jeg kunne lade vær’ med kun at have kontakt til omverdenen gennem lange, melankolske mails til min Psykolog og den stakkels Australier jeg bollede på min fødselsdag (han skulle aldrig have givet mig sin mailadresse, haha, jeg opfører mig som om jeg er fucking Jane Austen), og så et underligt fiktionsværk som jeg i tirsdags blev helt besat af at skrive.

Fiktion. What the fuck.

Tirsdag var jeg nemlig heller ikke på arbejde. Flot. I stedet for lå jeg i sengen til langt ud på formiddagen og spekulerede på, om det var dumt af mig ikke at tage på arbejde. Det er alligevel for varmt til at lave noget som helst, rationaliserede jeg. Så gik jeg ud i byen og endte med at slå mig ned på den lokale café. Jeg havde glemt min tegneblok og lighter, så jeg sad bare og gloede ud i luften, som om jeg var dement eller mediterede. Forinden havde jeg kigget mig selv i spejlet nede i Kirkens Korshær, og sagt til mig selv: Du ligner en voksen der klæder dig ud som et barn. Lyserødt tøj og underlig 90’er børne frisure. Nå, men så sad jeg dér på cafeen mellem dødkedelige venindesamtaler (hvorfor er slut-20’ernes hot topic boligkøb?), og krammede min taske, som en paranoid gammel dame.

På gaden kommer en gammel roommate (fra da jeg var 21) gående forbi. Dengang var jeg håbløst forelsket i ham, og han ser også virkelig godt ud denne dag. Korte shorts, tanktop, strandlækkert hår, brunet hud, store solbriller. Han kører fingrene gennem sit hår (det ser næsten ud som i slowmotion, helt filmisk), som han passerer mig. Jeg er en stenstøtte lavet af angst og andre lammende materialer, og kan ikke finde ud af at sige hej. I stedet glor jeg bare på ham, mens jeg krammer min taske endnu hårdere. Da han er forsvundet, vågner jeg. Hvad fanden laver jeg. Hvem fanden er jeg. Hvorfor fuck sidder jeg her. 

Så jeg rejser mig op, går hjem, og beslutter mig for ikke at være dette menneske, og ja, begynder at skrive fiktion. Ord der vælter ud af mig, som om jeg pludselig forstod, hvordan jeg skulle skrive, og hvad jeg skulle skrive om. Jeg var som besat. Jeg tænkte på den irriterende murstensbog “Et Lille Liv”, jeg aftenen forinden havde læst færdig, og på hovedkarakterens evne til at søbe i sin elendighed i een uendelighed, og jeg har ikke lyst til at være et lille sørgeligt lorteliv, jorden går under om lidt, og hvor er det fucking spild af liv at skære sig selv (på sjælen) på den her måde.

Efter 7 timers fiktionsbesættelse (det er noget underligt, underligt rod jeg har skrevet) landede jeg til en øl-aftale med mine to gamle venner, og jeg kan have det så sindssygt over, at jeg kan gå fra det dybeste mørke i den dybeste brønd fyldt med selvhadssovs og apokalypse-tavshed, til at være det lattermilde, passionerede og charmerende menneske i andres selskab. Latteren rullede over alle mine ord, og al dommedag og angst var væk. Jeg dansede (bogstavelig talt) hjem, temmelig fadølsberuset, men også lykkelig over, at jeg havde været dette menneske. Det er ubegribeligt for mig, hvordan jeg kan blive ved med at glemme og finde mig selv hele tiden.

Men alligevel er jeg dagen efter tilbage i heden, i den mørke gennemtræksgang, og som eftermiddagen skrider frem, melder dødstankerne sig igen, og min ensomhed er så altoverskyggende, at jeg ikke tør forlade min lejlighed, og jeg tør ikke ringe til nogen. Hvor lang tid skal det blive ved, hvad er det jeg har gang i. Åh.

Men nu er jeg tilbage på kontoret. Måtte sparke mig selv afsted, for jeg havde ærlig talt lyst til at blive liggende ude i den mørke gang (et lille bitte lorteliv), og jeg blev angst overfor, at skulle fortælle de andre hvorfor jeg havde været syg: Skal jeg fortælle dem, at jeg havde migræne, skal jeg fortælle dem sandheden, mit projekt handler om angst, og åbenheden starter jo hos mig, jeg skal være åben, fortæl nu om din angst, fortæl om den, holy crap.

Min arbejdsmotivation er på sit laveste. Vi sidder i forhandlinger om ophavsrettigheder og løn, og jeg er ved at brække mig over, at skulle sætte en pris på min kunst og mit værd. Jeg har lyst til at kaste det hele på gulvet (måske derfor jeg begynder at skrive mærkelig fiktion – SÅ SKRIVER JEG DA BARE EN BOG, DET ER HELT FINT, lol), og aldrig vende tilbage.

Nå. Men jeg er voksen, er jeg ikke? Jeg er voksen, er jeg? Voksne forhandler deres eget værd, de tager konflikter og de spørger om hjælp. Ja. Jeg piller min mærkelige børnefrisure ud, reder mit hår, tager en fin voksenskjorte på og klæder mig ud som det menneske jeg burde være: 29 år, glad og ansvarlig.

****

Jeg prøver desuden at manipulere mig selv gladere med popmusik. Blandt andet har jeg hørt den her sang ca. 20 gange om dagen de sidste par dage. Shit.

sort vand

Jeg har sat mig i vindueskarmen, så jeg kan holde øje med regnen. Den er allerede stilnet af, men jeg kan se den under gadelygterne, og høre den boble i kloakristerne.
Duften, den duft… Jeg havde glemt den.

Den stopper nok om lidt.

Jeg drikker over evne i går. En brønd uden bund. Klassisk. Kander med fadøl forsvinder uden problemer i det lille selskab. Mine ord er underligt muflede, og jeg føler, at jeg smiler falskt. Jeg tror ikke, at der er nogen der bemærker det.

En i selskabet bliver ved midnatstid for stiv og ubærlig, så min søster og jeg køber to øl og tre pølsehorn i syv-elleve og cykler ned til kanalen. Jeg står nøgen og venter på hende ved stigen, hvis trin er glatte af tang. Vandet er kulsort, kun svagt oplyst af neonskiltene fra Fisketorvet og de store industribygninger. Stjernerne drøner rundt som fyrværkeri over mine stive øjne. Jeg plumper ned i vandet uden tanker, mine bryster bliver til små kugler is, og vandet føles blødt mod huden. Jeg siger til mig selv, at jeg er fri som jeg ligger dér på ryggen, nøgen i kanalen, under nattehimlen. Vi svømmer rundt i lang tid i det unaturligt varme vand.

Vi sidder nøgne på kanten, drikker øllene og ryger cigaretter på de salte læber, mens hudens porer lukker sig sammen igen og vandet fordamper. Vi snakker om kærlighed og vores opvækst; fremmedgørelsen. Jeg er væsentligt stivere end hende. Hun er tre år yngre, men generelt mere robust og reflekteret end jeg er. Ingen af os er normalt typerne der bader offentligt. Slet ikke nøgne. Slet ikke om natten. Jeg kigger på hende, mens hun taler, og føler mig overvældet af kærlighed. Mit livs vigtigste menneske, min halve tvilling.

Det var godt, at jeg tog ud. Det siger jeg til mig selv. Det var godt, at jeg var social; at jeg kom lidt ud. Selvom jeg kan synes, at det er pinligt, at min lillesøster faciliterer mit socialliv. Som om, at jeg har givet afkald på mit eget, og som en anden socialt udsat skal have hjælpe til resocialisering. Det skal nok vende snart. Jeg skal bare lige finde mine fødder.

Ugen har været lang. Sene timer på kontoret, fordi jeg bevidst har forkortet mine aftener; sikret mig selv mod for lang tid alene. Når jeg endelig er kommet hjem ved en 19-tiden, har jeg sat mig ned for at læse. Først Erica Jong (kvindelig power), bagefter ‘Et Lille Liv’ som min veninde gav mig i fødselsdagsgave tidligere på ugen. Jeg græder, mens jeg læser. Ikke at det siger så meget; jeg græder fucking hele tiden, haha. Jeg vil ikke lave spoilers på bogen, men den rammer en nerve, jeg ikke vidste var vigtig lige nu: Frygten for at blive elsket, at åbne sig, spørge om hjælp; genvinde troen på, at man er noget værd.

Jeg troede, at jeg bare kunne blive ved med at arbejde og læse, arbejde og læse, og så ville jeg vågne op en dag og være renset. Men denne tømmermændsdag har været en grufuld efterligning af forrige lørdag. Jeg har tænkt på at dø hele dagen; været spærret inde i mit hoveds ulidelige tanker, fanget i osteklokken. Jeg presser grådkvalt ansigtet ned i puden med de negative tanker buldrende mellem ørerne, og jeg kan ikke finde ud af at sige det til nogen. Jeg skriver en lang mail til min psykolog, hvilket hjælper lidt. Den konkluderer dog ikke noget; opridser bare al min lidelse. Jeg bliver rædselsslagen over, at jeg har det sådan her. Jeg frygter, at jeg vender tilbage til en tid, et sted før nulpunktet, og at jeg skal starte forfra.

Min lejlighed ligner et bombet lokum. Her er beskidt, for jeg har ikke støvsuget i snart en måned. Tøj ligger spredt ud over gulvet. Det er som om, at tiden står stille; at jeg bevæger mig gennem rummene som et spøgelse, der ikke længere bor her, ligesom jeg vist heller ikke bor i mig selv for tiden. Hvordan kan jeg finde hjem igen?

Mens jeg skriver, går det op for mig, at jeg er meget sulten. Jeg har spist 6 pandekager og en halv pose chips i dag. Min menstruation sender smertestråler ud i lårene. I vinduet kan jeg se et slasket menneske skrive på sin gamle Mac. Genspejlingen viser en lille pukkel på nakken, en kropsdeformitet der afslører al den tid jeg har tilbragt i fosterstilling. Snart kan det vel også ses i mit ansigt; sorgen. Jeg frygter den dag. Puklen kan skjules med skjorter, rullekraver og mit taljelange hår. Men hvordan skjuler man et ansigt?

Jeg forsøger at tænke på det sorte hav, der omsluttede mig i nat.
Jeg skulle måske have taget ud til havet i dag.

I stedet for har jeg bare set 2 sæsoner af ‘Casual’ (som handler om et søskendepar, hvis liv sejler). Stilstand.

Jeg prøver at komme i tanke om hvad man skal sige til sig selv. Sådan noget “Du er stærk”, “Du er god”, “Du kan godt det her liv”, jeg forsøger at sige sætningerne højt, men jeg lytter ikke ordentligt efter. Forhåbentligt er det her bare tømmermænd og menstruation. Det skal ikke være permanent.

Det skal det ikke.

Det skal det ikke.

Det skal det ikke.

Sommeren må godt slutte snart.

(jeg skammer mig allerede over denne tekst, men man skal ikke være bekymret for mig, jeg klarer mig. det er vigtigt at skrive, det er det, er det ikke? ellers bliver det bare værre, tror jeg. jeg er optimist, det er jeg, og jeg håber, jeg ved, at tingene bliver gode igen om lidt. det skal de.)

party in my pussy

Hva’ så din liderlige tøs…
Jeg har drømt om dig i nat.

Jeg sletter beskederne.

8 timer senere ringer et ukendt nummer.
Hvem er du? spørger jeg.
Amagerdrengen! Svarer han. Kan vi ikke tale sammen?

Jeg har på tom mave delt en flaske naturvin på Øen med min veninde. Jeg er skingrende beruset og pludselig super paranoid over, at Amagerdrengen ikke forstår, at jeg ikke har lyst til at knalde ham (som jeg de foregående dage har informeret ham om flere gange, men nok ikke strengt nok). Jeg tuder hele vejen hjem fra byen, og tænker hele tiden på, hvor fucked up jeg er; hvorfor har jeg overhovedet skrevet til ham i første omgang? Jeg kan ikke bare bruge andre mennesker på den måde. Konsekvenserne af mine handlinger synes uoverskuelige (igen, meget beruset af naturvin på tom mave).

Hans insisterende, perverse kontakt gør mig nervøs for de nøgenbilleder, jeg i et øjebliks delirisk liderlighed sendte til ham i lørdags (før jeg kendte til kæresten). Han har efterfølgende skrevet, at han sidder og onanerer til dem. Hvis han bliver besat af mig eller vred på mig over, at han ikke kan ‘gennemkneppe’ mig, så lægger han billederne ud på nettet og så er mit liv ødelagt. Mit ansigt er ikke på billederne, men jeg ser kun katastroferne.

Samtidig kommer jeg i tanke om, at Amagerdrengen vist nok havde følelser for mig i sin tid, og at jeg tidligere har brugt ham som et stykke legetøj for at slippe for min ensomhed og kedsomhed. Jeg har ikke rigtig tænkt over det før. Amagerdrengen har altid bare været lidt en joke, fordi han er et virkelig skørt menneske. Men det går op for mig, da han ringer, at jeg har overskredet en grænse. Ikke kun i forhold til mig selv, men også overfor ham. Hvad hvis han slår op med sin kæreste og tror, at vi skal være sammen? 

No means no, skriver jeg først. Det føles dramatisk. Jeg er ikke et menneske der skriver sådan. Senere får jeg formuleret en ordentlig undskyldning og afvisning, som han godtager. Amagerdrengen er ikke fjenden.

******

Jeg har svært ved at skrive for tiden, fordi der er en del af mig, som ikke tør være helt ærlig (overfor mig selv) – eller tage mig selv seriøst, for den sags skyld. Jeg sletter mine ord hele tiden. Derfor er det nemmere at skrive om mænd. Lidt ligesom i virkeligheden: Det er nemmere at hænge ud med fremmede mennesker, end at håndtere de tætte relationer. Men nu er der sket dét, at min liderlighed har forladt mig. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst skete, og det giver mig en ny form for virkelighed, som jeg skal forholde mig til.

Jeg vil prøve at fortælle ordentligt om min weekend uden at joke. Weekenden var en af de værste, jeg har haft længe. Jeg tror ikke, at jeg fik det formuleret ordentligt i lørdags, fordi jeg fortabte mig i Amagerdrengens febrilske adfærd og store penis. Måske er jeg nogen gange også bange for at sige ordene højt. Jeg famler allerede nu, mens jeg skriver, efter at finde de rigtige ord. Men here goes…

*****

Søndag gik jeg rundt om Mosen. Det var ikke en fredfyldt gåtur, for jeg var bange for at stå stille. Når jeg stoppede op i min svedige powerwalk, var det eneste jeg kunne tænke på, at jeg havde lyst til at dø. Jeg blev ved med at skyde billeder ind i mit sind; at jeg faldt ud over altanen, druknede i Mosen, dinglede fra et træ i et reb. Jeg skræmmer mig selv med de tanker. De er så ufatteligt ukonstruktive, og efterlader mig komplet handlingslammet. Når man kun tænker på at ophøre med at eksistere, så er det noget nær umuligt at forholde sig til løsninger eller håb.

Jeg placerer mig selv – helt bevidst – i et vakuum, hvor jeg forsøger at skabe så meget støj (med pik, tv og musik), at jeg ikke kan høre mine egne tanker. Jeg tager mig selv i at flippe med min højre pegefinger; jeg kigger på den, og ser at jeg er i live, at jeg styrer den, at jeg har en fri vilje. Hver gang jeg flipper den op og ned, tuder jeg. Jeg vil dø, jeg vil dø, jeg vil dø, siger pegefingeren i sine stædige bevægelser. Jeg tænder for fjernsynet, prøver at sove, tvangsfodrer mig selv. Jeg ved, at jeg burde snakke med nogen, men jeg har ikke lyst til at ringe til nogen. Jeg er sikker på, at de vil være trætte af mig; trætte af at høre om, at jeg “har nedtur på igen”.

Jeg kender efterhånden mine nedture, og jeg ved, at de nok skal gå over, så jeg panikker ikke (som sådan). Men der er strøtanker, som sender mig selv på Psykiatrisk Skadestue; som om det ville være lettere for mig at lade mig indlægge, end at skulle gribe telefonen og ringe til en ven. I stedet for at gøre nogle af delene ligger jeg bare på gulvet, flipper med pegefingeren og venter på at dagen sluger timerne. Tingene bedres fra 0 – 100 da jeg vender tilbage på kontoret mandag morgen.

Det er svært for mig at finde ud af, hvorfor jeg skulle derhen i weekenden; hvorfor jeg gjorde det mod mig selv. Igen må jeg famle efter ordene. Måske jeg skal tilbage til Liderligheden Der Blev Væk. Jeg har ikke lyst til at have sex, og jeg har ikke lyst til at involvere mig med nogen mænd. De sidste to uger har været sære, fordi jeg er vant til, at min rastløshed gør alt for at skaffe mig noget pik der kan fylde mig op.

****

Under den første hypnosesession med Hypnotisøren løj jeg overfor ham. Han sagde, mens jeg var i trance (og dog stadig ved bevidsthed).
– Nu skal du tænke over et ord, som repræsenterer det, som ville være allermest grænseoverskridende for dig; dér hvor jeg virkelig kan bryde dine grænser. Bare lade ordet komme af sig selv. Det kan være alle ord. Lad det tone frem, og når du er klar, fortæl mig det.

Det første og eneste ord der poppede op i mit hoved, var “kærlighed”.
Men “kærlighed” er ikke et sexet ord, så jeg tunede ind på hans begær og kinks. “Underkastelse,” løj jeg.
“Ja. Underkastelse. Du vil bare gerne slippe kontrollen, overgive dig til mig. Du er min. Sig: ‘Jeg er din’. Du underkaster dig mig.”

Jeg fulgte hans instrukser, men under alle mine ord, vidste jeg godt, at det ikke var underkastelsen der ville være grænseoverskridende for mig. Underkastelse er let, for det er jo bare en eskapisme; noget man kan vælge til. Det er sværere at rent faktisk tage kontrollen; og det allermest grænseoverskridende jeg kunne forestille mig, viser det sig åbenbart, ville være at blive elsket og skulle elske. Den slags kontroltab, der går dybere end underkastelse nogensinde ville kunne gøre.

Så selvfølgelig forsvinder Liderligheden. For min liderlighed har i lang tid været bundet op på at blive fyldt op, og underkaste mig mandens begær. Men hvad med mit eget begær? Hvad er det egentlig jeg selv har lyst til? Det kan jeg få lov til at spørge mig selv om nu. Et generelt begær, som ikke nødvendigvis er forbundet til sex. Hvad sker der, hvis jeg indrømmer over for mig selv, at jeg rent faktisk gerne vil komme tæt på andre mennesker; at jeg ønsker kærlighed, begærer kærlighed. Det går op for mig, at jeg vitterligt ikke har nogen anelse om, hvordan man gør, og det gør mig så ubegribeligt ked af det.

Så når jeg tænker så voldsomt på, at jeg har lyst til at dø, handler det ikke om selvmordet. Det handler om, at jeg vil ændre noget. Ikke at jeg skal være et andet menneske, nej, ikke noget selv-optimering. Men jeg skal give mig selv plads, og at jeg skal begynde at leve mit liv.
“Du har slet ikke givet dig selv muligheden for at opdage bare halvdelen af, hvad du er i stand til, og hvad du egentlig rummer. Du kan så meget, og du er så meget. Jeg ville ønske, at du gav dig selv plads til at se, hvem du i virkeligheden er. At du tillod dig selv, at vedkende dig din egen lyst og rummede dig selv, for alt hvad du er,” siger min psykolog kort før sessionen slutter.

Før jeg ankommer til hendes praksis i indre by, har jeg stået og grædt foran Metro-byggeriet på Rådhuspladsen, fordi jeg opdager, at de store grønne metro-mure er blevet taget ned og erstattet af et gennemsigtigt metallhegn. Jeg er et sentimentalt, dramatisk menneske, og jeg kan selvfølgelig ikke lade vær’ med at forbinde metrobyggeriet til mit eget liv. Nu bryder mine forsvarsmure sammen, siger jeg til mig selv, og tænker på, at murene har været oppe siden jeg flyttede til byen for 8 år siden. Nu tages de ned, der bygges noget nyt, noget bedre, og måske er jeg, ligesom metroen, også snart færdigbygget (hahaha, åh…). Men du forstår pointen. Jeg er metro-byggeriet. Nej. Jo. Nej?

Nå.

Men.

Hvad så nu?

Hvad har jeg lyst til? Hvad har et færdigt metro-byggeri lyst til?
Køre stærkt. Derudaf! Jeg skal bare dauda. Selvfølgelig.

Små skridt, små ture, små bevægelser. Jeg har ikke travlt.
Og jeg har virkelig ikke lyst til at dø.

(Ærlig talt gør det hele mig ret ængstelig.)

****

Denne sang er på min discover weekly.
Passende.
Ligesom at det regner i dag.
Passende.

sommeren klæder hende

Jeg har prøvet at skrive et indlæg i tre dage, men jeg går i stå hver gang. Jeg skylder skylden på varmen; fralægger mig alt ansvar. Fuck varmen. Nu prøver jeg igen, fordi jeg tror, at det er godt for mig at skrive. Der var mange ting, som jeg gerne ville fortælle, men det føles irrelevant lige nu. Jeg gemmer historierne til en anden gang.

***

Jeg sætter i løb ned af Rentemestervej, fordi det pludselig ser ud som om, at himlen er ved at kollapse over Nordvest. Jeg troede bare, at det var natten der var på vej, men nu kan jeg se, at jeg skal skynde mig hjem. Lynene flækker mørket. Mens jeg løber, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke kan finde ud af at løbe. Tænk at jeg løber. Hvor er det dog underligt. Jeg ville klare mig så dårligt under apokalypsen, jeg ville dø som den første. – en tanke, jeg desuden har tænkt flere gange i løbet af dagen, for den måde jeg håndterer #tørken2018 på, er ved at ride stormen ud, isoleret i min lejlighed. Det er altså ikke særlig hardcore survival skills.

Isolationen klæder mig ikke.

Jeg har fundet et spot mellem altandøren og køkkenvinduet hvor der er gennemtræk og hvor jeg har placeret en hynde. Der ligger jeg så. I går så jeg en masse fjernsyn. ‘Castle Rock’, den er virkelig god. I dag har jeg set de sidste tre afsnit af ‘Sex and the City’ og den elendige film (der varer 2,5 time, wtf). Så spiser jeg mine måltider dernede. Spilder pesto og frysepizzaost udover mig selv. Falder i søvn. Græder lidt i fosterstilling. Onani uden liderlighed. Swiping på Tinder. Finder nye mennesker at følge på Instagram.
Set i bakspejlet burde jeg nok have lavet weekendplaner.

Det gik ellers OK denne uge; Sommeren versus W.. Det startede godt, virkelig godt. Jeg tog alene på stranden to dage i træk. Badede, tannede, lyttede til bølgerne; alt sådan noget strandnoget. Det var også ret fedt. Altså, jeg havde det godt, på stranden. Jeg følte mig aktiv, at jeg bare sådan trampede afsted mod Amager og Reffen i styrtende hede. Wow, måske jeg faktisk er et sommermenneske. Men det er også hårdt, sådan en slags sommerlivsstil. Især når man lever den alene.

Måske var det et værn jeg byggede mod min fødselsdag. Jeg burde have været på arbejde, men valgte stædigt at overgive mig til sommeren i stedet for. Men der findes jo ingen opskrift på sådan nogle aktiviteter, og strandturene og de solstiklange cykelture, de bliver til en underlig form for eskapisme, indtil jeg på min fødselsdag vælger at trække stikket, og gemmer mig på Kirkegården. Kirkegården er desuden ikke så anderledes fra strandene. Jeg er alene og tavs med mine hjernedøde tanker. Jeg forstår nogle gange ikke, hvordan jeg får tiden til at gå; hvordan timerne bare kan glide væk fra mig, uden at jeg foretager mig noget. Jeg lytter ikke engang til musik. Jeg kigger bare. Eller lukker øjnene. Fuldstændig øredøvende tomhed.

Der burde være en form for dramatisk morale i at spendere sin fødselsdag blandt døde mennesker. Det er der ikke engang. Men jeg havde bare ikke lyst til at se nogle mennesker. Ligesom de andre dage. Jeg havde endda helgarderet mig mod klokken 00-tomheden (dér hvor ugen knækker over i ens horrible fødselsdag på minutslaget) med en impulsiv Tinderdate med en australsk turist, som jeg vidste skulle rejse hjem 12 timer senere.

Vi sidder i Nørrebroparken ved pushernes headquarter (sehr romantisch) og snakker om eksistentielle kriser, jordens undergang og kreativitet (på en følsom og ikke-intellektuel facon, jeg er ikke intellektuel, fuck no), hans hår er mørkt og krøllet, øjnene varme, han er en sensitiv, introvert type, og han kysser mig krævende ind i fødselsdagen, masserer mine bryster gennem det tynde stof. En pusher hoster og hakker ved siden af os, og en pantsamler lyser med sin lille lygte, mumler på afrikansk. Jeg griner over, at det er sådan her mit næste leveår starter.

Jeg tager ham med hjem, selvfølgelig, og han er som P. overalt på min krop, de blideste, ømmeste kærtegn, erfarne fingre og perfekt pik, og vi sveder i tropenatten i lækker elskov. Jeg er glad for, at det er sådan min fødselsdag starter. Han tager tilbage til Australien, og jeg kvæler alle følelserne, danser ekstatisk bag lukkede gardiner, og ender som du ved, på Kirkegården. (Senere mødtes jeg med mine forældre og fik gaver og spiste middag, men det er ikke så vigtigt for historien)….

Hvor var det nu jeg kom fra? Hvad var det jeg skulle skrive om?

Jeg fortaber mig i ligegyldige historier nu, kan du se det? Det går så let for mig. Der er ingen plan med det her indlæg, og jeg prøver at presse eventyrerne og dramatikken ned over mine ord.

Men faktum er, at jeg ikke har det sådan vildt godt.

Da jeg går ud her til aften, før himlen er blevet sort, forsøger jeg at huske mig selv på, at jeg har det sådan her hvert år i Juli måned. At jeg lider af en form for ulidelig sommerdepression, der gør at jeg isolerer mig komplet og gribes af en afsindig ensomhed, som er nærmest umulig at ryste af mig. Der er ingen angst tilknyttet, kun det her latterlige  mørke. Jeg er ude af stand til at lave aftaler, vedligeholde mine relationer og passe mit arbejde. Jeg lægger mig i stedet for bare ned og venter på at dagene forsvinder. Jeg ved ikke, hvad det er for en slags dag man venter på skal komme. Altså, hvis man sådan hader alle dage og ønsker at tiden forsvandt, hvornår er det så, man forventer det ændrer sig? At man vågner op en dag og bare har det fedt?

En kær veninde skraber mig op fra stuegulvet i går aftes (forestil dig en stor slimklat, der klistrer fast ned mellem gulvbrædderne), og vi kører i en stor bil op langs kysten. Bilens heftige aircondition gør mig ør. Jeg fortæller hende ikke, at jeg har ligget og grædt hele dagen, og ønsket at jeg var død. I stedet for spiser vi en stor is og snakker om alt muligt andet. Vi ryger en joint hjemme i haven, og mine tanker bliver abstrakte og usammenhængende. Jeg sover i kælderen under et kradsende uldtæppe. Der er en skarp duft af petrolium eller olie, men jeg er skæv og falder i søvn uden at tænke to tanker, mens telefonen bimler med tinder-matches (“Du ser mystisk ud” og “Vil du ikke lære mig at rulle cigaretter?”) og en mail fra Australieren, som jeg har sendt en tegning (“It’s bizarre to think now that only a day ago i was in a sunny park drinking with you. It was really nice, thinking about that makes me smile.”).

Da jeg kommer hjem efter dødssøvnen i kælderen, skriver Amagerdrengen til mig. Han viser mig billeder af alt muligt sexlegetøj, som han har erhvervet sig. Han vil gerne stikke ting op i mig (“fylde dig ud til der ikke er 1 mm ledig”), og han vil gerne have, at jeg skal være hans slave, som han kan ydmyge og herske over. Jeg går med på fantasien, for jeg keder mig, og fortæller ham, at jeg er god til at adlyde. (god pige..)..

Når jeg kommer,
skal du have
ingen BH på.
ingen trusser
kun en nederdel
og
udviskede grænser.

Hvor går dine grænser, bliver han ved at spørge. Jeg har ingen grænser, siger jeg (løgn). Han vil gerne trække mig ud under bruseren og tisse på mig. Jeg siger, at jeg ikke helt er klar til at blive tisset på (grænse!). Efter to timers underlig sexting (han har aldrig skrevet til mig om de her ting før), skal han videre i sin lørdag. Det bliver dejligt at se dig igen, siger han, idet vi har aftalt at (måske) mødes i næste uge (jeg tvivler kraftigt).

Inde i mit hoved runger min psykologs stemme (jeg ser hende i tirsdags for første gang i en måned):

Du prøver at slippe væk fra dig selv.

For jeg snakker om frigørelse. Og jeg snakker om at afgive kontrollen. Om at overgive mig, underkaste mig. (jeg fortæller hende om Hypnotisøren, som hun er meget skeptisk overfor).
Hvad er det du vil frigøres for? Dig selv?

udviskede grænser

lol.

Amagerdrengen har desuden ikke skrevet af sig selv.
Jeg har skrevet til ham tirsdag aften, fordi jeg havde lyst til, at der skulle komme en genkendelig krop og holde om mig, mest af kedsomhed og ensomhed. Men Amagerdrengen er åbenbart ikke længere en JustEat-pizza med kort leveringstid. Han er blevet til et langtidshævet Ølandshvede med respekt for sig selv (og er åbenbart proppet med pikant sexlegetøj og S/M-tilbøjeligheder, who knew). Jeg føler mig patetisk, fordi jeg samtidig begræder, at jeg ikke kan finde ud af at vedligeholde nogle af mine relationer. Jeg støder alle mennesker fra mig, lukker mig i som en retarderet musling og vælger at se fremmede mennesker i stedet for mennesker der er mig tæt. <— Dette er selvfølgelig katastrofeudgaven af mine tanker, for det står i realiteten nok ikke så slemt til (håber jeg?)….

Ah! Amagerdrengen tjekker ind imens jeg sidder og skriver:

Jeg tænkte på dig her til aften,
mens en anden havde mig i munden
Men jeg kom ikke.
Kun hende.
Tre gange.

Jeg har savnet din fisse.
Jeg har savnet dine bryster.
Jeg har savnet at bruge dig.

(Hvis jeg skriver det på den her måde, lyder det næsten som et smukt digt, gør det ikke? Et postmodernistisk, kropsvæskende digt..)

****

Regnen kom aldrig til nordvest..
Hvorfor løb jeg hjem?
Varmen er en undskyldning, jeg ved det godt. Juli-måned ville være rædselsfuld om varmen var der eller ej. Jeg har prøvet at være det her sommermenneske, men jeg lever på en løgn.

Jeg hader, at jeg ikke kan finde ud af mit liv. Jeg har vitterligt ingen anelse om, hvad jeg laver, og det føles som om, at jeg kun fucker op.
En håndgranat lige i sylten.

****

Lidt mere postmoderne digtning fra Amagerdrengen at slutte af på:

Dine tårer lyder lækkert
Udløst af presset fra min pik
i din hals

Det er følelsen af
at kunne gøre med dig
som jeg vil


Og ydmygelsen

Er hård nu 
Vil gemme på det
til dig
Tror det ville se godt ud
i hele dit ansigt 

Søndagen gider jeg ikke
Til middag med noget familie

Måske lidt pik i mund før eller efter
Første gang jeg møder hendes familie
Orker ikke helt
Og ja, hun er min kæreste.
Men det er vel ligegyldigt?
….
….

***

Okay, det fungerer faktisk meget fedt med live-digtning på denne måde. Det får mig til lige at skulle knytte en kommentar til ovenstående.

Det viste sig, at Elveren, det sekund han matchede med mig på Tinder, var kommet ud af et tre år langt forhold, og derfor “ikke ville noget seriøst, jeg vil bare ha’ det sjovt, HAHA, SJOVT, og vi kom for tæt på hinanden sidst, og det går jo ikke når jeg bar’ vil ha’ det SJOVT HAHA….”
whathefuck.
Hypnotisøren forsvandt desuden også et sted i Spanien med sin dame. Altså.
I couldn’t help but wonder: Hvad er det der foregår?
“Femme fatale,” jovist. Deres slave. En dygtig pige der tager imod. Ingen grænser, husker du vel nok.
Hold kæft, det er åndssvagt man.
Det stopper nu.
I morgen, hvis vejret tillader det, går jeg ned i Mosen, og så kravler jeg fucking op i mit klatretræ og finder ud af, hvad fanden det er der sker.

Nu vil jeg bare være sådan her for evigt:
(#åretssommerhit)