græsset er altid lidt mere svitset på den anden side

– Man føler kun ingenting, indtil man pludselig føler det hele, sagde en klog kvinde engang.

Det var mig der sagde det.
Lige nu.
Og jeg er ikke særlig klog, så jeg er ikke helt sikker på, hvad det er jeg mener.

– Det er nok bare lige i dag, at du føler ingenting, rådgav min søster mig i går, da jeg begyndte at problematisere min ubekymrethed og følelseskoldhed omkring alle Mændene og deres Stive Pikke der prikker på min rude om natten, gok-gok, siger det, ligesom fuglenæb, gok-gok, flæbende natteravne der mest af alt flyver væk (hvis jeg skal se sandheden i øjnene). I en hurtig vending var det gået op for mig, at jeg ikke føler noget som helst for nogen, hvilket altid gør mig bange, fordi jeg er rædselsslagen for at blive kynisk.

****

Jeg fejrer hver gang, at jeg har været på kontoret.
Du er så dygtig, siger jeg til mig selv. Du tog derhen. Selvom du kun har siddet ved dit skrivebord i fire timer, så fortjener du da en stor, saftig Aperol Spritz, mens dit ansigt bliver branket i den stegende eftermiddagssol. Dygtig pige. Så flittig og arbejdssom.
Mit smil fryser bag de mange cigaretter i en frydefuld grimasse. HE HE. Når jeg glider ind og ud af øl og hvidvin og aperol og jazzfestival og arbejde og venneaftaler og tv-aftaler på denne facon, så forsvinder dagene let i sommerheden, uden at jeg ja, føler noget.

Her til aften er jeg for første gang hjemme inden midnat. Jeg har ikke engang haft tømmermænd, til trods for at jeg i går drak omkring 8 genstande. Praise be. Jeg har glemt, hvad man laver, når man har en aften for sig selv, og jeg tripper rastløst på altanen. En af de Stive Pikke skriver til mig, og spørger om jeg kan huske billederne af hans pik for fjorten dage siden. (øh nej…) Jeg spørger, om hans pik har fået ferie. Han sender et close-up af den i sorthvid. Dens årer er tydeligt fremstående og det ser næsten helt grotesk ud, så tæt på. Han siger, at han gerne vil stikke ned dybt ned i min hals, så jeg ikke kan trække vejret. Åh. Det kan jeg slet ikke overskue, tænker jeg og lukker beskeden. – Føler du den ikke? spørger han, da jeg ikke svarer. Det virker helt fjernt, at jeg skal kvæles i pikke nogensinde igen.

Imens får jeg en lang besked fra Elveren (den sjældne – og lettere clingy – fugl der gerne vil ses igen), som beskriver hans ferie med enorm detaljerigdom. Han skriver på samme måde, som jeg selv gør til næsten-fremmede: Sindssygt langt, detaljeret og alt for personligt. Jeg smiler, da jeg læser beskeden, for jeg kan virkelig godt lide det. Ingen spil. Samtidig tæsker min hjerne: Hvis du nu bliver kærester med ham, hvad så med alle Pikkene? Hvad med de andre 10 mænd, hvor døren stadig er åben? Hvad med slow-fixet, hvad hvis jeg tiltrækkes af ham igen? Hvad hvis P. eller Løven pludselig skriver til mig en dag og vil ha’ mig? Og var det ikke meningen at jeg skulle prøve analsex – ja, HVAD FANDEN GØR JEG MED ANALSEXEN?…

… Jeg opdager (heldigvis), at min tankegang er afsporet, og passer perfekt ned i min egen dating-frustration: Ideen om, at græsset altid er grønnere på den anden side. Der venter altid noget bedre derude, så man skal ikke settle for mediocre. Hvilket får mig til at tænke på, hvordan får folk overhovedet kærester? Hvorfor bliver man ved med at være single? Hvad er bedst – kortvarige, intense flings eller langsigtet, dyb kærlighed? Hvordan navigerer folk rundt i det? Handler det, når alt kommer til alt om kærlighed? Hvad er kærlighed overhovedet? (Og hvorfor føler jeg ingenting?)

gok-gok… Du godeste, jeg har datet mig selv op i et hjørne.

****

Jeg tænker desuden på jazz.
Jeg tror, jeg skal lytte meget mere til jazz.
En klog kvinde sagde engang:
– Jazz (og sex) gør dig til et levende menneske. 
Det var mig der sagde det.
Lige nu.
Og som du nok kan forstå, så er jeg virkelig ikke særlig klog.
Min hjerne er fried i denne varme. Deep-fried. Jeg overgiver mig. Hvad skal man ellers gøre? Så er det måske meget fint ikke at føle for meget.

En anbefaling: For guds skyld se Hannah Gadsby’s netflix-special ‘Nanette’. Jeg kan ikke anbefale den nok. Jeg kan ikke slippe hendes vrede, jeg kan ikke slippe hendes afmagt. Det ændrer noget, rykker ved noget. Alle bør se den. Virkelig. Det er ret vigtigt.

under fremmed flag

Jeg læser artiklerne om varmen. Det er ikke naturligt, at det er så varmt. Ligesom det heller ikke var naturligt, at vinteren var lavet af ren is. Jeg forsøger på ikke at dykke ind i dommedagsfølelserne, men det er svært. Der er en stemme i mit baghoved der hele tiden siger (med en mørk, dyster stemme, selvfølgelig): “Der er ikke nogen grund til, at du tænker på fremtiden, for fremtiden findes ikke.” Men i dag tager jeg jeans og striktrøje på, det er køligt og blæser, og jeg cykler med stram cykelhjelm og friskpumpet cykel ind på kontoret, insisterende på at skabe en struktur og på at omfavne en eller anden fremtid. Koncentrér dig, for helvede.

Jeg sover dårligt for tiden. Jeg vågner op hele tiden, vender og drejer mig, svimler ind og ud af drømmene, mareridtene, tænder lyset, tænder telefonen, og angsten siger, at den gerne vil besøge mig, men under menstruationen kan jeg ikke høre den. Jeg tuder mekanisk og hysterisk her og dér, det overrumpler mig, og jeg kan få paranoide tanker om, at det hele er ved at gå i opløsning; at jeg er ved at gå i opløsning. Jeg har det meste af tiden lyst til at skrige ind i en væg.

***

I går vandrer jeg alene rundt om Bagsværd Sø. Det er som om, at det allerede er ved at blive efterår; skoven er forvandlet til pindebrænde, og jeg er sikker på, at bladene normalt ville være grønnere. Der lugter af gammelt mosevand og fårelort ved klubben, hvor jeg parkerer min cykel. Jeg er tilbage i alle de somre, jeg har spenderet her. Alting lugter af barndom. Jeg ser mit barndoms-jeg i træerne, i mudderhullerne, i kanoerne, mens mit voksen-jeg tumultarisk tonser langs grusstierne med stålfaste skridt. Søen virker ny, jeg kan ikke huske stierne, samtidig med, at jeg mentalt er fanget i fortiden.

På en bådebro sætter jeg mig i skrædderstilling og trækker vejret dybt ned i lungerne. En ældre mand i kajak passerer broen. Søen er blikstille og hans pagaj rammer vandets overflade lydløst. Vandet ser så blødt ud, tænker jeg vemodigt. Det er blødt. Jeg begynder at græde voldsomt, som om jeg slet ikke kan håndtere, at noget kan være så roligt, så blødt. Jeg har lyst til at hoppe i vandet, ligge på ryggen og være en del af blødheden. I stedet sidder jeg bare stille med sovende lemmer og en stor knude af ulyksalighed fæstnet lige i brystet. Et gammelt ægtepar et par meter væk kommenterer internt på alle de fugle de har set. Jeg renser mine kinder for tårer og smiler høfligt til dem.

Da jeg går dybere ind i skoven, bliver jeg ked af det over, at jeg skal forlade søen snart. Jeg tænker, at jeg kun er lykkelig, når jeg går i naturen; at det er det eneste sted noget som helst giver mening, og jo mere jeg går, jo tættere på er jeg på afslutningen af lykken. Jeg overvejer, om jeg skal finde en lang vandretur at tage på, som om at der ville ligge en dybere sandhed i den ubegrænsede tur. Måske den ville få mig til at indse noget vigtigt, give mig fred. Men den ville jo også slutte på et tidspunkt, det ved jeg godt. Hvorfor er jeg hele tiden så forhippet på at forsvinde fra mit liv?

***

Mine forældre kommer hjem fra sommerhus senere på eftermiddagen. Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke med dem, men bliver alligevel nødt til at skrue den rette mine på. Jeg siger, at jeg er lidt diffus efter middagsluren, undskyld. Min fars stress borer sig ind i tapetet fra første sekund de kommer hjem, rummene fortættes og syder stille i vores alles tavshed. Senere skal vi i biografen. Vi skal se ‘Hereditary’. Jeg har aldrig været en gyser-pige, og det virker skørt, at jeg selv har arrangeret denne biograftur. Hvornår var jeg sidst i biffen med mine forældre? Jeg sidder som et lille barn mellem dem i den store sal.

Filmen er afsindig uhyggelig (og virkelig god. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Det føles som at være på den store rutsjebane, dog uden at jeg har lyst til at kaste op. Den spænder mellem psykiske lidelser, spøgelseshistorier og en underliggende, klaustrofobisk angst i den tavse lydside. Min far er bestemt heller ikke en gyser-pige. Han håndterer angsten ved at grine rigtig meget og hele tiden kigge på mig, som skulle jeg anerkende hans rædsel. Jeg stirrer stift på skærmen, ubevægelig (og besat, ahhh), og bliver irriteret over, at han ikke bare kan gå ind i dét som han føler og anerkende, at han er virkelig bange. I stedet griner han bare, selvom det er dybt alvorligt og rædselsvækkende, der er virkelig ikke noget at grine af. Min mor sidder stiv i sædet på min anden side. Hun er urokkelig. Izkold. Jeg har lyst til at bytte plads med hende. Da filmen er slut skynder mig at cykle tilbage til byen. Det er alt for uhyggeligt at skulle blive i barndomshjemmet efter en beretning om så konfliktfyldte familierelationer. Nu længes jeg pludselig efter larmen i Nordvest. Støj.

***

Du tar min hånd
Og bider til mit blod
Løber ned over hagen
Ned ad din hud

Og du er rasende
Rasende smuk
Når du springer over bord
Med et spinkelt suk

Min søster siger, at jeg skal lade vær’ med at lytte til teksten, at det er dårlig timing. Det er fredag eftermiddag, og vi sidder på hendes værelse i bofællesskabet. Hun går på toilettet, og jeg lytter selvfølgelig til sangen, tager den ind (i min hud, i mit blod). Da hun kommer tilbage, kigger jeg ned i gulvet med blanke øjne.
Det er så trist, siger jeg.
Jeg ved det godt, siger hun.

Et par timer forinden har jeg fået en SMS fra P. Jeg har ikke hørt fra i over i to uger, men jeg har ventet på beskeden, siden første gang jeg mødte ham. Jeg er ikke overrasket over, at han slutter det. Det er desuden svært at slutte noget, der ikke engang er startet. Hans ord kommer fra mørket, en lille stemme jeg næsten ikke kan høre. Han beskriver dagene der flyver forbi uden at gøre væsen af sig. At der ikke er plads til nogen i sådan et rodet liv. Det vidste jeg godt. Jeg bliver heller ikke ked af det, nok mere lettet.

Alligevel er det en sær tristhed der omkranser relationer som dem her. De der intense øjeblikke af forelskelse, der kan ramme en ud af det blå. Når man støder ind i mennesker, der pludselig betyder noget; nogle der ser en, og man ser dem, og intimitet der føles rigtig, en synkronisering, en broget virkelighedsforvrængning, på trods af smerte og fortid og den kommende dommedag. Jeg har siden, jeg mødte ham, forsøgt at dulme følelserne med stive pikke, akavede kys og lange sove-i-ske-sessioner med delvist ligegyldige mænd. Min lejlighed er blevet et bordel, hvor jeg følelseskoldt og på rutinen overgiver min krop. Fyld mig op, beder jeg. Hold om mig, beder de. Alle vinder, ingen vinder.

Når jeg kommer til at tænke på alle mændene og den lammende tomhed det afføder, kan jeg blive helt angst. Det føles klaustrofobisk at være tæt på så mange, uden overhovedet at være tæt på nogen. Samtidig bimler min telefon med beskeder fra tirsdagsdaten, som synes jeg er sjov, smuk og interessant, og som lettere desperat gerne vil mødes igen, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke bliver afvist; at der er en der vil have mig. Åh. Jeg holder ham hen, armslængdeprincippet, fordi jeg slet ikke kan rumme, at dating ikke er forbundet med tomhed og smerte. Jeg prøver famlende at give ham lov, men min krop strider imod, og jeg sender fortsat beskeder ud til de digitale mænd, holder alle dørene åbne, for hvis uheldet nu skulle være ude, skal min krop aldrig være alene. Mit hjerte er beseglet, jeg ser det dirre i sin fæstning, mens blodet løber ned af min hud og ud på fortovet.

***

Jeg er bange i dag. Ligesom alle de andre dage. Så uendeligt bange. Gyserfilmen forfølger mig, overalt er der genfærd og uvirkelighed. Måske angste mennesker med sarte nerver ikke bør se gyserfilm, måske angste mennesker med sarte nerver ikke bør dyrke uforpligtende sex, måske angste mennesker med sarte nerver bare skal bedøves og sendes ud i en skov, ved en sø, kastes overbord i blødt vand. Jeg skal have struktur i mit liv, jeg skal have en plan, for ellers forsvinder jeg. Jeg ved det godt.

Vi sejler
Under fremmed flag
I rum sø
Dag efter dag

Sejlet
Det har vi brændt op
Og nu flyder vi
I stille chok

slow-fix

Hans viltre, lysebrune brysthår er lange. Jeg kigger på min hånd der er begravet i dem. Jeg forestiller mig, at det er en ø, hvor markerne vokser med disse krøllede, stride kornsorter. Hvis man var skrumpet til 2 millimeter, ville man fare vild i junglen. Hans øjne er lukkede, han sover. For to måneder siden snakkede han om quick-fixes, men nu ligger jeg nøgen op af ham på trettende time, og kan ikke lade være med at spekulere på hvad det her så er. Et slow-fix?

***

Jeg ved, at han skal være med i selskabet, og jeg er helt cool med det, jeg er så cool man. Jeg er bliver alligevel overrasket over, at jeg selv i ædru tilstand føler mig utrolig tiltrukket af ham. Når han smiler, bliver hans øjne til to små, smalle sprækker. Jeg forsøger på, ikke at kigge alt for meget på ham, men når vi får øjenkontakt, selv gennem sprækkerne, får jeg stød. Da vi går videre til næste bar, sætter han mit hår. Jeg bærer stolt den grimme rottehale og fniser som en 10-årig pige.

Det tredje sted (forestil dig her en markant intensivering af selskabets brandert) skyder jeg hofterne mod ham på dansegulvet, jeg kan ikke styre det, kigger forførende på ham (med mine rullende, glinsende alkoøjne), presser mig op af ham. Vi flakser om hinanden som to ildfluer.

Det fjerde sted leder jeg efter ham. Jeg har ikke været her siden i vinters, med Løven. Stedet er en grafittimalet labyrint, og jeg forsvinder mellem søjlerne, spilder guldøl ud over mine bukser, danser med håret hængende ned over hovedet, snubler lidt. Jeg holder hele tiden øje med ham, finder ham. Han tager mig i hånden og fører med med ud for at få luft. På den store betonafsats lægger han sit hoved i mit skød og lukker øjnene. Jeg bøjer mig ned og kysser ham blidt. Jeg er så træt, siger han. Jeg er så træt hele tiden. Vi diskuterer, om vi skal tage hjem sammen. Jeg vil bare gerne holdes om hele natten, siger han.

Uden at sige farvel til de andre svimler vi hånd i hånd ud i natten, og ind i en taxa mod min lejlighed. Når dørene lukkes i bilen, forsvinder hele verden. Jeg har på intet tidspunkt nogen fornemmelse af, hvor vi er henne. Byen glider lydløst forbi på den anden side af vinduerne, men jeg kan ikke genkende nogen af gaderne, det er som om, at vi er i en anden by. Han holder mig på låret og jeg holder min venstre hånd på hans kind. Vi kigger ordløst hinanden i øjnene hele vejen. Jeg tænker, at jeg skal huske denne følelse. MDMA-bomben rammer ham halvvejs på turen, fortæller han og holder tættere om mig.

I lejligheden vælter vi rundt, hiver tøjet af hinanden, boller, larmende. Vi skal ryge en joint, og så skal du holde om mig hele natten. Han sidder nøgen oven på mig og putter jointen ind mellem mine læber. Jeg griner, og lader som om, at jeg ryger den. Han siger, at jeg er smuk. Han sætter sig i vindueskarmen, på den kolde marmor uden en trevl på kroppen og tænder jointen, inhalerer dybt. Hans melankoli hænger i gardinerne sammen med hashen. Jeg stiller mig mellem hans ben, så jeg kan være helt tæt på ham, og puster røgen ind i hans mund, kysser ham i tågen.

Jeg holder om ham hele natten, ligesom han bad om, kysser ham mellem skulderbladene, begraver fingrene dybt i hans brysthår. Nogle gange vågner vi op og har sex igen. Men mest sover vi bare, indtil det næsten er blevet aften igen. Jeg er genert, når vi åbner øjnene, glemmer hvad vi kan snakke om, har vi overhovedet snakket sammen, bare ham og mig? Jeg kan ikke huske noget. Han forsvinder ud i solen, og jeg spekulerer på, om jeg kommer til at være tæt på ham en anden gang, eller om han bare er væk nu.

***

Jeg cykler i en impulsiv vending hjem til mine forældre med bragende tømmermænd. De er på ferie, så jeg er derfor alene i huset. Her er så ufatteligt beigefarvet, jeg glemmer det altid. Gråt og beige og stille. Det er beroligende for mine sarte nerver, men det føles syret, at jeg er her. Jeg forstår slet ikke, hvordan eller hvorfor jeg tog herhen, hvordan jeg overhovedet kunne cykle, hvad jeg ville her. Muligvis på grund af det store tv. Jeg havde vildt meget lyst til at se film på et stort tv.

Jeg ryger i stilhed cigaretter på det svitsede græs i haven iført mine mors mikroskopiske crocs og kaster skødesløst skodderne over hegnet, ud på gaden. Jeg prøver at forstå quick-fixes og slow-fixes, forstå natten, at holde om, blive holdt om, så inderligt, så imaginært, og jeg vil også gerne forstå tiltrækning, den vilde tiltrækning, men jeg kan heldigvis ikke tænke, mit hoved er vist stadig et sted mellem hashtågerne, undergrunden, i sprækkerne mellem øjnene og i mit kød, og i det fantastiske, farlige brysthårsland, hvor jeg vist allerede er fortabt.

Så en lille, lækker, ubekymret, ekstatisk sommersang til jer, min yndlings sommersang endda, det skal til, sådan en aften her, før vi drukner et sted uden vand. Jeg tænker, mens jeg kører halvblændet gennem Søborg med 100 km/t på min cykel og danser til den, livsfarligt, at det ville OK at dø, mens jeg hørte den, altså, at det ville være en smuk måde at dø på, så glad, dansende, i dagens sidste solstråler, fri på sin cykel, fri i sjælen, for en stund, åh.

en lunken dukkert

Jeg er meget uelegant gledet ned fra den tangglatte metalstige og plumpet ned i havet som en stor baby uden motoriske evner, og har derfor uden varsel fået mit hoved under vandet. Vandet kommer ind i min næse, og jeg glemmer et kort øjeblik at trække vejret. – Ik’ panik, ik’ panik, siger jeg til mig selv, mens jeg hoster og snotter – og smiler og vinker til vennerne på broen. Forinden har jeg haft en irrationel angst om, at jeg har glemt hvordan man svømmer, og når jeg kommer under vandet, vil mine ben og arme være lamme, og jeg vil stille drukne. Jeg deler tanken med de andre, og vi griner alle sammen. HA HA HA… i’m gonna die.

Jeg har aldrig været alene sammen med dem før. Vores fælles ven er der ikke, men vi har for nylig (i en brandert) besluttet, at vi godt kan gøre ting uden ham. Det er først da jeg siger hej til kæresteparret ved isboden, at det går op for mig, at de praktisk talt er fremmede. De sidste støder til og vi sætter os på broen. De er alle sjove, intelligente og velfungerende med kometkarrierer og sammentømrede parforhold. Jeg vil gerne fortælle historier til dem, men jeg stopper mig selv, fordi jeg er bange for, at de ikke vil synes, at historien er god eller sjov. Samtidig sidder jeg og karter rundt på badebroen i min 8 år gamle bikini, og forsøger på ikke at være for selvbevidst omkring min blegfede krop der klasker ud på håndklædet.

Jeg har brugt hele dagen på mentalt at forberede mig til at være en bekymringsfri badenymfe der hviler i sin krop, som deltager aktivt i samtalen og som synes det er så dejligt at hoppe i vandet. Jeg stiller mig hele tiden ud til badeværelsesspejlet og kigger på min kødfulde numse og den nubrede appelsinhud, det er ok, du kan alligevel ikke gøre noget ved det i dag. 

Måske har jeg det ikke i mig, at være en frejdig sommerpige. Melankolien er lige så tung som tangklumperne i mit hår, og jeg tænker hele tiden på, om de andre tænker, at jeg er ulidelig kedsommelig at være sammen med. Så jeg tager den lette vej, og ender op med at grine (alt for meget) af alt hvad der bliver sagt. De har mange ideer til, hvad vi ellers kan lave; sejle, tage ud på en ø, spise mad på den lokale restaurant. Jeg går naturligt ud fra, at jeg ikke er inviteret med. De er så seje og dejlige mennesker allesammen. Jeg føler ikke, at jeg passer ind.

Efter et par timer ophæves selskabet. De andre cykler, men jeg beslutter mig for at gå hele vejen hjem. “Jeg har brug for at bevæge mig,” siger jeg til dem. Det forstår de godt. Jeg er lettet, da de forsvinder ud af cykelstien. På min telefon tikker beskeder ind fra gårsdagens Tinderdate og fra Hypnotisøren. Førstnævnte vil gerne ses igen. Sidstnævnte vil gerne træne mig, så jeg er klar til ham om et par uger.

Jeg lægger telefonen ned i lommen igen, og får øje på den frodige oase der gemmer sig på den anden side af fortovet. Et højt springvand kaster gyldne, flakkende genspejlinger henover asfalten, og enorme piletræer og grantræer står majestætisk og svajer i Østerbro-stilheden. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg overhovedet nævner den park. Den forekommer mig som et paradis, mens jeg brødbetynget tørrer tårerne væk fra mine øjne. Den får mig til at føle mig enormt ensom, og samtidig sært rolig. Jeg har lyst til at gå derind, men et eller andet i mig stritter imod. Jeg går i stedet for bare hjem, lægger mig på sofaen og græder jævnt resten af aftenen. Jeg drømmer om parken.

***

Mit Quasimodo-øjeblik med Tinderdaten fra gymnasietidens forvrængede mindekartotek var hurtigt overstået. I min retarderede romantikerhjerne havde jeg forestillet mig, at vi øjeblikkeligt ville blive dybt forelskede, og så ende med at spendere resten af livet sammen (haha), men da jeg krammer ham hej foran parken, er det første jeg tænker: “Det bliver en lang aften…” Min talestrøm føles sløv og uigennemtænkt, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg havde en idé om, at han var noget helt særligt i gymnasiet.

Vi satte os på en bænk og blev siddende i over tre timer. Han snakkede meget på en nøgtern og pragmatisk facon, “mhmmm,” istemte jeg hele tiden, og vi skiftedes til at tisse i en nærtliggende busk. Da solen var gået ned, gik vi tilbage mod byen, og drak en øl på endnu en bænk. Mens han snakkede om Ruslands udspekulerede propaganda, slog det mig, at han gerne ville kysse mig. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg havde lyst til, så jeg blev ved med at udsætte beslutningen, indtil vi på skillevejs-gadehjørnet skulle have det akavede krammefarvel-moment, endda ved siden af en stor gruppe muslimske mænd der drak te på fortovet.

Da han lænede sig ind for at kysse mig, væltede min cykel imellem os, og han kom til at bide mig lidt i overlæben. Det gik dog op for mig, at det ikke var et uheld, det med tænderne og bidet, men bare var den måde han kyssede på. Meget hurtigt stak han sine kolde fingre ind under min skjorte og ned mod buksekanten. Jeg trak mig høfligt væk fra hans hænder og forsøgte at håndtere det alt for begærlige og akavede kys. Han ville gerne med hjem (surprise).

Vi satte os på endnu, endnu en bænk for at ryge endnu, endnu en smøg og finde ud af, om vi skulle tage hjem sammen. En del af min hjerne sagde: “Fedt, mulighed for sex, han har sikker en stor pik, du er begæret! og han er jo meget sød, og kunstner endda!, og tænk at en af de seje fra gymnasiet gerne vil have dig, du er en vinder..” mens den anden del sagde: “Don’t.”

Da jeg kort efter går alene op mod min lejlighed, trækker jeg en knytnæve ind mod mit bryst og hvisker Yessssss, hvor er du god. 

***

Jeg skriver til Hypnotisøren, at jeg forestiller mig, at han sidder ved siden af mig og holder øje, når jeg er i (mild) hypnose. Han har ikke noget ansigt, men jeg kan alligevel mærke hans nærvær. Han er så fiktiv, men får alligevel hele min krop til at sitre. Jeg havde ikke regnet med, at man kunne finde orgasmerne inde i sig selv på denne måde.

I en af hypnoserne skal man visualisere, at man er på en stor, fredfyldt strand. Man går ud til dér hvor bølgerne rammer sandet. Den blide mandestemme siger, at man skal lade sig opsluge af atmosfæren der; lade den fredfyldte, omsorgsfulde energi omslutte en; lade følelsen sprede sig fra toppen af hovedet til tåspidserne: Den ubetingede kærlighed der eksisterer, den komplette accept af din eksistens. Jeg begynder at græde, mens jeg er på min underbevidste strand. Jeg tænker på Vesterhavet og på min store, uløselige ensomhed. Jeg vil så gerne lære at elske mig selv.

Hypnotisøren vil stille mig opgaver, mens han er på ferie. Han har stadig ikke noget ansigt, men måske er det for det bedste. Han siger, at jeg skal lære gentagende hypnose, hvor jeg ser den samme film tre dage i træk. Jeg skal fortælle ham om mine oplevelser med træningen. Min krop reagerer kraftigt på hans befalinger (orgasmisk), det hele er meget uvirkeligt. Jeg spekulerer på, om jeg overhovedet kan noget i virkeligheden. Tinderdaten er totalt på, og jeg kan ikke rumme, at skulle se ham igen. Jeg vil helst bare være i dette lykkelige, underbevidste orgasmeunivers, ude for virkeligheden.

I forgårs drømmer jeg, at P. heller ikke er virkelig. Han er blevet til et gammeldags html-chatprogram, en veludviklet AI; sivet ind i computeren, der har fjernet alt hvad han var. Han skriver til mig på chatten: “Hvem er jeg? Hvad laver jeg her?”, og vi chatter i lang tid, jeg prøver at løse mysteriet. Det går op for mig, at han måske aldrig var virkelig. Måske var han bare en del af mine fortællinger, mine drømme, min underbevidsthed. Han er i hvert fald væk nu. Ligesom de andre.

***

Jeg gik i gang med at skrive for over fire timer siden.
Jeg har lyst til at være i denne dag for evigt.
Jeg har det elendigt, men alligevel ikke.
Jeg føler mig uendelig træt.
Det er som om, at jeg aldrig kom op fra min dukkert i går; at jeg stadig svømmer i slowmotion under havets overflade. De her slags dage er ok.

Jeg er usædvanligt drømmende for tiden. Jeg er begyndt at få ideer til fortællinger igen, – der dog ikke er arbejdsrelaterede, hvilket stresser mig. Jeg burde slet ikke tænke på andre ting. Nuvel. Kreative overspringshandlinger er i det mindste ikke spild.

Det kølige vejr retfærdiggør desuden mit indendørsophold. Jeg har taget noget sært maskulint tøj på, der får mig til at ligne en kristen ranchejer i Missouri. Mit ansigt ser arret og slidt ud.

Jeg prøver hele tiden at forstå, hvem jeg er.

før jeg sover

Det er varmt ude for. Så varmt, at man jo næsten ikke kan holde ud af at have tøj på…
Det skriver Amagerdrengen til mig. Han er blevet single og vil gerne bolle. Jeg ignorerer hans besked, mens jeg sidder og græder til ‘Queer Eye’, det ultimative pms-program. Efter en halv time skriver han: “NÅ OKAY hav en god sommer så….”
Jeez.

“Det er vigtigt med self-care,” siger Jonathan, en af de fab five. Jeg scrubber mit ansigt med noget økologisk scrub-halløj, jeg fik i julegave, reder mit hår, børster mine tænder. Ansigtet der kigger tilbage i spejlet på mig, er stadigvæk rædselsfuldt. Menstruationsbumserne er begyndt at titte frem blandt fregnerne, mine utallige porer er rød- og blåsprængte, næsten sorte, synes jeg, store, sorte plamager, og har jeg virkelig taget på siden i går? De løse sommerbukser strammer om numsen, de sidder helt forkert, mine balder hænger langt nede på baglåret, og hvordan er det egentlig, jeg plejer at se ud.. jeg kan ikke huske det.

Jeg har ligget i sengen til klokken 11. Natten har været spundet ind i rædselsfulde mareridt, og jeg tror også, at jeg er ved at blive syg, det må jeg da være. Min hals er snøret til. Jeg har altid været en elendig sover, men har egentlig ikke lidt af natteangst i den nye lejlighed.

I nat sidder de forskellige mænd fra dating-appsene på min seng, de hvisker til mig med skjulte ansigter. Det føles så virkeligt. En gammel kone er usynlig og hvirvler rundt i lejligheden med store, gennemsigtige gevandter. Jeg vågner op i et gisp og tænder lyset. I alle skygger og afkroge i det store rum er mændene, og jeg er sikker på, at den gamle kone stadig er her et sted. Jeg går ind i stuen og tjekker skyggerne, men der er selvfølgelig ingen.

Jeg er snart færdig med ‘Alt må vige for natten‘, jeg læser den, før jeg sover, og jeg har det som om, at Lucilles psykoser siver ind i min nattesøvn. Måske jeg bare skal holde ferie i den her uge. Give op. Når jeg tænker på andre menneskers diagnoser, får jeg ondt i maven. Jeg er rædselsslagen for, at jeg i virkeligheden er gevaldigt psykisk syg. Samtidig græder jeg over, at min pms er så voldsom, at jeg kan tænke alle disse ting og ændre sindstilstand så drastisk, vitterligt fra den ene dag til den anden.

****

På sex-appen har jeg de sidste par dage af ren nysgerrighed skrevet med Hypnotisøren, som tænder på erotisk hypnose, der især fetischeres i BDSM-miljøet (komplet underkastelse). Jeg stiller ham tonsvis af spørgsmål, fordi jeg synes, at hypnose er uhyggeligt, især i sex-sammenhæng, hvor man virkelig skal have tillid til hinanden.

Jeg vågner op i går morges til en masse beskeder fra ham, hvor han forklarer konceptet med “at finde frem til dine indre, mest hemmelige lyster” og “komme i dyb trance under min magt”. Jeg googler lidt rundt om fænomenet og ender med at se en youtube-video, hvor man ‘hands free’ kan få en orgasme. Til min overraskelse lykkes det mig at hypnotisere mig selv OG få hvad der minder om en orgasme, på en mærkelig indadvendt facon. Jeg er bange i starten, fordi mine lemmer ikke kan bevæge sig; eller rettere: jeg har ikke lyst til at de skal bevæge sig, fordi varme følelser skyller gennem min krop.

Oplevelsen sætter sig i mit blod, og resten af dagen svæver jeg med seksuelle energier i alle nerveender ind på kontoret, hvor jeg ikke laver noget, og videre til Frederiksberg Have, foran slottet, hvor jeg sidder i 3 timer og kigger ud i luften. Overalt er P., jeg ser 5-10 af hans kloner, lyshårede mænd med kasketter og runde briller, summer fashion åbenbart, lort, og mens fiskehejrerne og de vanvittige gæs flyver alt for tæt på over mit hoved, så løber der tårer ud af mine øjne i en lind strøm ned af kinderne. Jeg har taget tøj på, som får mig til at tilhøre en anden tid, lange brune klæder, upassende for sommeren og de andre halvnøgne parkgæster, jeg sidder afmålt i skrædderstilling, urokkelig som en romantisk statue, men ingen bemærker, at jeg græder (stille).

På mine mange park- og moseture forventer jeg altid, at jeg vil møde nogen. Nogen..? Bekendt som ukendt, noget nyt, noget skæbnesvangert, noget hyggeligt bare. Min intuition er stensikker. I dag sker det. Men det sker aldrig. Efter tre timer giver jeg op, og triller hjemad. Ansigtet i butiksvinduernes genspejling ser hærget ud, tårer der sidder fast, en tør bleghed. Jeg drikker et glas vin på altanen og skriver med de mange mænd, holder det ved lige, planter frø. Jeg har sagt til min søster, at man altid skal have back-up, fordi man aldrig skal forvente, at det bliver til noget.

Men jeg har alt for mange at holde styr på, jeg har backet alt for meget op. Den ene overlapper den anden; altid værne sig mod afvisningen, mod hjertet. I aften har jeg endda en ny tinderdate med en smuk elvermand, som jeg kan huske en bekendt (en af de populære, slanke piger) fra gymnasiet var kærester med. Som den Quasimodo jeg var, betragtede jeg dem på afstand, misundte dem fra mit klokketårn, skrålede giv mig blot en enkelt daaag… (haha, ej). Men nu! NU ER MIN TID KOMMET…. åh… og jeg er ikke engang liderlig.

Jeg har lyst, du ved, jeg har lyst være en ildkugle af charme og karisma. Men jeg er jo et helt skørt menneske i dag. Det virker fuldstændigt retarderet, at skulle på date. Især når alle mændenes genfærd holder øje med mig om natten, sidder på min seng; når Hypnotisøren hiver mig ind i hans manipulerende edderkoppes(p)ind, når Søndagspikken snapper fra en hjernedød afbudsrejse, når Skægmonster-klonen kommer hjem sidst på ugen, når Amagerdrengen gerne vil bolle mig i varmen, P.’s kloner på gaderne, og nu denne elvermand med lange lemmer og feminin mystik, skal jeg fortabes i det også, hvad laver jeg, jeg ved det ikke…. mit hjerte er af sten, men det bløder, og jeg

... burde arbejde.
Men jeg kan ikke.
Jeg kan virkelig ikke.

Så ferie, sagde du?
Febrilsk dating, sagde du?

(Hvis der en dag er en der elsker mig, får mig, så går jeg i stykker, det tror jeg slet ikke, at jeg kan).

//
Det her er et mærkeligt indlæg. Jeg har det så mærkeligt i dag. Jeg har lyst til at gå i seng igen. Måske er jeg syg, forkølet. Måske har jeg bare fuldstændig tabt småkagerne. Det er det samme hver fucking sommer. Det samme show. Et kedeligt show. Og så alligevel ikke. Og nu har jeg den skide Quasimodo-sang på hjernen. AH!

To be continued..

Det er sådan her, jeg har det i dag, hahaha. Åh du godeste.

sommerkvinden

Som feminist og tidligere kua-studerende der primært omgiver sig med venstreorienterede, samfundskritiske mennesker, kan man godt have en tendens til at underkende biologien ud fra et teoretisk synspunkt: Man ønsker at kunne sætte sig ud over kønnet – at køn er konstrueret, og at meget af det som man døjer med som kvinde, er noget samfundet har skabt.

Alligevel har jeg det seneste år, vel nærmest efter jeg gik fra 10 år på p-piller til kobberspiral, ikke kunne løbe fra mit biologiske køn. Jeg hader, at jeg er styret af hormoner. Det får mig til at betvivle mine følelser og tanker, det gør min rationalitetssans omtåget, og al logik forstummer til fordel for hvad kroppen vil have. 

Jeg kan se at den uge, hvor jeg har ægløsning, er jeg fuldstændig hjernedødt liderlig. Jeg har kigget tilbage hver 4. uge på bloggen, og mønstret der springer i øjnene, er decideret rædselsfuldt. Jeg visualiserer mit underliv som en stor saftig fersken, der overmodnes hver 4. uge, skriger på at blive spist, fortærret, fyldt. Nu er perioden overstået, og jeg kan indstille mig på, at gå ind i en latterlig depressiv PMS-fase, hvor jeg skal tude helt vildt, hvor jeg er træt og tung, og som efterfølges af den skrækkelige uendeligheds-menstruation, der tapper mig for al livskraft.

Så jeg hader at være kvinde. Det siger jeg til folk. Jeg hader det. Men der er jo ikke noget at gøre ved det. Jo, jeg kunne blive drugged på P-pillernes hormoner igen og blive udglattet i al den turbulens. Eller jeg kunne få bortopereret al min kvindelige biologi, tage testosteron, blive en mand… lidt uoverskueligt…

Er vi dømt til at have det sådan her for evigt? Er det kvindens lod? Altid at være i følelsernes vold, styret af cyklus og hormonelle indspark? Det burde føles organisk, naturligt, men jeg fucking hader det.

I ‘The Handmaid’s Tale’ bliver kvindens lidelser portrætteret; smerten, den fødedygtige krop, undertrykkelsen… Et cyklusbaseret helvede. For hvert afsnit jeg ser, bliver raseriet inde i mig større. Men raseriet handler ikke om, at jeg hader at være kvinde. Tværtimod handler det om, at jeg hader, at jeg hader at være kvinde. Hvorfor har vi bygget et samfund op, som skal give mig den følelse?

Til trods for et utal af feministiske diskussioner og gennemlæsninger af kulturteoretiske tekster, der burde sætte al denne aggression i relief, så er det en tv-serie, som ender med at give mig styrke og en dybere forståelse af at være kvinde.

Jeg vil ikke skamme mig over, at jeg flipper ud hele tiden, tuder uden årsag, og at jeg er så sindssygt liderlig, at jeg kunne eksplodere, bare fordi mine æg gerne vil befrugtes. Jeg er så uendelig træt af, at undertrykke mig selv.

Min fars værste – og mest hyppigt brugte – skældsord i mit barndomshjem (han var alenemand blandt tre kvinder), var “du er så hys“, og “lad nu vær’ med at være så hysterisk“. Hvis man er opvokset med idéen om, at alle ens følelsesreaktioner er baseret på en oldnordisk forståelse af kvindens handlinger og “hormonelle forstyrrelser”; hysteri som noget man burde kunne kontrollere og undertrykke, er det da klart, at man så bliver en anelse følelsesmæssigt forstyrret.

Hvad var min pointe med det her… Jeg vidste slet ikke, at det var det her, som jeg ville skrive om. Åh, jeg har så mange tømmermænd.. helt deepfried hjerne. Måske jeg burde inddrage Foucault og biomagten, ahhh. Nej. Stop.
Men forstår du, hvad jeg mener?

Bliver vi nogensinde frie? Eller rettere: Finder vi nogensinde ro? (Eller er det mest bare mig der er helt blæst, fordi jeg fylder 29 om lidt, og min biologi skriger efter at formere sig, fuuuck).

Anyway. Min liderlighed og febrilske rastløshed er blevet erstattet af en zombie-agtig tomgang og ro, hvor jeg flyder ud af Frederikssundsvej med slowmotion-skridt og en begyndende, mufflet melankoli. En pause fra min biologi.

***

Lørdag morgen vågner jeg i min seng og er meget lykkelig, selvom min afdankede bodegakrop skriger på vand, mad og søvn. En massiv hovedpine værker i mine tindinger. Presset op af min ryg ligger H. Vi ligger på samme måde, som da vi faldt i søvn fire timer forinden. Det er mange måneder siden, at jeg sidst har sovet med nogen på den måde. Endnu længere tid siden, at jeg har været lilleske.

Jeg er lykkelig, fordi vi ikke har haft sex, og endnu vigtigere – fordi jeg ikke har lyst til at have sex med ham. Derimod var det naturligt for vores sære relation, at vi tog hjem sammen fra baren blot for at sove sammen. Et mærkeligt aseksuelt, intimt venskab. Vi er nøgne i skeen, holder hinanden i hånden, og han snorker ind i nakken på mig.

Da han vågner et par timer senere, ligger vi og snakker i lang tid. Han er skideirriterende, brokker sig over alt, og jeg siger, at jeg har lyst til at banke ham; at han godt kunne trænge til et lag tæsk. Jeg slår ham med små knytnæver på den benede brystkasse. Vi gennemgår medieforliget grundigt,  madvaner (“Er du stadig dårlig til at lave mad?”), og jeg fortæller ham alle historierne om P., Quick-fixet og Tinderdaten i onsdags.

Jeg fortæller ham også, at jeg løb på stranden og er begyndt at klatre i træer. Jeg bliver ved med at grine, og skjuler mine bare bryster under dynen. Jeg kigger på hans sprukne læber, de gullige kaffetænder og hans fedtede hår i morgenlyset. Det er utroligt, at han kan være både så smuk og så grim på samme tid. Jeg har ikke lyst til at række ud efter ham. I stedet for smiler jeg bare, når han begynder sine uendelige, negative talestrøm, og prøver at undertrykke tømmermændene der skriger i mine organer.

***

København er vidunderlig i juli-måned. Jeg er altid lige dele ensom og fredfyldt, og flyder mest rundt på en stor luftmadras. De fleste har allerede forladt Nordvest, alle dage er søndage, og jeg planlægger frokoster i det fri og badeture med nye venner, til trods for mine forargelige kropskomplekser og mislykkede intimbarbering der har efterladt røde knopper på mine blegfede lår. Men det er min krop. Jeg er i den som kvinde, men mest som Ida. Jeg vil gerne være en sommerpige der elsker at bade.

Jeg har ikke hørt fra Tinderdaten, Søndagspikken eller P. Jeg ignorerer selv ubesvarede tinder- og instagrambeskeder. Det er befriende ikke at tænke på penetrering. Så nu vil jeg tage min ankellange, kyske nederdel på, putte en bog ned i stofnettet og lægge mig på den stille kirkegård med en kop kaffe.

Jeg håber, at jeg kan finde ud af denne sommer.

nøgen

Jeg trækker lettere beklemt tøjet af mig selv på badebroen. Min frisindede veninde ligger allerede med spredte ben og kønsbehåring ud over det hele og suger solens stråler til sig, som var det det mest naturlige i verden at være nøgen foran de konstant passerende kanalrundfarter og de mange afklædte mænd i skrædderstilling omkring os. Det er ikke meningen at denne naturisme skal være af sensuel og erotisk karakter, men jeg er aldrig nøgen i det offentlige rum, og jeg kan ikke skille de to ting ad. Jeg føler, at de alle sammen kigger på mig og gerne vil bolle mig.

Tidligere har jeg siddet på stranden fuldt påklædt i skyggen, mens hun ligger ved min side med lukkede øjne ovenpå al hendes kaotiske habengut og med fødderne begravet i sandet. Jeg skribler løs i min notesbog, og hun spørger, hvad jeg skriver.
“Jeg prøver bare at skrive min stressklump væk, men det virker ikke,” siger jeg med en lille stemme.
“Jeg er også helt stresset,” siger hun efter lidt tid. “Jeg er bange for, at FBI holder øje med mig og spærrer mig inde.”
 “Det kommer de altså ikke til at gøre,” siger jeg og griner.
“USA er så fucked…”
“Ja, men du skal altså ikke bekymre dig om det. Jeg er sikker på at FBI er ligeglade med dig”
“Hmm..” Hun ruller en cigaret og siger ikke mere. En spansk kvinde ved siden af os råber efter hendes 2-årige søn, som er på vej alt for langt ud i vandet. To grønlændere sætter Kim Larsen på og begynder at skråle, mens de hashomtågede dypper fødderne i vandkanten.

Jeg vender og drejer mig på badebroen. Jeg har beholdt mine trusser på, men kan ikke lade vær’ med at stirre på alle de andres kønsdele der frejdigt og slapt dingler på broens slidte brædder. Blottede, bekymringsløse hudfolder over det hele. Jeg skriver en lummer besked til Forfatteren, og forestiller mig, at vinden der køligt kærtegner min hud er en mands hånd. Han siger, at han vil komme hjem til mig onsdag aften.

Jeg skammer mig over, at min nøgenhed og de andres nøgenhed gør mig liderlig. Alligevel opløses stressklumpen lidt efter lidt. En form for frihed i nøgenheden melder sig, og jeg føler mig smuk, stærk og ubekymret, som jeg ligger der. Tiden opløses også, mine tanker skvulper rundt i de mørke tangklumper under broen, og jeg prøver at ignorere sulten og tørsten der insisterer på at holde mig fast i virkeligheden.

***

Min rastløshed har banket i min hals hele dagen, selvom jeg får taget hul på arbejdsbylden på kontoret, hvor jeg er landet for første gang i 14 dage. Jeg viser mit arbejde frem til de andre, men de er ikke lige så meget oppe og køre, som jeg havde regnet med, hvilket planter en usikkerhed et sted under mine knogler. Jeg forsvinder hele tiden ud på trappestenen og ryger cigaretter i en klam blanding af ængstelighed og utilstrækkelighed. Når min kollega joiner mig i solen, kigger jeg på hans muskuløse, solbrune arme og forestiller mig, hvordan det ville være at have sex med ham. Styr dig selv.

Jeg har ikke lyst til at sidde hjemme i min lejlighed. Alt i mig strider imod. Så jeg opholder mig ude for hele tiden, i parker, på bænke, med venner, alene, med mad, med kaffe, med vin, og ja, nøgen på en badebro. Jeg vader rundt i en uendelig ubeslutsomhed, og spekulerer mest af alt på, hvem der skal bolle mig næste gang. Varmen sitrer på min hud, prikker til frisindet og får blodet til at vokse i mine årer, så jeg forvandles til denne svævende sirene, der med flakkende, liderlige blikke og gyngende, selvbevidste hofter, virker til at kunne spise hele verden. Jeg er ikke sikker på, at det er dét jeg overhovedet vil. Men det er det eneste jeg tænker på.

Forfatteren bekræfter, at han kommer hjem til mig ved en 20-tiden. Jeg tager et langt bad, barberer benene, og skyller solen af mig. Nu sker det, nu skal jeg have sex. På altanen er jeg iklædt en sort silkeunderkjole og har med vilje ikke taget trusser på. Jeg kamplæser utålmodigt en bog, bladrer siderne hurtigere end de er læst, og drikker en heftig specialøl, pulser smøger, mens jeg venter på, at klokken bliver otte. Jeg har samtidig sat en tinderdate i gang, bare som back-up. Guderne forbyde, at jeg skulle ende op med at spendere min onsdag aften alene med at læse en bog. Nu begynder kapløbet, tænker jeg stresset. Hvem kommer mon først i mål..

Det øjeblik Forfatteren brænder mig af for tusinde gang, bekræfter Tinderdaten planerne. Jeg er ved at eksplodere i seksuel frustration og rastløshed. Jeg bunder endnu en specialøl, bladrer endnu hurtigere i bogen, suger dybere på cigaretterne. Tinderdaten foreslår, at jeg kommer hjem til ham og drikker vin. PERFEKT, brøler jeg. PERFEKT. Vi har stort set ikke skrevet sammen. Jeg indledte samtalen for 14 dage siden med en besynderlig drøm, jeg havde haft om ham, noget med en kunstudstilling og kage med frygtelig meget glasur. Han syntes af en eller anden årsag ikke, at det var en creepy besked at få, og inviterede mig i stedet ud, praise be.

Jeg er på grund af drømmen og billederne af ham helt tryg ved at tage hjem til ham sent om aftenen, til trods for, at han lige så godt kunne være en stjernepsykopat med sure tennissokker og rådne tænder. Mens jeg cykler mod Frederiksberg i dagens sidste lys, føler jeg mig fuldstændig ekstatisk. Jeg tonser løs i pedalerne, åbenbart hamrende beruset efter de to specialøl jeg frådende har indtaget, min hjerne banker: du er så vild, du er så vild, og det er først da jeg kommer på på 3. sal og står i døren, at jeg forstår, at jeg lever i den virkelige verden. Rastløsheden og mine maniske følelser forsvinder, da jeg krammer ham.
“Plejer du altid at have første dates på den her måde?” Mine ord lyder mærkelige, sådan lidt grumsede og snøvlende. Jeg har på en eller anden måde glemt min stemme. Han griner, og går lidt nervøst rundt om sig selv.
 “Haha, nej, slet ikke.”

Væggene i lejligheden er fyldt med store, smukke malerier, møblerne og lamperne er sirligt udvalgt design, og alting står nydeligt og rent, ligesom ham selv; nydelig og ren. Vi sætter os på altanen for at kæderyge og kædedrikke, jeg snakker i øst og vest, beruset og lettet over at være et menneske af kød og blod, et menneske i en samtale, at skulle blive begæret for den jeg er, frem for min krops begær. Måske det bare var det jeg havde lyst til; at snakke med nogen, være noget, være virkelig.

Nogle gange når han snakker, glemmer jeg at lytte efter. Jeg kigger på hans ansigt og kan selv under hvidvinsberuselsen ikke undgå at lægge mærke til, at han ligner Skægmonstret (kæreste 2012-2016) ufattelig meget. Jeg bider mærke i flere og flere detaljer der er forbløffende ens: Den store, velfriserede hårpragt, hårfarven endda, de runde briller, det velsoignerede, potente fuldskæg, den bløde, runde næse, og de varme, venlige øjne. Det er en anden stemme der kommer ud af munden dog. Den er dybere og med en jysk rolighed. Stemmen former ord som Skægmonstret aldrig ville have haft i sig. Kroppen er også mindre, mere spinkel, slank. Alligevel går det op for mig, at lighederne måske er derfor, at jeg er tryg ved ham, derfor jeg har drømt om ham, derfor jeg skrev til ham.

Tiden forsvinder på hans altan. Fuldmånen lyser som en gigantisk gadelampe Frederiksberg op, og han bliver ved med at hælde vin op i mit glas og tænde den næste og næste og næste cigaret. Samtalen glider ubesværet, vi har meget tilfælles, kommer fra samme baggrund, interesserer os for de samme ting. Han siger, at han gerne vil vise mig den her bar en dag, at han gerne vil se den her film med mig, at han gerne vil have, at jeg bliver og sover i nat, selvom han skal være i lufthavnen om et par timer. Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Det er faktisk det sidste jeg har lyst til.

Mit ben har subtilt sneget sig op af hans, og den minimale fysiske kontakt sender stød gennem min krop. Jeg har glemt, hvordan første dates kan føles. Hvidvinen fjerner alle mine tanker og følelser, jeg er kun på altanen, kun i vores knæ der rører hinanden. Før vi går i seng kysser vi, læner os ind mod hinanden, som var det planlagt. Hans læber er store og våde, og kysset er forsigtigt, fint, perfekt. Jeg kører fingrene gennem hans hår og skæg imens, lukker øjnene.

Jeg tager alt mit tøj af og kryber under de store, hvide dyner. Min krop føles florlet og svævende. “Det er ligesom et hotel,” griner jeg. Da lyset er blevet slukket, begynder vi at have sex. Vi er begge hamrende fulde og vælter rundt i en døsig elskov. I mørket kan jeg kun se omridset af ham, og hans skæg mod min hals føles sært genkendeligt. Jeg trækker til sidst kondomet af ham og tager ham så dybt ned i min hals, at min gag-reflex brokker sig. Han bliver slap i min mund.
“Du skal altså ikke blive kvalt,” siger han og trækker blidt mit hoved væk.
“Det er altså ok,” fremstammer jeg.
“Du har jo tårer i øjnene…”

I mine talrige seksuelle relationer siden bruddet med Skægmonstret har jeg trænet mig selv i, at skulle tænde på at tage en pik til roden. Forfatteren tænder på, at mascaraen smelter ned af kinderne, når jeg har ham i min mund, og på den savl som halsen producerer, for at kunne håndtere fremmedlegemet i sig. Andre mænd fortæller mig, hvor sindssygt det er, at de kan knalde mig så dybt ned i halsen. Det er ikke behageligt at blive kvalt af en pik, men jeg er en sexmaskine, husker du nok, en mekanisk elskovsrobot der primært ynder at være god til sex. Hvis jeg er god til sex, så kan det være, at de har lyst til at se mig igen, måske endda begære mig og mine fyldige læber og velvillighed til at have hård sex, hvor jeg kan kastes rundt, smækkes og gagge.

Skægmonstret brød sig ikke om blowjobs. Han ville hellere behandle mig nænsomt, gå ned på mig, røre mig overalt med blide hænder, få mig til at komme, fremfor ham selv. Jeg elskede ham og han elskede mig, så måske sex bare er anderledes i den kontekst. Men pludselig forstår jeg, som jeg ligger dér mellem benene på Tinderdaten, hvor absurd det er, at jeg har lært mig selv at kvæles i pikke. Min sexmekanik virker overdreven og misforstået. Ikke at jeg føler skam, men jeg bliver på en måde lettet over ikke at skulle være denne sexgudinde.

Han trækker mig ind i sin krog. Mit ansigt er presset mod hans hals, dér hvor fuldskægget starter, og jeg kører forsigtigt mine hænder over hans nøgne overkrop. Jeg har det som om, at jeg er kommet hjem til et sted, som jeg havde glemt fandtes. Hvis jeg virkelig koncentrerer mig, så er det ikke Tinderdaten, men Skægmonstret jeg ligger presset op mod, det er Skægmonstrets store, varme og trygge krop, som jeg nu skal falde i søvn op af. Han vækker mig efter en time, hvor han trænger op i mig igen. Vi knalder døsigt, mens det lysner ude for. Kort tid efter, det føles som splitsekunder, mikro-søvn, halvvågen, halvsovende, ringer alarmerne og han vælter rundt i lejligheden, kysser mig kort og vådt, og smutter afsted til lufthavnen.

Min krop er for tung til, at jeg kan bevæge mig. Fuglene larmer helt ekstremt i den ellers fredelige Frederiksberg-gård. På opslagstavlen for enden af sengen hænger hans pasfotos. På lang afstand kan jeg godt se, at han ikke er Skægmonstret, han er en helt anden, og måske faktisk lige den jeg havde ledt efter, måske slet ikke. Jeg forsøger at rede sengen lige så ordentligt som han. Der er en lille smule blod på de hvide dyner, som jeg desperat (og forgæves) forsøger at vaske af. Jeg skriver mit telefonnummer på en seddel og smækker mig ud af lejligheden, cykler hjem gennem den tomme by.

Da jeg vågner senere på formiddagen, modtager jeg en snap fra Søndagspikken, som spørger om vi snart skal have analsex. Jeg tager halvnøgne, groggy billeder fra mit tømmermændsleje, og siger, at jeg er spændt. Han forstår ikke, hvad jeg mener med spændt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg selv forstår det. Jeg tror egentlig, at jeg lyver. For en gangs skyld virker det ikke særlig tiltrængt eller tiltrækkende at skulle mødes på den måde, og skulle være den krop der kun penetreres.

***

Jeg bruger så uendelig lang tid på at skrive den her tekst. Jeg sidder på kontoret, men jeg har ikke rigtig lyst til at være her. Så jeg skriver bare i stedet for at arbejde. Jeg har fået ny sidemand. Det irriterer mig, at han aldrig forlader sin plads. Jeg føler mig træt i dag, tung, og jeg er på ingen måde liderlig. Det er faktisk det sidste jeg er. I stedet for har jeg lyst til at ses med venner, deltage i spændende samtaler og sove. Jeg vil rigtig gerne sove.